Tillykke, min kære mor 🇩🇰

I dag er det den 11. december. Det ville have været min mors fødselsdag i dag. Jeg synes endnu engang det er en hård tid at komme igennem. Vi har i vores familie så vidt muligt vækket fødselaren med fødselsdagssang, fødselsdagsgaver og fælles morgenmad. Trods dagen i dag, så har jeg det ok. Man kan vidst godt sige jeg har taget ‘sorgerne på forskud’. Jeg har haft skidt hele december måned indtil i dag. Jeg har sørget for i dag kun at lave ting jeg kan lide, med folk jeg kan lide. For det første, så har jeg for første gang i sidste uge kunnet sove om natten. Så har jeg været på gymnasiet for at mødes til en hyggesnak med min tidligere lærer og gode ven Jacob – som altid en fornøjelse og varmer mig om hjertet. Han er en person der har været der for mig på godt og ondt siden jeg startede på gymnasiet, og han har en kæmpe plads i mit hjerte.
Da min kusine havde fri fra gymnasiet 13.25 tog vi hen på kirkegården til mor. Gravpladsen var desværre fyldt med sne og is, så det var ikke rart at være der (generelt synes jeg ikke det er rart at være der, så kommer der ikke så tit).

I aften skal jeg til koncert med Jomfru Fanny Bigband, hvor min kære dirigent fra Skoleorkesteret spiller – samt jeg kender rigtig mange andre også. Jeg skal mødes med min dirigents kone, så jeg ikke skal gå alene ind 😊

Billedet er taget et par dage efter gravpladsen var færdig lavet i 2015

Af personlige årsager kan jeg desværre endnu ikke udtale mig om hvad der skete den 30.-31. marts 2015 da hun døde.

I dag, næsten 3 år senere, er det stadig svært for mig at folk ikke ved hvordan hun døde. Hun døde nemlig ikke bare, hun blev taget fra os. Død på andres manglende menneskelighed.

Nå, inden jeg bliver mere frustreret over ikke at kunne fortælle noget, så vil jeg istedet fortælle om min reaktion da min mor døde. Det har ikke været let. Hverken for mig eller min omgangskreds.

Det er således, at det ‘Døgn i Mareridt (som også er titlen på en af mine sange), vidste jeg håbet var ude. Jeg havde intet håb, ville bare hjem og vidste alt var slut. Men, fra lige det sekund hun dør, begynder jeg at håbe. Jeg begyndte at håbe på hun kom tilbage.

Det første jeg gjorde efter maskinerne begyndte at bippe og vise en lige streg på skærmen, det var at gå ud og ringe til Jacob, som var min musiklærer og bigband dirigent på gymnasiet. Jeg havde haft kontakt med ham helt siden vi kørte fra Bolderslev dagen inden. Jeg fortalte ham at hun var død, og at jeg nu skulle hjem og lave mine afleveringer og lektier. Jeg var ked af at vi rendt ind i påskeferien, for jeg ville bare i skole.

Han bad mig pænt om at holde op og passe på mig selv og være der for min familie. Han sørgede for at kontakte alle mine undervisere, således at de ikke blev ‘sure’ hvis jeg ikke afleverede mine afleveringer eller ikke kom til time.

De første par dage efter hun døde, skulle der klares SÅ MEGET praktisk.. møde med bedemanden, præsten, advokat, banken, hun skulle fragtes hjem og vi skulle have hende i kapellet og bla. bla. bla. Hold da op. Vi fik ikke tid til at ‘slappe af’.

Jeg kan rent faktisk godt huske dagene til og med bisættelsen. Indtil nu, har månederne efter bisættelsen været ikke-eksisterende i mit sind. Men, de sidste par måneder har jeg fået ‘flashbakcks’, hvor jeg ‘oplever’ det der skete dengang.

Eftersom jeg jo begyndte at få håb da hun døde, så var hun jo selvfølgelig ikke død – gik jeg og bildte mig selv ind.

Når jeg var i skole, så var hun hjemme. Når jeg var hjemme, så var hun indlagt eller på arbejde, og sådan kørte det.

Hjemme ved os har aftensmad været familietid. Jeg har fået fortalt af min far, at jeg holdt op med at komme til aftensmaden. Jeg er endnu ikke noget dertil, hvor jeg kan huske min manglende tilstedeværelse til aftensmaden, men det giver mening. Hvis jeg ikke kom til aftensmaden, så kunne jeg jo ikke se at hun ikke var der.

Jeg kan nu huske, at jeg på et tidspunkt blev rigtig sur på hende et par måneder efter hun var død. Hun kom nemlig gående tilbage som om intet var sket. Jeg blev sur på hende og skældte hende ud fordi hun lod som om hun var død, det kunne hun ikke være bekendt. Hele familien var jo så kede af det?

I september 2015 fik jeg et angstanfald så voldsomt, at jeg først nu er begyndt at kunne huske hvad der skete. (det er dog en anden historie). Men, midt i dette angstanfald bliver jeg spurgt om min far er hjemme. Jeg svarer, at det ved jeg ikke, men min mor er helt sikkert. Jeg var aldeles ikke mig selv på det tidspunkt, men jeg har sagt hvad jeg troede på. Hun var altid hjemme, så hvorfor skulle hun ikke være det der også?

Jeg sørgede ikke på den måde, som der er “brugsanvisning” på. Faktisk sørgede jeg sletter ikke. Den første halvanden uge græd jeg ikke på mine vegne. Jeg græd fordi de andre gjorde det, og fordi jeg ikke kunne holde ud at de græd – men jeg forstod ikke hvorfor de græd?

Jeg græd første gang på min vejleders kontor halvanden uge efter, da han på et tidspunkt bare holdt om mig. Det var første gang jeg fik lov til at mærke mig selv, og nej hvor gjorde det ondt.

Det at jeg ikke sørgede ‘som man skal’, det har givet mulighed for en del konflikter – alt det pga. misforståelse og uvidenhed omkring min Asperger diagnose – desværre.

Jeg havde et skænderi med en lærer efter det angstanfald i september. Jeg var sammen med en veninde blevet kørt hjem af denne lærer, da angstanfaldet skete i Glücksburg under et teaterstykke med Shakespeare. Et par dage efter ville jeg så sige tak til ham, og det gjorde jeg efter timen. VI begyndte at snakke… af en eller anden grund, så var han og mange andre meget opsatte på at jeg skulle være i gruppeterapi med andre unge og jeg skulle snakke om min mor hele tiden. Jeg sagde klart og tydeligt, at det ville jeg ikke. Hverken i gruppeterapi eller snakke om min mor. Både fordi der – forhåbentlig – ikke var andre af dem i gruppen der havde mistet på samme måde som mig, men også fordi jeg indeni stadig gik i troen om hun ikke var død, så hvorfor skulle jeg i gruppeterapi? Jeg kan ikke huske så meget andet end, at han ligepludselig bliver meget sur og begynder at råbe af mig. Han råbte ting i stil med, at jeg skulle tage mig sammen og tage imod hjælp, og at min sorg ikke var værre end andres sorg – der var også andre end mig der var kede af det. Jeg blev virkelig målløs. Det var en lærer jeg var rigtig glad for, og som havde hjulpet mig rigtig meget. Jeg sagde til ham; “Ved du hvad, der er ingen af os to der kan have en ordentlig samtale lige nu, så nu går jeg ud af klassen, og så kan vi snakke på et andet tidspunkt”. Derefter gik jeg ud. Ude på gangen mødte jeg en klassekammerat og jeg brød bare sammen i armene på hende. Jeg kunne sletter ikke sige hvad der var sket, jeg var både målløs og skræmt. Lidt efter kommer samme lærer gående forbi os. Han går lidt forbi os og vender så tilbage og råber igen af mig, at min sorg ikke var værre end andres og at han havde mistet sin mor som barn. Og så gik han?? Da vi stod i klassen var der kun os to til stede, men ude på gangen var der andre elever, da vi var midt i frikvarteret. Jeg ‘kunne godt leve med’ at han havde ‘skældt mig ud’ da ingen andre hørte det, men da vi havde publikum på kunne jeg sletter ikke kapere det og jeg brød helt sammen.

Jeg var på dette tidspunkt begyndt at gennemskue hun ikke var her mere, men jeg turde stadig ikke sørge, for hvor ked af det kan man tillade sig at være? Kan man tillade sig at have en glad dag mens man sørger? Hvornår må man sørge?

Hans kommentar om at min sorg ikke var værre end andres, den gjorde bare at jeg overhovedet ikke turde sørge nu. Jeg slog mig selv i hovedet når jeg var ked af det, da min sorg jo ikke var noget. Jeg følte jeg ikke måtte være ked af det. Det satte mig langt tilbage i min sorgproces og tog min psykolog rigtig mange måneder at fortælle mig jeg godt kunne tillade mig at være ked af det, og at det var helt ok at sørge.

Jeg vil selv mene, at jeg i dag endnu ikke har accepteret at hun er død. Jeg har erkendt det, ja, men ikke accepteret.

Den dag jeg kan snakke om hende, tænke på hende og ikke pakke hende væk, den dag har jeg accepteret hendes død.

Jeg føler at erkendelsen og sorgbearbejdelsen har været svær og taget længere tid, fordi jeg først har skullet over vreden og hadet til de mennesker der var skyld i hendes død.

Mor. Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen 🇩🇰🇩🇰

Jeg elsker dig <3