I dag er det den 11.april 2018. I dag er det tre år siden min mor blev bisat. Endnu en mærkedag, hvor jeg har valgt at dele et indlæg om hendes død. Dette afsnit vil handle om ”døgnet i mareridt” i 2015 den 30.marts kl. ca 18.00 til 31.marts kl. 14.50, hvor lægerne kæmpede for at redde min mor, mens vi som pårørende bare kunne se på mens det blev værre og værre med hende…

Dette afsnit har uden tvivl været det hårdeste at skrive. Det handler om det døgn, hvor hele min verden braste sammen. Selvom det er tre år siden, så sidder det døgn stadig fast i mig – og det gør ondt. Vi var en del af de nærmeste omkring hende da hun døde – og vi har alle oplevet situationen forskelligt. Dette er altså den måde som jeg oplevede de forfærdelige timer hvor min mor døde.

Læs dagene inden 30.marts 2015 her

Mandag d. 30.marts 2015:
Hele weekenden inden den mandag havde jeg været hos min moster, så jeg ikke skulle være alene, da min far jo var i Odense det meste af tiden. Den mandag var jeg stadig hos dem. Som jeg nævnte i sidste indlæg, så havde min mor ondt i benet – men jeg tror faktisk først jeg fik det at vide den mandag – hvilket resulterede i, at jeg faktisk blev sur på hende. Jeg blev rigtig sur over at hun ikke have fortalt mig hun havde ondt, da jeg jo gerne ville være der for hende. Jeg var så sur, at jeg ikke tog telefonen da hun ringede til mig, for jeg gad ikke snakke med hende…

Heldigvis, så faldt jeg ned, og tog imod hendes opkald. Vi snakkede omkring middagstid, og det var sidste gang jeg snakkede med hende. Vi snakkede om, hvordan jeg skulle til at lave aftensmad til os, da min far ofte arbejdede sent, og min mor jo af gode grunde ikke kunne lave mad. Vi aftalte at finde ud af det når hun kom hjem, eller næste gang jeg kom over til hende.

Mandag eftermiddag var jeg meget træt. Jeg valgte derfor at blive kørt hjem til mig selv, selvom jeg skulle have sovet flere dage hos min moster. Jeg kom hjem og gik i gang med lektier og afleveringer.

Omkring kl. 18, mens jeg sad og lavede aflevering, kunne jeg mærke at der var noget der ikke var som det skulle være. Jeg havde ingen ide om hvad det var, men jeg kunne mærke der var noget. Det var meningen at min far skulle komme hjem og lave aftensmad. Jeg skrev derfor til min far omkring kl. 18, om han var kørt. Jeg var nemlig bange for at han var kørt galt, og at det var det der ikke føltes rigtigt. Han plejer nemlig altid at skrive når han kører og er fremme – men han havde ikke skrevet.
Min far svarede ikke, så jeg blev endnu mere nervøs og skrev derfor til min mor, om far var kørt. Hun svarede heller ikke. Jeg sad alene hjemme og gik egentlig lidt i panik, men så tænkte jeg at mor nok bare var faldet i søvn, og at far ikke kunne skrive beskeder fordi han kørte bil – den tanker fik mig til at slappe lidt af. Der gik et par timer før jeg hørte noget. Det gode ved at jeg ikke havde kørt motorvej på dette tidspunkt var, at jeg ikke anede hvor lang tid det tog fra Odense og hjem.

Mandag aften, mellem kl. 19.30-20.30 ringer min bror til mig og spørger om vi ikke skal tage en hyggetur over til mor for at besøge hende. Jeg aner ikke hvordan han har fået mig overtalt, da jeg var meget træt. Men, han fik mig overtalt. Han var ved sin daværende kæreste, så jeg kunne lige nå at gå i bad og sådan noget inden han kom for at hente mig. Jeg kan huske, at han kom ind i huset og råbte op til mig at han var her. Jeg børstede tænder og gik ned til ham.
Jeg glemmer aldrig, hvordan han stod for enden af trappen med ryggen til mig og jeg kunne fornemme der var noget galt. Da jeg kom ned af trappen vendte han sig om mod mig, mens han grædende sagde at mor havde fået et hjertestop. De tanker der kørte gennem mit hoved var, at hun var på et sygehus, hun kunne ikke være et bedre sted, så hvorfor er vi bekymrede?.

Min bror sagde, at vi skulle køre til Odense med det samme, men at vi skulle køre ordenligt og forsigtigt uden at haste, da vi ikke skulle ende med at køre galt. Vi nåede at køre i ca. to minutter, hvorefter min moster ringede til os. Jeg tog den, og hun græd bare. Hun græd så meget at jeg sletter ikke kunne forstå hvad hun sagde. Min bror tog telefonen fra mig, og bad min moster falde ned så vi kunne forstå hvad hun sagde. Da hun ikke faldt ned, tog min mormor telefonen fra hende og spurgte min bror, om vi skulle køre sammen til Odense. Min bror og jeg mødtes derfor i Rødekro med min moster, onkel og mormor. Vi kørte i min moster og onkels bil. Mændene foran og kvinderne på bagsædet. Jeg forstod ikke rigtig hvad der skete, men jeg havde en fornemmelse af at det ikke var godt. Hele vejen til Odense skrev jeg med min daværende lærer, Jacob, som nævnt så mange gange har været/er en kæmpe støtte for mig. Han prøvede at holde optimismen oppe i mig og at det hele nok skulle gå. Selvom håbet var ude for mig, så var det rart at han prøvede at holde modet oppe.
Lige da vi kom over broen mod Odense, begyndte jeg at fryse HELT VILDT. En frysen jeg aldrig har oplevet før og ikke har oplevet siden. Det var en ubehagelig frysen indefra, som ikke kunne ’varmes op’. Det var en ’der mangler noget indeni mig’-frysen. Et par minutter efter jeg fik denne følelse, ringede min mormors telefon – og for et par sekunder, stod min verden stille. Hun råbte; ”Jeg sagde det jo”, og så vidste jeg godt hvad det handlede om. Det viste sig, at min mor havde fået en blodprop – som vi jo mange gange havde sagt at de skulle tjekke hende for. Fra det sekund hvor jeg begyndte at fryse, kunne jeg mærke det var forbi. Jeg havde følelsen af, at hun allerede var væk. Jeg kunne mærke at jeg manglede noget. Da vi kom til OUH gik vi ind til receptionen og spurgte om hvor min mor var. De førte os op på en forkert afdeling hvilket gjorde, at min familie blev sure og næsten råbte af sygeplejerskerne. Jeg kan i dag godt forstå at de gjorde det – jeg ville nok have gjort det samme, hvis ikke jeg allerede var fattet med at hun var død – men dengang kunne jeg simpelthen ikke have det. Jeg synes det var synd for sygeplejerskerne at de blev råbt af. De havde på afdelingen ikke fået med at hun var røget på intensiv, så selvfølgelig var hun ikke på afdelingen. Vi blev derefter sat i en elevator, som kørte ned på intensiv.
Denne oplevelse sidder stadig fast i min hukommelse, og den er så forfærdelig. Da vi kom ud af elevatoren stod min far og ventede på os. Min bror og jeg gik direkte hen til ham og gav ham et kram, og så brød han bare sammen i armene på os. Det var så hårdt, virkelig hårdt. Alle græd, og jeg kunne ikke holde det ud. Jeg var/er ikke vant til at se dem græde, og jeg kunne ikke klare at skulle ’kopiere’ alles følelser. Jeg kunne ikke være i at så mange var kede af det på samme tid – og især ikke så mange som jeg aldrig havde set græde før. Vi blev derefter fulgt ind i et rum overfor den stue hvor min mor lå på. Der gik et par timer, hvor vi bare sad i det rum og ikke vidste noget. Efter et par timer måtte vi komme ind og se hende. Hun havde slanger OVER DET HELE. Hun lå på en stue med en anden patient, så vi måtte kun komme én ind af gangen. Det var så mærkeligt. Jeg kunne høre de andre snakkede med hende når de var derinde, men hun kunne jo ikke svare? Så hvem snakkede de med? (tror min Asperger spillede ind her). Da jeg var inde ved hende kiggede jeg bare på hende. Jeg sagde ikke noget, kiggede bare.

Omkring midnat ville min bror gerne hjem. Det var for hårdt at være der. En sygeplejerske overhørte at han gerne ville hjem, hvorefter hun kom hen til min far og sagde, at det nok ikke var en god ide vi tog hjem, da det ikke så godt ud. Min far, bror og jeg tog derfor hen på patienthospitalet hvor min far havde lejet et værelse. De andre to fik noget søvn, men jeg kunne ikke sove, da jeg hele tiden tænkte på at hun lå lidt længere henne og var død. Klokken 4.20 ringede min fars telefon. Det var min moster som sagde, at vi nok hellere måtte se at komme over på intensiv. Da vi kom derover, blev vi mødt at min mormor og moster, som fortalte os, at meget tydede på at hun var hjernedød. De havde dog sagt, at lægerne skulle prøve ALT, før de måtte erklære hende hjernedød. Jeg synes det var forfærdeligt at vi skulle blive ved med at prøve, da jeg ligesom allerede havde mærket at hun var død. Vi sad derfor og ventede inde i rummet igen. Vi ventede på at lægerne kom tilbage efter deres morgenkonference. Vi ventede og vi ventede. Mens vi ventede, fik jeg en besked fra min kusine, som spurgte hvad der skete og om alt var ok. De andre ”børn”(mine fætre og kusiner) derhjemme vidste ikke at hun var ved at dø, og vi måtte ikke fortælle det før der var nogen hjemme hos dem. At sidde og lyve for min kusine – som i øvrigt er som en søster for mig – det var rigtig hårdt.

Lægen kom og resultatet var som jeg havde forventet. Det så ikke godt ud. Da han fortalte det råbte min mormor, at de havde dræbt hendes datter. Lægen på intensiv svarede; ”ja, det har vi”. Hendes organer begyndte lige så stille at stå af ét efter ét. Hun reagerede ikke på noget som helst, hvilket indikerer at hjernen er død. Herefter blev der aftalt, at vi skulle slukke for maskinerne, så hun kunne få ro. Efter mødet med en læge blev min far trukket til side. Han blev spurgt om det var ok at hun blev sendt til obduktion. Min far troede de ‘bare’ mente almindelig, hvor man tager organerne ud for at give til organdonation – men ingen organer fungerede? Så hvorfor?. Men, de mente ikke på den måde. Det var blevet meldt til politiet, da en så ung kvinde ikke skal dø på denne måde, så hun skulle til obduktion, så man kunne finde ud af hvem og hvad der havde slået hende ihjel.
Da det begyndte at blive virkelig at hun ikke kunne mere, blev ham den anden der lå på stuen flyttet således, at vi alle kunne være inde ved hende på en gang. Jeg kan huske at jeg fik det rigtig skidt. Der blev hentet en seng ind til mig som jeg blev lagt i samt jeg fik en is. Jeg havde grædt så meget, at huden under øjnene og på mine kinder var næste helt væk. Mine øjne var hævede og jeg var helt tom for energi.

Klokken 14.25 slukkede vi for maskinerne og klokken 14.50 lød den velkendte konstante biiiiip på maskinen – og fra det sekund, begyndt jeg at håbe på hun kom tilbage. Alle de andre havde håbet på mirakler mens hun stadig var ’i live’, men jeg begyndte først at håbe da hun var død. Det første jeg gjorde da hun var død, var at ringe til Jacob. Jacob havde været med mig på SMS næsten hele døgnet og jeg havde bare brug for at snakke med ham. Vi snakkede sammen og han fik mig til at ’slappe af’. Slappe af på den måde, at jeg var meget opsat på at skulle i skole, lave afleveringer og lektier osv. Han bad mig om at droppe det og være der for min familie og glemme alt hvad der hed skole.

Som vi jo havde haft mistanke om, så var det en blodprop min mor havde. En meget stor blodprop på 17cm. Den havde siddet i benet på hende, og mandag den 30.marts løsrev 7cm af blodproppen sig. De 7cm’s blodprop flyttede sig fra benet og op mellem lungerne, som gjorde at hun ikke kunne trække vejret. Det hele sket inden for 10-20 sekunder.

Min far og mor pjattede og havde det sjovt. Han rejste sig op for at fjerne hendes madbakke. Hun blev gråfarvet i ansigtet, og hendes ansigt faldt bare til siden. Han kunne ikke komme i kontakt med hende. Lægerne prøvede hjertemassage i en time, fordi de troede det var et hjertestop. Alt dette skete omkring kl. 18, hvor jeg fik fornemmelsen af, at der var noget galt. Det var også derfor hverken min mor eller far svarede på mine beskeder.

Min bror vidste allerede at mor havde fået ’hjertestop’ da han ringede til mig og spurgte om en hyggetur til Odense – men han sagde ikke noget før han var hos mig. Min far havde ringet til ham hvor han fortalte det. Min bror fik besked på ikke at sige noget til mig før han var hos mig, men han skulle hente mig så hurtigt som muligt og køre til Odense.

Jeg kunne INTET mærke på ham i telefonen, intet. Jeg er taknemmelig for han ikke sagde det før han var hos mig.

Dette døgn er blevet til en sang, som er en del af MIN HISTORIE-projektet. Teksten til den kommer nedenunder – og så må jeg se om jeg kan få indspillet eller optaget den .

_________________________________________________________________________________________

‘Et Døgn i Mareridt’

Vers 1:
Bror der fjoller
Afbrydes af telefon der ringer
”Hent din søster, sig ej noget”
Hjertet er stoppet, mor er bleg

Søster hentes
Skræmmes af brors gråd over hjertets stop
’Til Odense, men safe’
Mødes med andre, fem i bil

1. bridge
Kæmpe omsorgssvigt
nu er vi her
Mor sover
Det er jeres skyld
Mor sover
familien knust
Mor sover
selv lægerne har ondt

Omkvæd:
Hvordan skal de komme videre
Når hun ikke længere er her
Hvordan skal jeg komme videre
Når jeg ikke har en mor

Vers 2:
Børn møder far
Grædefærdige krammer de på gangen
Det ser skidt ud, mor er ej klar
Kan de se hende, lever hun

Alle græder
Den værste nat, kan mareridtet passe
På skift hun ses, maskiners larm
Kan det være sandt, det er slut

2.bridge
Kæmpe omsorgssvigt
nu er vi her
Mor er borte
Hvorfor gjorde I det
Mor er borte
familien knust
Mor er borte
selv lægerne har ondt

Omkvæd:

Vers 3:
Lægen kommer
”I har dræbt   min datter”, råber mormor
Han siger, ”ja”, Far tages væk
Obduktion, det er meld

Mor bli’r testet
Hjernen er død, hun kan ikke leve
Organers stop, kroppen står af
Maskiner slukkes, intet liv

3.bridge
Kæmpe omsorgssvigt
nu er vi her
Hvorfor det
I skulle passe mor
Mor sover
Familien knust
Mor er borte
Jeg er helt i sort

Omkvæd:
Hvordan skal de komme videre
Når hun ikke længere er her
Hvordan skal jeg komme videre
Når jeg ikke har MIN mor

_________________________________________________________________________________________

Det at hendes død var meldt til politiet gjorde, at vi ikke måtte fjerne slanger og maskiner fra hende. Det sidste syn af hende på hospitalet, var derfor med maskiner og slanger OVER DET HELE. Den sidste gang jeg så min mor stadig i live, var tilkoblet en masse maskiner som holdt hende i live.

Dette var andet indlæg i fortællingen om min mors død. Næste indlæg vil handle om dagene efter og hendes bisættelse – som det i dag er 3 siden blev ‘afholdt’.

Krammer og møsser