Enden på 2018 nærmer sig

Det gik op for mig sidste dag, at jeg den sidste tid har trukket stikket. Ikke bare her på bloggen, men også i mit ’private liv’. Efter jeg den 12/12 havde et af mine ’rysteanfald’, som jeg ellers ikke har haft siden gymnasiet, så vidste jeg at jeg måtte til at tage farten af. Jeg ’aflyste’ alle mine veninde julegaver i år, jeg fik min bror til at ordne familie gaverne, så jeg skulle sådan set kun sørge for julegave til min bror. Jeg ville have skrevet et indlæg omkring julen, lagt et billede op og sagt glædelig jul, skrevet hilsener til mine nærmeste – men jeg gjorde ingen af delene. Jeg havde brug for bare at være mig og være ’usynlig’. Jeg brugte i stedet tid og kræfter på at få besøgt de nærmeste og sige glædelig jul. Jeg har så her et par dage efter juleaften fået skrevet glædelig jul osv., men jeg skrev ikke rigtig til nogen inden jul. Jeg har brugt mange kræfter på at komme igennem hverdagene og det er faktisk gået fint selvom det har været hårdt. Jeg er kommet igennem december måned uden selvskade – også selvom jeg har været så langt ude at selv min krop har reageret på at jeg har været overbelastet. Jeg har haft det rigtig skidt denne måned – både bevidst, men faktisk mest ubevidst. Det gik som sagt op for mig da jeg fik et rysteanfald fordi jeg ikke kunne være i min krop. Heldigvis, så var jeg sammen med nogle jeg er trygge ved, og aller vigtigst, en der vidste hvordan hun skulle håndtere mig. Efter at alle mine muskler havde spændt uafbrudt i næsten to timer, så var jeg godt smadret og øm dagene efter, hvor jeg virkelig ikke var meget værd.

Der har været nogle succeshistorier, og den som jeg oplevede til julefrokosten med Flyverne, den vil jeg skrive om her: Jeg var også med til julefrokosten sidste år, og selvfølgelig var det en anden tid, jeg havde ikke været der så længe osv., men alligevel kom det i år til syne hvor tryg jeg føler mig, men også at jeg kan være mig selv. Igen i år, skulle vi trække en seddel, som så bestemte hvor vi skulle sidde. Sidste år gik jeg helt i panik og måtte bytte så jeg sad ved en jeg var tryg ved, men i år tog jeg den bare i stiv arm og tænkte det da kunne være hyggeligt at sidde ved nogle af dem jeg normalt ikke snakker så meget med. At det så endte med jeg sad ved siden af Mona, det er jo bare et kæmpe win.
Igen, lige som sidste år, så var der en seddel under nogle af tallerknerne, hvor der stod en arbejdsopgave på. Sidste år fik jeg også en opgave, men gik totalt i panik og måtte give den videre til en anden. Jeg fik igen i år en arbejdsopgave – jeg skulle rydde af bordet inden desserten. Lige da jeg læste den gik jeg i panik, for hvad skulle jeg tage, hvor skulle jeg stille det hen og hvilket bord skulle jeg tage fra? Da jeg skulle til at tage af, valgte jeg – i stedet for at flygte og gå i panik – at gå hen til Karina og få hende til specifikt at fortælle mig hvad jeg skulle gøre! Først sagde hun at jeg kunne stille tingene i opvaskemaskinen når dem som også havde den tjans havde ryddet dem af bordet. Jeg sagde dog at jeg helst ikke ville sætte i opvaskemaskinen, så derfor skulle jeg samle tallerkner sammen og stille dem ved vasken. Så jeg fik at vide hvad jeg skulle, hvilket bord jeg skulle tage fra og at jeg skulle gøre det nu.
Og med maden, så har jeg et par stykker som ved at jeg har brug for hjælp til at tage den, så jeg behøver ikke spørge om hjælp, det gør de bare – at det så også lykkedes mig at tage nogle af tingene selv, det er jo bare et win.
Der sker altså noget i forhold til min diagnose og hvad jeg har brug osv.. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg det har noget med ADHD-medicinen at gøre. Den giver ro på tankerne – også dem som sagde at jeg ikke kunne ting osv.

Jeg har været i fitness mindst to gange i ugen, fået taget min medicin, været kreativ og bare hygget med nogle af dem jeg holder af <3 Jeg har ikke haft pyntet op til jul, så for mig har det på den måde ’bare’ været en almindelig måned, og det er også rart nu når det bliver januar, ikke at skulle til at vænne sig til ikke at have pyntet mere og sådan.

Jeg havde en stille og rolig perfekt jul i år. Jeg kan endnu ikke sætte ord på hvorfor det var sådan en jul jeg lige havde brug for, men der har bare været noget som gjorde at jeg kunne holde ud af være i det. Det vil jeg bruge 2019 til at reflektere over, og så se om det kan overføres til julen i 2019.

De sidste par dage inden nytår skal jeg bruge på at forberede de kommende foredrag som jeg har i 2019. Indtil videre er de første fem foredrag på skemaet i de første tre måneder. Jeg glæder mig og er selvfølgelig også nervøs 😉

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår og håber at jeres 2018 har været godt og at jeres 2019 bliver lige så god, men helst bedre.

Mange tak for jeres støtte i 2018 og håber I stadig vil følge med i 2019 <3<3