Sandheden… og lidt om mine sanser

Jeg har i længe et eller andet sted både løjet for mig selv, men også for jer. Det er selvfølgelig en sandhed at jeg ekstremt gerne vil tilbage til at skrive igen her på bloggen. Men hvad jeg ikke har sagt, det er at det er rigtig, rigtig svært for mig. Den indberetning som blev sendt til kommunen har virkelig sat sine spor i mig og det får mig til kun at gøre det her halvhjertet, og det kan jeg ikke lide. (hvis du ikke har læst om indberetningen, så læs indlægget her). Jeg skriver bedst når det kommer lige fra hjertet af – og det har jeg rigtig svært ved, for hver gang jeg har lyst til at skrive noget, så bliver jeg bremset af, om der mon sidder nogen derude som læser/tolker mine indlæg som at jeg nasser på systemet, bruger min diagnose som sutteklud og bare gør hvad jeg synes er sjovt. Jeg bruger alt for meget tid på at analysere mine egne tekster for at finde ud af om der er noget der kan misforstås eller fortolkes sådan så det kan bruges mod mig – igen… Eftersom den/de personer der har skrevet beretningen ikke har givet sig til kende, så sidder de stadigvæk derude. Jeg ved ikke hvad deres hensigt med de ’falske’ anklager har været, men hvis det var for at ’få mig ned med nakken’, hvad kan de så ikke finde på i fremtiden fordi det ikke lykkedes med det brev til kommunen?.

Når det så er sagt, så ved jeg at jeg har sagt det et par gange, men tusinde tak for jeres støtte og pæne ord da jeg ’offentliggjorde’ indberetningen. Om det har været i kommentarfeltet på facebook eller på bloggen, privat besked eller når I har mødt/set mig ude i verden, så har det betydet rigtig meget! Det har betydet at jeg ikke helt har givet op. Det har slået mig helt ud at der er nogen derude der synes jeg er et så forfærdeligt menneske som de beskriver i brevet til kommunen… men at så mange af jer har fortalt mig det modsatte og givet udtryk for at jeg hjælper andre med det jeg laver, så viser det jo også bare at dem der har skrevet til kommunen ikke har forstået det jeg skriver om.

---

❤ Af hjertet tak for jeres evige opbakning ❤

---

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, og nu er det endt med at min SKP har givet mig en lektie for, som omhandler at skrive noget ned. Jeg skal skrive omkring mine sanser og hvilke problematikker jeg kan have i forbindelse med sanserne. Det jeg skriver om sanserne slår jeg sammen med dette indlæg.
Der er både de ydre og de indre sanser, men jeg vil starte med nogle af de ’ydre sanser’.

Lugtesans:
Der er nogle lugte som jeg VIRKELIG IKKE kan have, og så er der nogle som jeg VIRKELIG GODT kan have. Den lugt som nok er den værste, det er lugten af peberfrugt. Jeg kan overhovedet ikke have den. Jeg kan begynde at græde over lugten. At jeg så også have skærpede sanser gør det absolut ikke nemmere når der er noget man bare ikke kan have.

Når jeg i forvejen har det skidt, så kan jeg heller ikke have lugten af ris. Hvis jeg har kræfter til at fokusere på noget andet, så kan jeg godt ’vænne’ mig til lugten af ris og dermed også være i det – det er ikke tilfældet ved peberfrugt. Jeg går helt i selvspåner når jeg kan lugte peberfrugt.
“En sjov historie om peberfrugt; Jeg var til Jubilæumskoncert med Kolding Musikskole sammen med nogle venner som godt ved jeg ikke kan have peberfrugt. Der har lige været pause og vi har sat os på vores plads. Ikke meget mere end 5 minutter inde i anden ’akt’ kan jeg lugte peberfrugt. Jeg sidder lidt og prøver at tænke på noget andet, men det er virkelig svært for mig. Efter at have siddet et stykke tid og være ved at græde over lugten af peberfrugten – og ikke mindst over, at der LIGE HAR VÆRET PAUSE!!! Hvorfor har vedkommende ikke spist i pausen -.-… Men ja, efter et stykke tid kan min ven som sidder ved siden af mig også lugte peberfrugten – og det viser sig at det er hende bagved mig der sidder og spiser det. Jeg måtte sidde og holde mig for næsen samt spinne med min fidget spinner for ikke at bryde sammen.”
Med de lugte som jeg VIRKELIG GODT kan lide, har jeg den skyllemiddel som jeg bruger når jeg vasker tøj. Der er ikke så meget andet end at sige at jeg bare er helt vild med lugten og jeg også her kan græde hvis jeg skal vaske tøj i noget andet. Der var engang, hvor min far havde købt noget andet skyllemiddel end det jeg var blevet vild med – og så skulle jeg i hvert fald ikke have vasket tøj… Hvis jeg er et sted hvor jeg får det skidt og jeg har nyvasket tøj på, så kan jeg faktisk falde til ro ved at lugte til mit tøj.

Smagesans:
Jeg er meget kræsen, men jeg har egentlig aldrig spurgt mig selv om det er pga. Smagen, konsistensen, lugten eller udseendet der gør jeg ikke kan lide det… Men det jeg lige kan komme i tanken om hvor det er smagen, det er mælk. Jeg kan ikke have mælk. Jeg blev ’tvunget’ til at drikke det da jeg var lille, måske det også har skræmt mig lidt væk og får det til at smage værre end det gør. Der er en ting, hvor jeg hverken kan have lugten eller smagen af, og det er rodfrugter.
Igen, så er der nogle ting som jeg virkelig bare godt kan have smagen af og som kan redde en hel dag. For det første, så er pommes frites en sikker vinder hvis man skal vinde mig. Jeg ved ikke hvad der er ved pommes, jeg kan bare VIRKELIG GODT lide det. Det er også min livret. En kold sodavand eller en kold Capri Sun kan også redde en hel dag hvis jeg har det skidt.
Det er faktisk lidt sjovt, men da jeg var lille spiste jeg både peberfrugt og tomater, men i dag kan jeg ikke fordrage peberfrugt og tomater spiser jeg kun hvis jeg virkelig skal. Det kan godt være jeg er kræsen, men jeg kan godt lide at blande det som jeg så kan lide. F.eks., så kan jeg rigtig godt lide pommes frites dyppet i is, nutella med spegepølse på, chips med chokolade eller tunsalat med kødpølse ovenpå 😀 (jaaa, det er mærkeligt, I know, jeg hører det tit.. – men jeg er også mærkelig, såååå).
“En sjov historie om at blande det jeg kan lide; Da jeg var yngre og gik i skole fik jeg madpakke med. Normalt, så spiser jeg efter hvad jeg bedst kan lide – det jeg bedst kan lide spises til sidst. Men, med madpakken var det ligemeget, jeg gjorde nemlig det, at jeg gemte et stykke at alt. Hvis jeg nu havde rugbrød med fire forskellige pålæg på , så gemte jeg et lille stykke af hvert pålæg og så spiste jeg alle fire på samme tid til sidst 😄”

Følesans:
Ved min følesans er jeg også udfordret på de ’almindelige ting’ hos autister såsom at tøjet nager og ikke er behageligt at have på osv. Men der er selvfølgelig også noget ’unormalt’ som jeg ikke kan have. Jeg kan blandt andet ikke lide sand og vat (som i vatrondeller). (imens jeg har skrevet dette har jeg fået kuldegysninger og hele kroppen og får det ubehageligt bare ved tanken, hehe.). I takt med at jeg har fået det bedre siden indlæggelsen, er det med sandet blevet lettere at håndtere. Lige efter jeg blev udskrevet fra psykiatrisk var jeg ANGST for sand. Jeg kunne græde ved tanken om at skulle i nærheden af sand. Jeg kunne få angstanfald af at køre forbi stranden ude på vejen. Jeg er begyndt at kunne komme på stranden igen. Jeg kan endnu ikke gå i sandet, men jeg kan gå på gangbroen og fliserne – hvor der jo også kigger lidt sand på.
Og vat, ja det vil jeg sletter ikke tænke på, så der må jeg nøjes med at skrive at jeg ikke kan have det 😉
Og tøj, det har jeg skrevet om før. Jeg kan generelt ikke lide at have tøj på og når jeg har det skidt, så er det meget værre. Jeg ved faktisk ikke endnu hvad det er der gør det. Om det er stoffet, om det er det at noget rører dig hele tiden eller en helt tredje ting… hmm

Høresans:
Angående høresansen, så har jeg ofte svært ved at placere lyden eller skelne mellem lyde. Hvis en alarm oppe på psyk gik i gang, så kunne jeg ikke høre hvor den kom fra. Det med ikke at kunne skelne mellem lyde var et kæmpe problem med musik på A-niveau i gymnasiet. Vi skulle nemlig analysere sange, hvor man skulle høre sig frem til hvilke instrumenter der var osv – jeg kunne bare ikke skelne mellem lyde. Så jeg kunne ikke høre hvilket instrument det var, da det hele bare flyder ud i et. Og så er der selvfølgelig de klassiske med kniv på tallerknen, negle på tavlen og lyden når man træder på blødt nyfaldet sne (det minder mig om lyden af vat som jeg heller ikke kan have.)

Ting jeg ikke kan placere til en bestemt sans:
Jeg ved ikke hvor de hører til henne, men de er vel også så ’mærkelige’ og fylder så meget hos mig, at de også skal med.  For det første, så kan jeg ikke have negle. Den ’hvide’ kant der er på neglene kan jeg ikke have. Og ja, jeg bider negle og det er ekstremt ulækkert, men hvad skal jeg gøre? Jeg klippede engang mine negler, men hvis du klipper dem, så kommer den ’hvide’ kant bare der hvor du klipper – og så ender det med jeg skal have hele neglen af og det går jo ikke… og gid det da bare var mine egne negle der var et problem – men nej. Jeg kan ikke have lange negle på andre heller ikke. Og manner det er svært at være i selskab med nogen med lange negle, men jeg gør mit yderste for ikke at tænke på neglene 😄 Udover negle, så kan jeg heller ikke have hår. Altså hår fra hovedet – og især langt hår. Hvis der ligger et hår på bordet og det er mit eget, så kan jeg godt fjerne det – dog med brug af mange kræfter – men er det derimod en andens hår, så sidder jeg bare og glor på det indtil andre fjerne det ….

Generelt med mange af de ting mine sanser ikke kan have er det blevet værre efter min indlæggelse/breakdown. Jeg tror, at ligesom med alt andet inden bægeret var fyldt, har jeg bare gjort det fordi jeg skulle passe ind i verden – også selvom jeg ikke kunne gøre det. Men da jeg så gik helt ned med flaget og lige så stille er begyndt at komme op igen, lægger jeg mere mærke til hvad jeg ikke kan lide og hvad der før gjorde at jeg kom på overarbejde.

Udover de ydre sanser, så er der også de indre sanser. De indre sanser består af ligevægtssansen (balance) og kropsbevidsthedssansen.

 

Lige så længe jeg kan huske, så er jeg rigtig god til at gå ind i ting. Jeg går tit ind i dørkarmen, borde, stole og alt man nu kan gå ind. Så vidt jeg husker, så står der i min blå bog fra efterskolen, at jeg er kendt for at være hende der går ind i ting… Jeg vælter også nogen gange på de mest mærkelige tidspunkter.
“En sjov historie om at vælte; I 2016 spillede jeg til Aabenraa Ringridning med Aabenraa Skoleorkester. Vi havde marcheret og skulle have noget mad inden vil skulle koncert i teltet. Det havde regnet rigtig meget det år, så ringriderpladsen var helt smadret til. Vi sidder på græsplænen i vores uniformer og venter på maden. Da maden er færdig går jeg op og henter mad og da jeg kommer gående siger folk fra orkesteret, at jeg skal passe på jeg ikke vælter…. (for ja, de kender mig). Jeg når lige at få sagt: ”det skal I ikke sige, for så…”. Ja, så væltede jeg i min uniform lige inden en koncert. Og det værste af det hele, jeg tabte min mad, hehe.” Nå, men jeg måtte af med bukserne med det samme så de kunne komme hjem og blive vasket. Jeg var nemlig væltet lige ned i mudderet og dermed var bukserne rigtig beskidte.. Min venindes mor måtte vaske mine bukser 3-4 gange før at de blev rene igen.” 

 

Det var lidt om mine sanser 😄 Hvis I har nogle emner som I godt kunne tænke jer jeg skriver om, så skriv dem endelig, så vil jeg kigge på det.

Om lidt kommer min bror og hans kæreste på besøg hos mig og det glæder jeg mig til.! Jeg håber I går en dejlig uge.

Krammer og møsser

LINE PHARAO STEIN