Orkesterstævne 2019

(Jeg skrev indlægget allerede i mandags, så "i dag" svarer til mandag......... for lige at undgå forvirring)

Så er orkesterstævnet for 2019 overstået. Weekenden ligger ALTID den sidste weekend i oktober, så det er jo rigtig dejligt at jeg allerede nu kan begynde at forberede mig til næste år 😄

Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg, for andet ville være dumt….), så havde jeg OVERHOVEDET ikke troet at weekenden ville blive så hård som den har været.
– men, trods den har været hård, så har den været RIGTIG god. Virkelig god. Da jeg for næsten to måneder siden måtte tage en lille orlov grundet min skulder, troede jeg faktisk jeg ville være tilbage til at kunne spille med i weekenden, men bare ikke marchere med lørdag formiddag. Men, der er sket så meget – men alligevel ingenting – i forhold til min skulder og evt. undersøgelse, at jeg stadig ikke spiller. Jeg spillede lidt i efterårsferien, men det bød jeg så for et par dage efter, hvor jeg ikke kunne sove for smerter. 😊

Nå, men weekenden kom jo as usual og jeg spurgte min dirigent om jeg måtte komme med trods jeg ikke kunne spille med – Og det måtte jeg heldigvis gerne. Da jeg var yngre snakkede jeg ikke med EN ENESTE fra de andre orkestre, men nu hvor jeg er blevet ældre, så er der nogle af de jævnaldrende og voksne som jeg snakker med. Det var derfor rart at jeg måtte komme med, så jeg kunne se dem igen – vi har jo ikke set hinanden siden sidste år 😄
I stedet for at gå helt ned over ikke at kunne spille med, så valgte jeg at vende weekenden til en opgave, hvorved jeg skulle finde ud af hvad jeg kan holde til og hvor mange og hvor længe pauser jeg skal have for ikke at komme helt derud af udmattelse hvor selvskade er den eneste udvej for at kunne være i mig selv.
Altså, jeg er kommet igennem uden selvskade (og faktisk også helt uden bare den mindste tanke om det), jeg er IKKE fuldstændig mentalt udkørt i dag heller og jeg har fået indhentet den manglende søvn for de sidste to måneder 😂

Vi skulle mødes ved skolen hvor vi øver kl. 18 i fredags og så skulle vi pakke bussen – og så ellers bare afsted mod Randers. Jeg havde fået lavet en aftale om, at jeg sammen med Louise, som bor på samme vej som mig, ville blive hentet af et andet orkestermedlem. Det gav mig rigtig meget ro i hovedet, fordi jeg så ikke skulle bøvle med at en anden skulle komme og hente min bil nede på skolen og køre den hjem osv. Jeg elsker busturene med orkesteret – og ikke mindst når min favorite buddy Jonas er med! Jonas og jeg har været venner i rigtig mange år og der er ikke andre jeg griner så meget med som jeg gør med ham – når vi er sammen, så bliver alt bare meget sjovere (det kan man bare spørge de andre trompeter om 😂). Nå, men busturen gik selvfølgelig fint, ingenting der. Da vi ankom til Randers nåede vi kun lige at smide vores ting ind i klasselokalerne, og så skulle vi over og have første prøve der fredag aften. Vi var der et sted mellem 20.30-20.40 og så var der prøve til kl. 23. Jeg havde det helt fint og var fuldstændig rolig og tryg. Én af dem som jeg havde glædet mig til at se var placeret ved siden af min ‘oprindelige’ plads inden i orkestret, så min plan var bare at sidde på min plads mens de havde prøve, og så bare fjerne min stol når koncerten skulle spilles.

MEN:… vi havde lige sat 0s, og så fik vi at vide at vi skulle lave noget for at ryste os sammen. Jeg har RIGTIG svært ved sådan noget. Der hang et skilt på vores stol, hvorpå der stod hvilket instrument vi hver især spillede på – og hvis man vendte den seddel om, så var der teksten til Marken er mejet (den kan jeg heldigvis udenad). Derefter skulle alle fra Søndermarken stille sig op i en rundkreds, og vi andre skulle så stille os overfor dem. Jeg begyndte allerede at stresse her. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg stresser over sådan noget her, men jeg tænker at nogle af grundene kan være: 1) Angsten når jeg ikke ved hvad der skal ske… 2) Angsten for at gøre noget forkert og ikke at kunne finde ud af det.
Jeg startede med at sige at jeg lige havde brug for at se hvad det var vi skulle gøre. Men, der gik ikke længe før jeg stod og trippede og ikke vidste om jeg skulle løbe grædende ud eller deltage – for, jeg ville jo gerne være en del af fællesskabet… Jeg trak mig lidt væk fra de andre og håbede på at der bare ville være en (mig) tilovers, så jeg kunne slippe uden det var ‘min skyld. Til sidst var der kun en tilbage, som var dirigenten fra Skægkær – som jeg snakker rigtig godt med. Da han manglede en makker sprang jeg ud i det og gik hen til ham. Det var noget med noget gang og klap mens man sang Marken er mejet. Efter hver vers skulle yderrækken (som var der jeg var) rykke et skridt til højre og gøre det samme igen. Det var rart for mig lige at få gjort det med en jeg var tryg ved, og så var det ingen problem at rykke hen til de andre, for så havde jeg styr på det. Det eneste der var var, at det godt kunne mærkes i skulderen at have klappet så meget.
Så havde vi ligesom fået pulsen op og weekenden var startet. Jeg sad det meste af prøven blandt orkestret, men da vi nærmede os klokken 23, blev jeg nødt til at gå ud fordi min ADHD-medicin ikke virkede mere, og at jeg derfor sad MEGA uroligt. Jeg irriterer ret ofte mig selv når jeg ikke kan sidde stille, og så er jeg bange for at dem omkring mig også tænker det samme (ville ikke blive sure på dem hvis de gjorde).

Efter prøven var der en sandwich til alle og det var jo bare mega lækkert 😄 Vi var færdige med at spise lidt over midnat, og skulle så over og redde vores senge osv.
– Sidste år til stævne havde vi fire eller fem lokaler (plus det løse), så jeg kunne få et “Line Stein” rum, hvor jeg selvfølgelig sov, men at der udover mig kun var de tre-fire stykker af dem som hjælper mig i løbet af sådan en weekend, som også sov i det lokale.
Vi havde dog kun tre-fire i år. Selve ‘orkestret’ plejer normalt at have det antal, men så udover det, så hænder det at vores dirigent har sit eget lokale et andet sted samt de ‘voksne’ også har deres voksenlokale et andet sted. Men, i år var dirigent/voksen lokalet med i det samlede antal. Vi havde altså derfor et lokale til de voksne, de små der gik tidligt i seng, de små som gerne ville være længere oppe, og så “party-lokalet” hvor os sidst i teenageårene skulle sove. Her kommer en af de ting som jeg tager med mig til næste år:

Det var faktisk rigtig dejligt at sove sammen med andre. Jeg følte mig ikke ‘syg og mærkelig’ på samme måde som jeg gjorde sidste år. Jeg har brug for pause og ro, men jeg har også brug for at være sammen med de andre orkestermedlemmer, og det var jeg meget mere i år end sidste år, og det var virkelig dejligt. Vi var seks i lokalet og fredag aften gik vi alle i seng samtidig. Det var mega hyggeligt. I meget længe har jeg virkelig haft det svært med at skulle sove med andre, men også at andre skulle sove i samme seng som mig. Men, både at sove i rum med andre og have Jonas sovende på min madras har været så skønt og er gået så godt! 😊

Inden jeg skulle i seng fredag aften løb jeg ind i næste udfordring i mit hoved. Det er ikke noget jeg snakker om, men det sidste halvandet år har jeg været præget af noget OCD som gør, at jeg SKAL gå i bad inden jeg må gå i seng. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men jeg arbejder rigtig hårdt på at lære mig selv at én gang er nok. Når det er rigtig slemt, så kan det være jeg skal i bad seks-syv gange inden min hjerne stopper med at stresse… Jeg havde pakket bekymringerne væk fordi jeg troede jeg godt kunne klare det uden – det plejer jeg at gøre til stævne. Men, omkring kl. 2 fredag nat kunne jeg godt mærke at jeg ikke kunne pakke det væk mere – og jeg var så træt og ville bare i seng. Heldigvis, så har jeg de bedste venner i orkestret (som i første omgang lyttede til mig da jeg sagde det var et problem ikke at kunne gå i bad), og som så tilbød at gå med mig hen og finde et bad, evt. få låst op og så bare støtte mig. Der var heldigvis åbent til omklædningsrummet, så det var ingen problem selvom klokken var lidt over 2 om natten. Derefter gik vi så alle i seng… Altså, jeg ved ikke hvem det er der har opfundet censor-lys i klasselokaler… men ihverfald, så tændte lyset afsindig mange gange i løbet af natten mens alle sov og der derfor var minimal bevægelse… men hvis du kom ind når alle var stået op og havde brug for lys, så kunne den ikke opfange dine bevægelser -.- Det var stort set alle der havde haft problemer med lyset om natten 😂

Mit vækkeur var sat til 7.15, da der var morgenmad fra kl. 7.30. Måltiderne på skolerne er ikke noget problem for mig mere, fordi jeg ikke behøver at spørge om hjælp til at tage den, da det sådan set bare er en selvfølge for dem der kender mig at jeg skal have hjælp. Efter morgenmad skulle de spille prøve 2 i uniform og derefter skulle vi så på stjernemarch inde i byen.
Jeg havde jo egentlig planlagt at det var her jeg skulle blive hjemme og slappe af, men da der var brug for mig for at passe barn på marchturen, så tog jeg med…. men, barnet ville overhovedet ikke gå med mig selvom det var det der var planen… det irriterede mig lidt (meget) fordi jeg jo så reelt havde spildt noget muligt mig-tid.. men, der var ikke noget at gøre ved det – så kunne jeg også gå og optage nogle film og tage nogle billeder.

Efter marchturen skulle vi ud og spise ved værtsfamilierne. Det orkester der er værter for stævnet, får fordelt alle deltagende ud hos dem, og så skal de så have os med hjem og lave mad til frokost lørdag og søndag. For et par år siden var det blandt andet dette med at skulle spise ved værtsfamilierne som fyldte rigtig meget for mig. Hvem skal jeg hjem til/Hvor skal jeg hen? Hvem fra mit eget orkester skal jeg spise sammen med? Hvad skal vi have? Kan jeg lide det?. I år havde jeg faktisk ikke skænket dette en tanke. Jeg ved Louise er med, og jeg ved at hun ved hvordan hun skal håndtere mig og ikke mindst min mad-situation. I år var det Louise, Line N og mig selv som skulle spise sammen (både Louise og Line kender mig, så det var rart med dobbelt støtte 😄). At det så alligevel var det der væltede helt læsset i lørdags, det ærger mig.. men sådan er det.
Til stjernemarchen havde jeg ikke haft de rigtige sokker på, så jeg havde vildt ondt i mine fødder og kunne knap nok gå (ikke uden at ligne en der havde skidt i bukserne ihverfald 😜). Da vi kom tilbage fra march skulle vi ud til værtsfamilierne og have frokost. Jeg tog mine klipklapper på, for det var det jeg lige kunne overskue at have på, og så ellers bare min trøje. Vi mødtes med alle dem vi skulle spise sammen med, og begyndte så at gå – ja, at gå… Jer der kender mig og har fulgt med længe, I ved hvor stresset jeg bliver over en gåtur – og især når jeg ikke er forberedt på at den kommer. Vi havde ikke fået at vide at vi skulle gå.. så, jeg havde klipklapper og ingen jakke på, og en anden fra vores orkester havde heller ingen jakke på – i regnvejr. Allerede efter to minutter var jeg ved at bryde helt sammen oppe i hovedet. Jeg kunne sletter ikke rumme det. Jo længere vi gik, jo mere presset blev jeg. For det første stressede det mig at jeg havde så ondt i mine fødder. Næst, så stressede det mig at vide jeg skulle tilbage igen OG gå turen søndag også. Men det der stressede mig aller mest var, at jeg ikke vidste hvor vi skulle hen. Jeg vidste ikke om vi skulle gå 100 meter eller to kilometer. Efter 7-8 minutters gang kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og begyndte at græde. Jeg brugte ALLE mine resterende kræfter på at lukke ned og dermed kun græde en lille smule. Jeg var meget mere presset end jeg gav udtryk for. Heldigvis havde jeg Louise og Line med som begge kender mig og som godt kan se bag min facade, men shit det var hårdt. Jeg ville jo ikke ligne en taber der lige havde grædt på gåturen når vi kom hjem til værtsfamilien. Louise var gået igang med at tænke på alternative til at jeg skulle hentes så jeg ikke skulle gå tilbage. Heldigvis, så var deres bil hjemme da vi skulle tilbage til skolen og jeg kunne derfor blive kørt uden at skulle afsløre at det var det jeg havde behov for.
Det tog virkelig hårdt på mig. Da vi kom tilbage skulle de andre have prøve fra 14-18 ca. Jeg ville bare lige sove 20 minutter og så gå over og høre dem øve… Ja, det blev en lur på 4 timer. Jeg kunne vitterligt INGENTING. Jeg havde sat mit vækkeur et par gange i løbet af de fire timer, men hver gang den ringede, så blev jeg nødt til at sove igen fordi jeg vitterligt ikke havde kræfterne til at stå op.
Da de andre kom tilbage efter prøven skulle vi gøre os klar til underholdning lørdag aften. Det løftede humøret gevaldigt at være blandt dem jeg holder af igen og bare hygge. Det var en hyggelig aften hvor underholdningen var Vild med Dans og gallafest. Jonas var selvfølgelig min gallapartner og jeg blev hele aftenen behandlet med rigtig gentleman stil ❤️ Aftenen var lang, rigtig lang. Da festen lukkede ovre i hallen gik vi tilbage til gangen hvor vores lokaler var. Jeg pakkede mine badeting fordi jeg igen var stresset og skulle i bad før jeg kunne gå i seng. Inden det ville jeg lige med op og snakke lidt mere med dem jeg nu var sammen med. Det var sjovt og hyggeligt og vi snakkede flere timer. Da klokken var 2, (for anden gang, da vi jo skulle stille uret tilbage) valgte jeg at sige godnat og gå i seng. Meeen, da jeg jo ofte er en fest i mig selv, så sluttede festen også da jeg gik 😜 Men, det havde været så hyggeligt at jeg havde ladet nok energi op til, at jeg ikke behøvede at gå i bad! Yay.

Søndag var planen således:

7.30-8.30 morgenmad
8.30-12.00 Prøve 6
12-13.45 Frokost hos værstfamilierne
14.00 koncert

Jeg var med ovre og spise morgenmad. Ville bare lige sove en time mere og så gå over og høre dem have prøve… Jeg sov til kl. 12 hvor de andre kom tilbage. Vi havde fået lavet en aftale om at Louise skulle tage noget frokost med hjem til mig, så jeg ikke skulle gå den uoverskuelige tur igen. Jeg sov igen til klokken 13, hvor jeg så havde sat en alarm så jeg kunne stå op og pakke mine ting sammen. De andre havde jo allerede pakket sammen om morgenen, men eftersom jeg liiige skulle sove lidt længere (og jeg havde tiden til det), så pakkede jeg først sammen lige inden koncerten. Jeg kunne så sidde og spise min frokost mens jeg nød koncerten som publikum og ikke som musiker.

Jeg er ked af ikke at have været mere ovre i hallen sammen med de andre og høre dem øve – men heldigvis kunne jeg i bund og grund blive væk med god samvittighed. Jeg er ikke helt så god til at passe på mig selv når jeg spiller med, fordi jeg gerne vil have at man kan regne med mig.

Hvad tager jeg så med mig til næste år?
1) Hvis det er muligt, så vil jeg gerne sove i samme lokale som de andre, så jeg ikke føler mig ‘mærkelig og udenfor’ .

2) Jeg skal på forhånd vide hvem jeg skal spise ved, spise med og hvor vi skal hen.
– hvis det er muligt at få at vide hvad vi skal have, ville det bare være et ekstra plus 😀

Til sidst, så skal jeg også finde en løsning med små snacks en gang imellem. Jeg er ikke vant til at være vågen i SÅ mange timer på en dag, så min krop var en lille smule i udu i weekenden. Havde lidt ondt i maven en gang imellem og var også bare vildt sulten.

Alt i alt, så var det faktisk en dejlig weekend trods den overhovedet ikke gik som jeg havde planlagt/forventet ❤️