Fødselsdag og kærlighed

Sommerferie og tilbage på skolebænken

Jeg har idag haft første modul efter sommerferien i min nye klasse, 3dm på Aabenraa Statsskole. Jeg var selvfølgelig nervøs for at skulle ind i en klasse, hvor de alle har kendt hinanden i 3 år. Det gik nu meget fint og de var meget søde. Jeg kender heldigvis også ret mange af dem, da vi i musikklasserne på Statsskolen er ret gode til at lave noget på tværs af årgangene. Det har været en kæmpe hjælp for mig, at jeg nogenlunde vidste hvem jeg skulle gå i klasse med 🙂

Sommerferien er gået rigtig hurtigt. Den første uge af sommerferien var jeg på studenterkørsel med min tidligere klasse 3c. Det var rigtig sjovt, og jeg glæder mig rigtig meget til næste år, hvor det rigtigt er min tur til at køre med hue på!

Studenterkørsel1 studenterkørsel

Efter studenterugen stod den på Aabenraa Ringridning. Jeg spillede som sædvanligt med Aabenraa Skoleorkester – både i optoget og koncerter. Jeg prøvede for første gang at spille i regnvejr! Vi spillede som opvarming til det årlige tattoo om fredagen, og da vi stod ud på græsset, begyndte det at regne voldsomt meget! Det var helt vildt. Selvom det var lidt træls, så synes jeg stadig det var en oplevelse at spille i regnvejr! Vores uniformer var så våde at det kunne ses!

Våd orkester

Lørdag spillede vi til optog, og så skulle jeg videre til 3 forskellige studentergilder. Det var en travl men skøn dag.

Søndag skulle vi både gå i optoget og spille koncert i det store telt på pladsen. Hele weekenden havde det regnet, så jorden nede på pladsen var ret mudret. Sammen med Den Sønderjydske Garde laver Aabenraa Skoleorkesters venner burgere til middagsmad om søndagen efter optoget. Jeg havde lige hentet min burger, og så siger de andre orkester medlemmer, at jeg skal passe på jeg ikke vælter – hvorefter jeg siger, at det kunne jeg sikkert sagtens finde på…. 2 sekunder senere ligger jeg på knæ i vand og mudder – I MIN UNIFORM!!!.. Jeg havde heldigvis skiftebukser med, så jeg måtte gå op og skifte, og så fik Lene mine bukser med hjem til vask. (Hun måtte vaske dem 4 gange før de var rene 😁)

Mandag tog min veninde Laura mig med ned på pladsen for at snakke med folkene fra Søværnets Tamburkorps. Jeg ville ikke rigtig i starten fordi jeg er meget genert, tæhæ, men jeg lærte et par stykker at kende, og jeg kørte da også et par stykker hjem (synes det var synd de skulle gå hjem 😄).

Stig, Laura og jeg 2Stig var en af de sømænd jeg kom til at snakke med. Meget flink. Spiller messing lige som mig. 🙂

Udover det har jeg med vennerne holdt Pre-Roskilde og MiniTeRosQuila. Det har været stille og roligt og  hyggeligt begge gange, så det var bare skønt!

2 gange sommerhus har den også stået på. Først i Søndervig med vennerne, og bagefter i Bønnerup Strand med familien.

De sidste par dage af ferien stod på arbejde, hvor jeg sammen en ven har pakket 1800 breve med brochure for ungdomsskolen. Det er et job jeg elsker, det er så hyggeligt 😀

Jeg er lige kommet hjem fra skoleorkester, som endelig er startet op igen 😍 En masse dejlige gode nye numre – jeg glæder mig til endnu en sæson!!

 

Krammer og møsser

-Line Pharao Stein

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdag og kærlighed