Det gik op for mig sidste dag, at jeg den sidste tid har trukket stikket. Ikke bare her på bloggen, men også i mit ’private liv’. Efter jeg den 12/12 havde et af mine ’rysteanfald’, som jeg ellers ikke har haft siden gymnasiet, så vidste jeg at jeg måtte til at tage farten af. Jeg ’aflyste’ alle mine veninde julegaver i år, jeg fik min bror til at ordne familie gaverne, så jeg skulle sådan set kun sørge for julegave til min bror. Jeg ville have skrevet et indlæg omkring julen, lagt et billede op og sagt glædelig jul, skrevet hilsener til mine nærmeste – men jeg gjorde ingen af delene. Jeg havde brug for bare at være mig og være ’usynlig’. Jeg brugte i stedet tid og kræfter på at få besøgt de nærmeste og sige glædelig jul. Jeg har så her et par dage efter juleaften fået skrevet...

Jeg har været publikum til en koncert både mandag og tirsdag. Mandag med Jomfru Fanny bigband og tirsdag med Søværnets Tamburkorps! To helt – som sædvanligt – fantastiske koncerter. Der er en ting, og jeg har tænkt på det mange gange, men med koncerter to dage i træk, så kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv til koncerten tirsdag, for hold da op hvor jeg hader at klappe 😂. Jeg spiller musik, og dermed er jeg i et miljø hvor der bliver klappet rigtig meget. Det lyder mærkeligt, men jeg kan ikke ‘finde’ ud af at klappe. Jeg mangler en slags brugsanvisning. For jo, jeg kan da godt finde ud af at klaske mine hænder sammen, men hvor længe skal man klappe, hvor mange gange skal man klappe, hvilken hånd skal øverst og hvor højt skal man klappe? Når jeg sådan har overskud, så klapper jeg...