SKOLE – MINE behov, MINE strategier, MIN historie / DEL 2

OBS... ALT I DISSE INDLÆG ER MINE EGNE TANKER OG OPLEVELSER. DET ER IKKE EN FACIT LIST! MAN ER VELKOMMEN TIL AT HAVE ANDRE MENINGER. DET ER IKKE 'SKÆLD UD' INDLÆG. 
DET ER MINE ERFARINGER SOM DER FORHÅBENTLIG ER EN ENKELT ELLER TO DERUDE SOM KAN BRUGE TIL NOGET!

 

Dette er del 2 i ‘SKOLE – MINE behov, MINE strategier, MIN historie’-serien
Har du ikke læst del 1, så klik her

Dette indlæg kommer til at handle om min tid på gymnasiet. Dette indlæg kommer til at omhandle de første tre år af min gymnasietid og i næste indlæg kommer jeg ind på mit 4.år.

Lille resume fra sidste indlæg: “På det seneste har der været meget fokus på fysisk fravær.  Jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet da jeg hørte at man i folkeskolen nu skal til at indberette elevernes fysiske fravær til kommunerne?? Der er SÅ mange der bliver tabt undervejs når kravene bare bliver højere og højere. (…) Da jeg gik i folkeskole, var der heldigvis ikke så meget fokus på fysisk fravær og hvis der havde været det, så var jeg nok også blevet tabt undervejs.”

Gymnasiet

Min gymnasietid er et klart bevis på, at det altså ikke er det fysiske fremmøde der gør at man gennemfører sin skolegang. Jeg gik på gymnasiet i fire år, og på de fire år gik jeg igennem en depression, mistede min mor, min far styrtede på cykel og var skadet i et par måneder, angst- og OCD-anfald, selvskade, indlæggelse på psykiatrisk afdeling og til sidst min Asperger diagnose.
På mit 4.g år havde jeg nok over 50% fravær. Jeg havde tre fag, men kunne kun overskue at komme til et af dem – men stadig hver gang. Det stod på indtil juleferien og så sluttede det. Første skoledag efter nytår gik jeg ned med flaget og kunne ikke klare presset mere. Jeg blev sygemeldt fra skolen den 6.januar 2017 og blev så indlagt på psykiatrisk den 6.februar 2017. Jeg blev udskrevet samme dag som mine klassekammerater havde sidste skoledag. Trods jeg havde været væk fra skolen næsten et halvt år og ikke været til nogle af timerne, så lykkedes det mig at gå til eksamen og komme ud med rimelige karakterer og få huen på!

Jeg fik massiv støtte fra specielt tre lærere fra gymnasiet og de spiller derfor også en kæmpe rolle for, at det lykkedes mig at få studenterhuen på – og jeg er dem så evigt taknemmelig. Jeg gik jævnligt til samtaler hos min vejleder, men udover det, så gik jeg også til læsevejledning. Jeg vil ikke skrive så meget om det her, men i 2018 delte jeg en artikel og skrev et opslag om præcis det. (Klik her på at læse opslag)
Det, som nok har været den største faktor for at jeg ikke bare gav op, var at jeg aldrig blev hevet til en fraværssamtale. Jeg havde rigtig meget fysisk fravær gennem hele gymnasietiden, men modsat havde jeg så 0% skriftelig fravær. Hvis jeg var blevet truet med at blive smidt ud hvis ikke jeg mødte op, så tror jeg ikke jeg havde haft kræfterne til at fortsætte. Det er hårdt nok i forvejen ikke bare at kunne klare skolen så ’let’ som mine neurotypiske klassekammerater (misforstå mig ikke. Det var sikkert heller ikke let for dem, men de var ikke udfordrede på deres sanser på samme måde som jeg var, samt de kunne lukke ned for de unødvendige indtryk hvor de fleste af os på spektret tager ALT ind).  Så, hvorfor betyder det så meget om man er der? Mange er yderst udfordrede på deres sanser, og hvis ikke det lykkes dem at få bearbejdet alle dagens indtryk i løbet af natten, så starter man morgen ud med at have et batteri som ikke er på 100%. Så kan det være, at personen har kræfter til enten at lave sin lektier hjemme fra sin seng eller kræfter til at møde op fysisk på skolen, men så ikke kunne fungere mentalt og ikke kunne lave sin lektier. Uden at kan vide det med sikkerhed, så er jeg alligevel ret sikker på, at hvis jeg var født i en senere generation end min egen, så var jeg ikke nået helt til gymnasiet inden jeg gik ned med flaget.

Min mors død

Lige så brutalt som det lyder, lige så rigtigt tror jeg også det er. Jeg tror virkelig jeg blev ’reddet’ af at mine mor døde samt den måde hun døde på. Som nævnt tidligere, så blev jeg aldrig indkaldt til fraværssamtale selvom min fraværsprocent nok var høj nok til at jeg kunne blive smidt ud af flere omgange. Jeg var selvfølgelig ked af det da min mor døde – men faktisk var det bare en ‘alle-andre-er-kede-af-det-tristhed. Der gik lidt over et halvt år før jeg erkendte at jeg havde mistet min mor, og indtil der levede jeg i min egen verden hvor hun stadig var der. Det var altså reelt skolen der pressede mig, men alle andre troede det var tabet af min mor der gjorde at jeg var så presset som jeg var (kan godt forstå det, for normalt ville det nok også være sådan). Selvfølgelig spillede min mors død også en rolle for mig, men jeg levede vitterligt et liv hvor hun var der. (Jeg vil ikke skrive mere om det her, da det er et andet emne, men hvis du gerne vil læse hvordan tiden efter min mors død var for mig, så klik her)

Eksempler på hvilken hjælp fik jeg fra skolen?

Som nævnt mange gang, så har jeg virkelig været heldig med rigtig mange ting da jeg gik på gymnasiet. Jeg har virkelig haft nogle lærere som har givet sig tid til at sætte sig ned og forklare mig tingene når det ikke gav mening. Jeg har haft mange lærere som har givet mig den støtte og omsorg som jeg har haft brug for når jeg mentalt var helt ude af den.
Der er SÅ mange episoder som virkelig har gjort en forskel for mig og som jeg stadig er taknemmelig for i dag, men hvis jeg skulle nævne dem alle, så ville jeg aldrig blive færdig… for lige så meget som jeg er blevet mødt med ingen respekt og uvidenhed, lige så meget – måske endda mere – er jeg blevet mødt med respekt og forståelse (eller ihverfald forsøg på forståelse).

Jeg vil nu komme med et par eksempler på noget af den hjælp jeg har fået da jeg gik på gymnasiet. 😊

Historie var et mega svært fag for mig. I folkeskolen var det ikke svært, men da jeg kom på gymnasiet, så skulle vi i næsten hvert historiemodul lave en problemformulering. Det lyder lige til, men mit hoved kunne sletter ikke kapere det? Hvordan skulle jeg lave en problemformulering ud fra noget som ikke var et problem? Min logiske sans og mit behov for at ting giver mening passede ikke sammen med at skulle lave en problemformulering. Jeg har lidt svært ved mere specifikt at forklare hvorfor en problemformulering er svær at lave, jeg ved bare at min hjerne ikke kan.. Efter vi adskillige gange havde fået til opgave at lave en problemformulering blev jeg ked af det midt i timen og begyndte at græde (hvilket jeg har gjort mange gange når der er noget jeg ikke kan finde ud af…). Min daværende historielærer, Morten, satte de andre i gang med opgaven og kom så hen til mig, satte sig ned ved siden af mig, og så mødte han mig i øjenhøjde og forsøgte at forklare mig hvad opgaven gik ud på. Jeg kan stadig ikke finde ud af at lave problemformuleringer, men lige denne opgave endte jeg med at få lavet fordi jeg fik hjælp til at forstå det. Morten så det helt sikkert ikke som noget ’stort’ at han tog sig tid til at sætte sig ned, men det havde kæmpe betydning for mig og for den jeg er i dag! Jeg indså vigtigheden af at have tid til at sætte sig ned og få alle med – for i sidste ende skal man nok lære det, det kræver bare at finde den rigtige metoder for hver elev.
Så Morten, tak for at tage dig tid til at forklare mig noget jeg ikke forstod.

Dansk er et fag jeg altid har været god til – indtil jeg kom på gymnasiet. På gymnasiet blev jeg for alvor sat på prøve hvad angik analyser af tekster osv. I dag giver det mening hvorfor jeg havde så svært ved det, fordi det blandt andet er en del af autisme-diagnosen at man tager alt bogstaveligt. Hvorfor kunne et ord ikke bare være et ord? Hvorfor kunne et uvejr i en tekst ikke bare været et almindeligt uvejr med dårligt vejr – og ikke en metafor for at der var kaos i hovedpersonens liv?
Der er et sted i skriftelig dansk hvor min retfærdighedssans virkelig kommer på prøve. Man skal oftest analysere en tekst – men man kan få fejl for det? Jeg kunne forstå det hvis der OVERHOVEDET ikke var ’ting-mellem-linjerne’ og at det stod stjerneklart hvad handling og budskab er?? Men sådan er det ikke jo. Der er mange ting at tolke på – og vi er alle forskellige, så hvordan skal vi tolke det samme? Og hvordan kan min tolkning være forkert? Det er jo sådan jeg tolker det der står? (der er nok en større mening i det end jeg kan se, men jeg har ikke brudt mig om dansk skriftelig, fordi jeg netop føler at jeg blev bedt om at analysere med mine øjne, for så at gå dårlig karakter fordi det ikke er rigtigt :P).
Men, også her fik jeg hjælp. Til skriftlig eksamen er der forskellige stilgenre man kan vælge imellem. Gennem alle årene på gymnasiet blev vi kastet ud i at skulle prøve alle genre. Det virkede ikke for mig. Jeg kunne ikke overskue at skulle lære dem alle, og så blev jeg frustreret fordi jeg ikke bare kunne gøre det som de andre… Men, jeg havde en samtale med min daværende dansklærer, Karen-Margrethe, og vi aftalte, at jeg i mit 3.g år KUN skulle lave afleveringer på en genre. Så, der hvor de andre skulle lære at skrive alle genre, så fokuserede vi i stedet på én genre, som så også var den genre jeg skulle vælge til eksamen. Det hjalp mig rigtig meget!! Udover det, så mødtes vi også kort når vi fik aflevering for, og så læste vi teksten sammen og hun gav mig nogle ting som jeg kunne kigge på og tænke over.
Så Karen-Margrethe, tak for at lytte da jeg sagde at det var for uoverskueligt at lære alle genre, og tak for så at tage beslutningen om at jeg bare skulle holde mig til én! 

Engelsk er et fag jeg aldrig har været gode venner med… Lidt ligesom i dansk, så tilbød min engelsklærer at mødes med mig når vi fik vores aflevering for, for at vi så kunne læse teksten sammen og vi skiltes først når han var sikker på at jeg forstod historien og handlingen. Det var også i et engelskmodul på gymnasiet jeg fik mit første angstanfald. Efter det første anfald blev det mere eller mindre hver dag at jeg havde angstanfald. Det skete ofte i engelsk fordi jeg var så utryg i faget. Jeg fik lov til at gå ud fra timerne – og somme tider når det skete i engelsk, så satte min lærer de andre i gang med det de skulle, og så kom han ud til mig for at snakke.
Så Flemming, mange tak for at ikke at give op på mig. Tak fordi du tog dig tiden til at sætte dig ned og læse opgaverne igennem med mig så jeg kunne få lavet mine afleveringer.

 Jeg er rigtig god til at gå i gang med ting, men jeg har svært ved at blive færdig – og det var et stort problem når jeg skulle skrive de store opgaver. Heldigvis, så blev jeg igen mødt af folk som gerne ville hjælp mig.

SRP, studieretningsopgave, skrev jeg i 3.g. Jeg fik virkelig meget støtte allerede fra starten af. Det er nemlig sådan, at man selv skal vælge fag og emne – og det var simpelthen bare for uoverskueligt for mig? Fagene, musik og matematik havde jeg valgt, men det med at skulle finde et emne osv., det fik jeg hjælp til. Så i samarbejde med de to lærere som var tilknyttet mine fag, fik vi sammen fundet noget at skrive om – og det hjalp mig. Vi havde to uger til opgaven og jeg kom egentlig rimelig godt fra start. Første dag havde jeg skrevet syv sider. Men, et par dage senere ramte jeg muren og kunne ingenting. Jeg havde skrevet over halvdelen af den 20-25 sider som opgaven skulle være på. Da jeg ligesom ramte muren og sagde til mig selv; ”Jeg kan ikke det her”, så skrev jeg til Anne-Mette (AMK) og fortalte at jeg ikke kunne skrive min SRP alligevel og ville vente med den til året efter… AMK svarede tilbage at jeg skulle møde op på skolen dagen efter for at snakke. Jeg havde faktisk allerede affundet mig med ikke at skulle skrive opgaven fordi jeg bare helt havde givet op – men, AMK fik struktureret dagene for mig så jeg igen kunne rumme det. Hver morgen mødte jeg så op på skolen og hun lavede et skema for mig dag. Skemaet indeholdt opgaver som korrekturlæsning, videreskrivelse, pause, gåtur, frokost osv., indtil jeg kl. 15 havde fri. Somme tider kom hun også lige ind og tjekkede til mig – og hvis behovet var, så tog hun mig med ud på en lille gåtur rundt om skolen.
Så Anne-Mette. Også tak til dig for ikke at give op på mig. Tak for at give mig den støtte og hjælp jeg havde brug for – også uden at du kendte til mine diagnoser!

 I næste indlæg kommer jeg ind på støtten og hjælpen jeg fik i 4.g.