Et år siden udskrivelsen

I dag er det den 17.maj 2018. Det i dag et år siden jeg blev udskrevet efter tre måneder på psykiatrisk afdeling. Jeg tænker at jeg vil kigge lidt tilbage på det sidste år, da der er sket rigtig meget siden. Til at starte med, så har jeg nu været ’ude i verden’ med min Asperger diagnose i et år, samt haft en støttekontaktperson i lidt over et år. Det at få en person med viden om autisme tæt på mig,  har udviklet mig rigtig meget. Jeg er glad for Heidi, min SKP.
Ooooog, jeg har også snart spillet med Flyverne i et helt år 😱 Jeg så dem første gang til BoldRock sidste år, og i år skal jeg selv spille med dem til BoldRock…. Tiden går hurtigt når man er i godt selskab <3

 

Nå, lad mig komme videre i teksten. Det første ’store’ der skete efter jeg blev udskrevet var, at jeg blev student. Det var noget jeg ikke kunne have klaret uden den massive støtte jeg fik fra Statsskolen og min omgangskreds. Jeg var i skole én gang fra januar og til jeg blev student. Materialet til den afsluttende eksamen skulle afleveres under min indlæggelse. Det er ikke en hemmelighed, at jeg på det tidspunkt overhovedet ikke kunne overskue det – eller for den sags skyld overskue at være i skole for at få vejledning og skrive den. Eftersom jeg ikke kunne overskue det, så mødte skolen op hos mig på afdelingen i stedet for. Det var helt fantastisk. Mine vejledere kom til mig på afdelingen og personalet på afdelingen var også klar til at hjælpe og sørge for jeg fik det lavet.  Som nævnt i tidligere indlæg, så blev jeg udskrevet dagen efter sidste skoledag og derfor også udskrevet direkte til alle mine eksaminer. Jeg havde overhovedet ikke turde håbe på at det gik som det gik – og det tror jeg som end heller ikke at skolen, min familie og venner havde. Jeg havde et eller andet sted været isoleret fra omverdenen i tre måneder, min angst havde i den tid været på sit højeste og generelt havde jeg bare været helt i kulkælderen i flere måneder. Jeg kunne dengang overhovedet ikke forestille mig at det ville gå godt. Men, den første skriftlige eksamen jeg havde, som var om fredagen efter jeg blev udskrevet om onsdagen, var rent faktisk helt fantastisk! Til den eksamen havde jeg INGEN angstanfald, hvilket aldrig er sket før. Det var min første eksamen nogensinde uden gråd og angstanfald.. 😄  Jeg gik op til alle fem eksaminer og bestod dem alle – men mest fantastisk af alt, jeg gik op til dem. Jeg havde faktisk fået ‘lov’ til bare at gå op og sige ingenting og dermed dumpe. Mit gennemsnit var i forvejen højt nok til, at jeg bare skulle møde op. Men, dem der kender mig ved, at jeg aldrig gør noget halvt 😉 Så, når jeg alligevel skulle op, kunne jeg lige så godt gøre mit bedste.  Jeg havde Søren, min vejleder med til hver enkelt eksamen. Det var rart at have en man føler sig tryg ved, samt han vidste hvordan han skulle håndtere mig og få mig til at falde ned når jeg blev for nervøs – typisk med et kram😊 Det var under min eksamensperiode jeg ‘opfandt’ min første strategi/metode. Det handlede om at få overskud til både at læse op til eksamen, passe et hus og få aftensmad. (læs indlægget her)

Efter at være blevet student skulle jeg på orkesterrejse med Skoleorkesteret. Og, selvom jeg måtte bukke under for det hårde pres jeg havde været igennem ved eksamen, så var det alligevel den bedste musikrejse jeg har været på. Det er første gang på en tur med Skoleorkesteret at jeg har haft så stor en nedsmeltning. Men, efter en dag hvor jeg kun var vågen i fire timer, og sov resten, så fik jeg restitueret til at kunne være tilpas på, på resten af turen.

I august holdt jeg en 20-års/studentergildes fest, hvor jeg rent faktisk hjalp mere til end jeg havde regnet med. Det var en stor fest, så der var rigtig meget der skulle laves. Heldigvis, så har jeg så skønne venner og en skøn familie, så der var mange til at hjælpe <3 Det var en fantastisk aften, som jeg aldrig vil glemme. 😊 Den tog rigtig mange kræfter, både inden med klargøring, imens den var igang og efter med oprydning. Men, det var det værd 🙂

I efteråret startede jeg også på mit første ’rigtige’ arbejde, hvor jeg skulle arbejde 8-12 hver dag. Jeg holdt lidt over en måned tror jeg, og så måtte min far og SKP sige op for mig. Jeg fandt virkelig ud af der, at jeg ikke fungerer når jeg skal stå tidligt op og ej heller fungerer når der ikke er den struktur som jeg har brug for på min arbejdsplads. Jeg er glad for at have haft det arbejde, da jeg nu kan sige at jeg har prøvet at være i arbejde, men at jeg ikke er klar endnu.

I oktober fik jeg ordentlig sat i gang i min blog, da jeg lavede en facebookside. Hold da op hvor er jeg taknemmelig for jer der følger med. Det er så fedt at kunne skrive, men også at der er nogen der gider læse det. Det betyder rigtig meget for mig at I tager jer tid til at læse, og ikke mindst at svare! Af hjertet tak.

I oktober var jeg såmen også på min første ferie uden ’voksne’ og kun med venner. Jeg skrev dengang om rejsen, og hvordan mine venner håndterede mig og mine vanskeligheder som følger med min diagnose. (Læs om indlæggene her og her)

I januar holdt jeg mit første foredrag (læs om det her) og så har jeg haft et par stykker siden. Det er helt fantastisk. Hvem havde nogensinde troet at jeg skulle stå foran folk og snakke som var det en fremlæggelse? – jeg havde i hvert fald ikke. Men, det er i hvert fald intet mindre end fantastisk. Jeg har fået så megen god og dejlig respons efter hvert foredrag, og det varmer mit hjerte.!

I februar fik jeg ro på hele min tilværelse ved at få tilkendt et ressourceforløb. Det er rigtig rart at kunne fokusere på mig selv. Fokusere på at kunne bo alene uden at være på overarbejde. Fokusere på at få en hverdag der er til at holde ud, uden at skulle presses ud i arbejde lige nu. Jeg vil gerne arbejde en dag, når jeg er klar til det. Hvornår er jeg klar? Ja, i hvert fald, så skal jeg kunne leve efter arbejde. Det arbejde jeg havde i efteråret tærede så meget på energien, at jeg sov fire-seks timer til middag når jeg kom hjem fra arbejde kl. 12. Det er jo ikke en hverdag 🙂

Sidst men ikke mindst, så er jeg flyttet i egen lejlighed. Jeg har skrevet nogle indlæg om det her med at flytte, læs dem her og her.

Hvis du havde spurgt mig for et år siden, om jeg havde forestillet mig at skulle have opnået disse ting, så nej. Jeg turde ikke engang håbe på at blive student, så jeg har opnået rigtig meget. Men heldigvis, så har jeg fået så meget hjælp og støtte fra familie, venner og fagfolk, for jeg kunne ikke have klaret det selv. Selvom jeg helt klart har det psykisk bedre end dengang, så betyder det ikke jeg har det mindre svært. (jeg føler lidt nogle gange at folk tager lidt fejl her). Faktisk vil jeg vove at påstå, at jeg har det sværere nu end jeg havde det dengang. Jeg har det langt bedre psykisk, ingen tvivl. Selvfølgelig kommer der perioder hvor jeg har det helt af h til – sådan en periode er jeg blandt andet i nu (læs her), men det er ikke ’hverdag’ på samme måde nu som det var før. Jeg tror det har været godt for mig at blive færdig med skole samt ikke at skulle stå tidligt op og tage på arbejde. Grunden til jeg måske har det sværere end dengang, er fordi jeg er ved at lære at sige fra. Et eller andet sted, så var det lettere for mig bare at gøre det og så være på overarbejde hele tiden. Når man er på overarbejde hele tiden, så har man ikke tid til at ‘falde’ sammen. Lige nu er jeg kun delvis på overarbejde, men når jeg så er på overarbejde, så er det helt forfærdeligt, fordi jeg kan mærke forskellen på ikke at være- og at være på overarbejde. Heldigvis, så har jeg min SKP som ikke giver op på mig (hvilket jeg beundrer hende for, for jeg kan godt være træls og stædig til tider 😂).
Jeg har også en omgangskreds som har hevet mig op rigtig mange gange når jeg har været nede og vende – heldigvis for det, for somme tider er det bare ikke en mulighed at trække mig selv op. 🙂

Jeg finder rigtig meget glæde ved det her blog skriveri, så tak til jer for at gøre det en mulighed! Det er altid sjovere at skrive når der er noget publikum til at tage imod det! Bloggen – og alt det der har fulgt med – har været en stor del af min fremgang. Så, alle jer der læser med, tak for at have hjulpet mig frem i livet <3

Krammer og møsser