SKOLE – MINE behov, MINE strategier, MIN historie / DEL 3

OBS... ALT I DISSE INDLÆG ER MINE EGNE TANKER OG OPLEVELSER. DET ER IKKE EN FACIT LISTE!   MAN ER VELKOMMEN TIL AT HAVE ANDRE MENINGER. DET ER IKKE 'SKÆLD UD' INDLÆG. DET ER MINE    ERFARINGER SOM DER FORHÅBENTLIG ER EN ENKELT ELLER TO DERUDE SOM KAN BRUGE TIL NOGET!

Mit 4.g år

Dette er del 3 i ‘SKOLE – MINE behov, MINE strategier, MIN historie’-serien
Del 1 kan læses her
Del 2 kan læses her

Lige inden efterårsferien i 3.g (2016) besluttede min vejleder og far at jeg skulle gå ned på halv tid i skolen. Jeg skulle derfor fravælge nogle fag i 3.g, for så at tage dem året efter. På mit 4.år blev jeg VIRKELIG mødt med forståelse og accept på et helt nyt niveau. Skolen gjorde så meget for at imødekomme mine behov – men fortjenesten er først og fremmest at finde hos mig selv. Jeg turde nemlig fortælle hvad jeg havde brug for – lige meget hvor mærkeligt mine behov måtte være. Dernæst, så er fortjenesten selvfølgelig til skolen fordi de lyttede og vi sammen fandt de mulige løsninger.
Jeg vidste godt – og i dag især ved – at samfundet ikke kan rette ind efter mine behov. Men modsat, så skal jeg heller ikke rette ind efter hvad samfundet forventer. Vi skal på en eller anden måde mødes på midten – og det kan kun blive muligt hvis vi får tid til at snakke om tingene.
Jeg har nogle helt specifikke eksempler fra især mit 4. år på gymnasiet som jeg gerne vil fortælle om:

1). Eftersom jeg skulle gå et år ekstra på gymnasiet, så skulle jeg det sidste år gå i en anden klasse. Jeg var så heldig at musikklasserne på skolen havde et stort sammenhold på tværs af årgangene, så jeg kendte derfor næsten alle jeg kom i klasse med og de kendte mig. Det var dog stadig hårdt at komme i en ny klasse når jeg i forvejen var aldeles psykisk ustabil. Jeg var begyndt at udvikle angst, som lige så stille blev værre og værre. Jeg blev blandt andet angst for selv at gå ind til timen. Jeg gik fuldstændig i panik og kunne ikke gå ind i lokalet uden at få et massivt angstanfald. Ikke længe efter jeg fortalte AMK om angsten havde vi fundet en løsning – jeg skulle følges til alle timer af enten AMK, SH eller JK. De tre planlagde derfor på skift hvem der skulle følge mig til timerne. Det tog 2-3 minutter for dem at få fulgt mig til time, men det betød for mig at jeg kunne være til timen i 90 minutter. Der skulle ”så lidt” til for at jeg kunne tage i skole. Jeg er så heldig at de valgte at bruge de 2-3 minutter plus planlægning så jeg kunne blive student.

2). Efter et par uger i klassen blev jeg mere og mere angst inde i selv klassen også. Jeg var bange for at sige noget, bange for at blive valgt uden at kende svaret, bange for gruppearbejde og generelt bare bange for at være dum. Igen, valgte jeg at være åben og ærlig om problemet og sammen fandt vi endnu engang en løsning. SH og jeg tog på skift en samtale med lærerne jeg havde og bad dem om ikke at vælge mig med mindre jeg havde hånden oppe, samt ikke at putte mig i gruppearbejde med mindre jeg selv havde sagt ja. HOLY MOLY hvor gjorde det en KÆMPE forskel IKKE at skulle frygte at blive taget uden at have hånden oppe. Det var faktisk lidt skræmmende at mærke hvor påvirket jeg altid har været af den frygt for at blive valgt. En hel dag fra 8.05-15.10 med konstant angst. Det lettede så meget og jeg fik overskud til at lave lektier – men også overskud til selv at række hånden op. Jeg vidste jo at jeg med denne aftale selv skulle bevise mit værd i forhold til karakter, og endte faktisk med at få 7 i mundtligt standpunkt i oldtidskundskab.
Angående gruppearbejde var jeg ikke med når grupperne blev lavet, og når de så var lavet, så kunne jeg selv vælge om jeg ville arbejde selv eller om jeg ville joine en af grupperne.

3). Til alle mine eksaminer i 4.g havde jeg en med. Den første skriftlige, engelsk, fik jeg mit eget lokale og blev tjekket til hver time for at se om jeg var ok. Til de næste tre mundtlige havde jeg SH med inde. Han var både med til forberedelsen og efterfølgende også selve eksamen. Det betød SÅ meget for mig at have en med ind som jeg var tryg ved. Jeg gik ret ofte i panik fordi alt skulle være perfekt, så det var rart at SH greb ind engang imellem med enten en krammer eller til at hjælpe mig med min vejrtrækning. Jeg var også lige blevet udskrevet efter tre måneder på psykiatrisk afdeling, så jeg var ikke vant til at være ude blandt mennesker, så det var en kæmpe støtte at have SH ved min side.

3a). Lige med eksamen har jeg også en historie som virkelig viser, at der ikke altid behøver at blive flyttet bjerge for at imødekomme behov, men at det sværeste er at finde tid til at lytte efter.
Inden vi gik på juleferie fik vi at vide at skolen ville ændre alle lokalenavnene på hele skolen. Det var blandt andet det som var med til at vælte læsset som endte med at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg havde gået på skolen i 3.5 år med de gamle lokalenavne, og så lavede de dem pludselig om? Midt i et år? Hvis jeg sagde højt hvor meget det stressede mig, så fik jeg bare at vide at det var squ mærkeligt og at det jo stadig er de samme lokaler osv. Jeg kunne simpelthen ikke gå ind i lokalet da de skiftede navn. Derfor, da jeg så skulle til eksamen, så blev vi nødt til at gøre noget. Igen, så blev jeg hørt og mødt med respekt og vi fandt endnu engang en løsning. Inden jeg skulle ind, så skulle der hænges et papir med det gamle lokalenavn ovenpå det nye. De første par eksaminer mindede jeg dem på det lige inden, men, til min oldtidskundskabs eksamen havde jeg ikke sagt det fordi jeg tænkte at det nu var en selvfølge – det var det ikke… Da jeg kom op til lokalet, stod det nye navn på døren og jeg gik fuldstændig i panik. Sagde til SH at jeg ikke kunne gå derind. Et par minutter inden jeg skulle ind var jeg på vej til at gå. Men, SH tog fat i mig og spurgte hvad vi skulle gøre. Jeg svarede bare at jeg ikke kunne gå ind i lokalet når det hedder det nye navn – jeg kunne ikke tænke på løsninger fordi jeg var så presset i forvejen. SH bad mig vente og gik ind på et kontor, fandt en kuglepen, et papir og noget tape. På papiret skrev han det gamle lokalenavn og tapede papiret fast på døren. Kort efter kom min lærer ud for at hente mig – og utroligt nok, så gik jeg ind. Tænk hvis SH bare havde tænkt: ”fuck det er latterligt, tag dig sammen, du er 19 år etc.!? Hvis han ikke havde gjort den – for ham – lille ting, men som for mig var afgørende for om jeg kunne gå til eksamen, så var jeg måske ikke blevet student?

For virkelig at komme i dybden med min pointe, så var det fakta at ændringerne af lokalenavnene stressede mig vanvittig meget. Men det var også fakta at det var sådan det var. De kunne jo ikke bare ændre deres planer fordi det ikke passede mit hoved – og det vidste jeg godt. Det er netop her man skal sætte sig ned og så finde en løsning som så vidt muligt rummer alles behov.

Med mine diagnoser følger at jeg har nogle udfordringer som virkelig bare ikke passer ind med den neurotypiske levestil, så livet vil være hårdt. Der vil være ting som bare ikke kan blive som mit hoved helst vil have det, men det afskrækker mig IKKE fra at gøre alt hvad JEG KAN for at udfordringen bliver så LET SOM MULIGT for mig!

❤️ Krammer og møsser ❤️