Bloggen fylder år 🎉🎊

I dag er det den 5.oktober 2018. Det er i dag et år siden jeg startede facebooksiden som er knyttet til min blog! Holy moly hvor har det givet mig mange oplevelser – både gode og dårlige. Det bedste af det hele er nok, at jeg har fundet noget jeg kan lide at lave. Jeg har i skrivende stund skrevet 53 indlæg og har rundet lidt over 500 likes på siden! Det er så vildt at så mange mennesker har lyst til at bakke op om det jeg laver. Det hele startede til en 50-års fødselsdag ved én af min mors veninder i september 2017. Her sad jeg og snakkede med fødselarens datter, som fuldstændig støttede mig i mine skøre ideer med blog, foredrag (og andre spændende sager). Hun motiverede mig helt vildt meget og troede på at jeg godt kunne gøre det! Mit første rigtige indlæg blev altså også omkring hvordan forståelsen fra ens omgangskreds bare betyder så meget – den tog udgangspunkt i den fødselsdag! (læs her). Der gik et par uger hvor jeg ’kun’ var på bloggersdelight. Men, den 5.oktober 2017 valgte jeg at oprette en facebookside som var tilknyttet bloggen. Så skal jeg ellers love for at et eventyr på godt og ondt startede! Det var helt overvældende da de første 100 likes var på siden samme aften som jeg oprettede facebooksiden og folk var så søde. Jeg startede med en serie af; ”mine strategier og metoder”, hvor jeg blandt andet var inde på strategier omkring, frisør, tøj køb, at læse op til eksamen.. Det er blandt andet også ting som disse jeg snakker om i mit foredrag! Ikke længe efter jeg startede bloggen skulle jeg på ferie med nogle af mine venner. Det var min første ferie uden ’voksne’ og også en af de første rejser jeg var på med viden om min Asperger diagnose. Jeg skrev to indlæg som omhandlede hvordan mine venner håndterede mig og mine problemer – som de iøvrigt klarede helt fantastisk! De gjorde mig tryg angående transporten og alt det der foregik på selve ferien på hotellet.

---

Jeg har fået lukket op og fortalt lidt om vores historie omkring tabet af min mor. Hvad der foregik i dagene op til, på dagen og hvordan jeg reagerede på det og hvordan andre håndterede hvordan jeg reagerede på det.  Det har – i hvert fald for mig – været svært at gå med følelsen af at folk ikke har vidst hvad der skete. For vi mistede hende ikke bare, hun blev taget fra os af folk som reelt skulle passe på hende. (læs indlæggene her, her og her )

 

---

I starten af 2018 startede et eventyr som kun lige er begyndt. Jeg startede med mine første foredrag!

Jeg har efterhånden et par foredrag med i rygsækken som er blevet sat i værk på grund af bloggen. Jeg synes det er så fedt og selvom jeg er nervøs hver gang, så giver det bare en eller anden fantastisk form for glæde og energi bagefter. Det første foredrag blev afholdt i januar for noget personale i Autisme Center Syd, hvor jeg ligesom lige kunne få testet det af. (læs det skrevne indlæg her)

Efter det havde jeg i marts et foredrag for borgere som er tilknyttet Autisme Center Syd. Det var spændende at gå fra folk som arbejdede med autister, til at holde foredrag for folk som måske reelt kunne have samme udfordringer som mig. I midten af marts startede tilmeldingen til mit første offentlige foredrag. Der var kæmpe opbakning og det var så fedt! Jeg havde OVERHOVEDET ikke regnet med SÅ stor en opbakning! Det blev afholdt den 23.april på Bolderslev Skole. Der kom ca. 80 mennesker. Venner, familie, bekendte og enkelte som kun har lært mig at kende gennem bloggen.

Efter mit offentlige foredrag havde jeg en kæmpe pause hvor jeg ingen foredrag havde.  Jeg synes der gik alt for længe mellem det det offentlige foredrag og til mit næste foredrag som var i september. Jeg får så meget energi og glæde af at holde de her foredrag, fordi jeg føler jeg gør en forskel – både for mig og for dem der lytter! Jeg håber der kommer flere foredrag i fremtiden 😊 Torsdag den 20/9 kom dagen hvor jeg skulle holde det foredrag som faktisk var det første der kom i kalenderen i starten af året. Det var til Autisme Personale Træf i Middelfart. Det var endnu engang helt fantastisk! Der var ca. 70 fagfolk som havde meldt sig til at høre på mig (vi var fem der holdt foredrag samtidig) i 45 minutter. Jeg havde haft nerver på, da det var mit 2.5 timers foredrag som skulle kortes ned til 45 minutter. Jeg fik den ned på 50 minutter og svarede selvsikkert på deres spørgsmål. Da jeg gik derfra havde jeg kun to visitkort tilbage, resten var blevet taget – forhåbentlig fordi folk var interesseret i at få mig ud og fortælle min historie. Jeg har fået bestilt nye visitkort, så nu har jeg igen til at kunne dele ud af.

 

Det seneste foredrag jeg har afholdt indtil videre, var i forbindelse med min titel som ambassadør for Èn Af Os. Det var et meget yngre publikum end jeg har været vant til, hvilket også vil sige at der var andre spørgsmål og andre synsvinkler på det jeg fortalte. Det var sjovt at prøve og jeg håber at der kommer flere ambassadør opgaver i fremtiden. Der er ikke så megen efterspørgsel efter ambassadører med autisme, da det stadig ikke helt er noget man snakker om. Jeg håber det ændrer sig så jeg kan komme ud og fortælle om mit liv med Asperger og hvad folk kan gøre for at hjælpe.

---

Selvom jeg har fået så mange fantastiske oplevelser ud af at have startet bloggen, så er det ikke nogen hemmelighed at den indberetning som blev sendt til kommunen tidligere på året har fyldt rigtig meget hos mig. (læs om det her) Jeg har det virkelig skidt med at der er nogen har fået det indtryk af mig, at jeg nasser på systemet og bruger min diagnose som sutteklud. Jeg prøver virkelig at fokusere på ALLE DE GODE TING som er kommet med bloggen, men somme tider fylder den her lorte ting bare så meget at jeg overvejer at smide det hele på gulvet og droppe det.. Heldigvis, så har jeg modtaget så vanvittig meget støtte fra både familie, venner og jer der læser med på bloggen – I aner ikke hvor stor en forskel I gør for lille mig.  OG/MEN! Det at nogen har skrevet den indberetning viser jo bare at der er folk derude der ikke forstår, og at jeg derfor bliver nødt til at fortsætte med det jeg gør, for at få mere fokus på Asperger diagnosen og de udfordringer som kan høre med. For, det er et usynligt handicap og derfor kræver det også lidt arbejde at få folk til at forstå! Jeg er glad for det arbejde jeg laver her med bloggen og mine foredrag. Ikke nok med at jeg hjælper og lærer andre folk om diagnosen, så lærer jeg også mig selv og mine udfordringer bedre at kende ved at skrive om det!

---

Første år med bloggen har været helt fantastisk. Jeg håber at næste år bliver lige så fantastisk og med flere muligheder for at sprede budskabet!

Jeg synes virkelig det er fantastisk at jeg kan komme ud med mine tanker, mine sange og mine oplevelser på denne måde. Jeg har altid haft meget på hjertet og også haft brug for at få det sagt. Det gør mig varm om hjertet at der er mennesker derude som gider at læse med, og som gider at bruge deres tid på mig, mine foredrag og mine skriverier. Det er virkelig motiverende på så mange punkter for mig. Jeg har totalt optur over at jeg har lavet dette i et år og ikke er blevet træt af det! Jovist kan jeg have svært ved at sætte mig ned og koncentrere mig, men det fordi jeg ikke har været psykisk helt i top og ikke fordi jeg er træt af det jeg laver! Jeg har allerede et ideer til nye indlæg, så det er jo bare super fedt! Jeg føler mig lige nu meget motiveret og den følelse er rar 😊

Til sidst, så vil jeg sige et kæmpe tak til jer der følger med! Uden jer ville denne blog ikke være noget som helst. Uden jer ville jeg ikke kunne lave det som jeg virkelig brænder for!

Af hjertet tak for hvert like, kommentar, deling eller privat besked!❤️

Krammer og møsser

❤️ LINE PHARAO STEIN ❤️