Bloggen fylder år 🎉🎊

Hvordan går det?

Jeg må ærligt indrømme, at jeg i meget længe har været mere deprimeret end normalt. Jeg har ikke kunnet komme i gang med noget. Ikke kunnet koncentrere mig.  Ikke fået tøj på og ikke kommet uden for min dør udover onsdag og torsdage hvor jeg går til musik. Jeg er stået op for smide mig på sofaen og se netflix indtil jeg blev træt – for så at gå ind i sengen igen og sover et par timer til middag og så gået ind på sofaen når jeg vågnede og set netflix igen indtil jeg skulle sove. Jeg har selvfølgelig følt at jeg har spildt mit liv – men jeg har simpelthen ikke haft kræfterne til at gøre andet. Jeg har ikke magtet at tage tøj på. Jeg har ikke magtet at skulle udenfor – for så skulle jeg jo have tøj på (tænker jeg folk foretrækker 😉) Altså, jeg kan godt forstå at jeg  ikke har været helt i toppen de sidste par uger. Både på grund af sygdom/indlæggelse, men også fordi jeg ikke har været til musik i Kolding to uger i træk. Det giver uro i min ugestruktur og det giver også uro i hovedet. Men, det har varet i flere måneder snart og jeg har bare fået det værre og værre. Derfor, så besluttede jeg mig for lidt over to uger siden, at jeg ville gøre et ihærdigt forsøg på at få tøj på hver dag, samt komme uden for min dør. Det er rigeligt bare at komme ud med skraldespanden eller ud og tømme postkassen. For mig lige nu, handler det bare om at få noget ud af min dag. Jeg er både glad og stolt over, at jeg faktisk har været udenfor HVER DAG siden jeg tog den beslutning om at gøre et ihærdigt forsøg. Det lyder tosset at man skal sætte sig et mål for at få tøj på hver dag, men sådan står det desværre ofte til ved mig. Der er så mange ting i det at få tøj på at det virkelig bare er uoverskueligt, som f.eks.:
1) finde noget tøj (vælge et sæt undertøj, et par sokker, et par bukser, en undertrøje, en t-shirt og en trøje – det er altså rigtig mange valg)
2) finde ud af om det passer sammen
3) tage nattøjet af
4) tage tøjet på
5) tøjet irriterer hele dagen
6) Tage det af igen (hvorfor tage det på når det alligevel skal af igen (min sommetider ulogiske logiske sans)

Der er mange flere mellemtrin som jeg ikke lige orkede at skrive, for ellers bliver listen ALT for lang! Udover at skulle have tøj på og komme udenfor, så har jeg også besluttet at jeg SKAL sidde ved mit skrivebord hver dag. Om jeg skriver indlæg, skriver sange, er kreativ eller ser film/youtube, så skal jeg bare sætte mig ned og ’slappe af’. Det er gået rigtig godt med at gøre de her ting hver dag, men jeg kan ikke rigtig mærke om det har været godt eller skidt – og dog, så tror jeg bare det har været begge dele. Jeg har ikke kunnet sove tilstrækkeligt i længe, men især i de seneste to uger. Jeg har ikke kunnet falde i søvn fordi tankerne kører på højtryk og min medicin slukker dem ikke. Det sker kun når bægeret er ved at være fyldt og jeg er overstimuleret. Selvom det ville give mening at jeg bare faldt i søvn med det samme når jeg er helt smadret, så er det desværre ikke sådan det står til. For at komme med et eksempel. Efter mit oplæg til Autisme Personale Træf var jeg også til skoleorkester. Jeg var totalt drænet for energi allerede på vej hjem fra Middelfart. Da jeg kom hjem om aftenen efter orkester og bare gerne ville sove fordi min krop var helt færdig, så synes mit hoved ikke jeg skulle sove…. Jeg kunne ikke tænke en selvstændig tanke, men alligevel kørte min hjerne på højtryk så jeg ikke kunne sove. De dage hvor jeg skifter lidt mellem min seng og sofaen og får en middagslur på flere timer, så kan jeg stadig sove om natten, da jeg ikke er blevet overstimuleret. Men, nu hvor jeg skal have tøj på hver dag og komme ud, så bruger jeg nok bare mere energi end jeg har, samt får flere indtryk ind end jeg kan håndtere. Men, selvom jeg ikke sover som jeg gerne vil/har brug for, så har jeg det ok. Jeg får nemlig lavet en del de fleste dage. Jeg har efterhånden fået ideer til mange indlæg, startet på at skrive nye sange og været kreativ med både min bullet journal og perler. Lige nu kører jeg med at jeg skal ud alle dage. Måske skal det justeres så det passer bedre til mig, men det ved jeg ikke endnu. Men, alt i alt, så får jeg lavet rigtig meget – og intet på samme tid. Nogle dage sidder jeg bare ved mit skrivebord og ser youtube hele dagen, og andre dage får jeg også ryddet lidt op og gjort lidt rent. Og det er helt ok, for målet lige nu er at komme udenfor JSkal jeg være ærlig, så er jeg pisse hamrende træt(!) men jeg har det bedre end jeg har haft i længe. Jeg får gjort de fleste af de ting der står på min liste. Jeg er begyndt at kunne overskue at tænke igen. Tænke på indretning og ting jeg gerne vil have i lejligheden. Det ville være et drømmescenarie både ikke at være træt og være produktiv. For når jeg er træt, så mister jeg meget hurtigere fokus. Da jeg ikke kan koncentrere mig så længe af gangen i forvejen, så er der ikke meget at give af når jeg mister fokus hurtigere end jeg plejer 😉

Det farlige ved at jeg egentlig når noget, det er at jeg hurtigt kan komme til at lave for meget fordi jeg overvurderer hvor meget energi jeg reelt har. Det var lidt det der skete efter jeg kom hjem fra USA. Jeg havde mega meget energi, fik gjort rent, tømt flyttekasser, hjulpet andre med at flytte, og lige pludselig, så faldt hammeren fordi jeg havde brugt mere energi end jeg havde. Så, selvom jeg har lidt overskud, så skal jeg forsøge ikke at gøre mere end jeg kan holde til! Det er lige med at finde den balance mellem eksisterende energi og den energi der bruges i løbet af en dag J

Det er onsdag, så jeg skal til Kolding i aften. I aften er en helt almindelig aften, så jeg håber der bliver spillet en del JSkoleorkester er nemlig aflyst i morgen, så det er rart at den ene af mine musikaftenener er som de plejer…. Hehe.
* lige en kort opdatering på marchturen fra sidste uge, som jeg var stresset og angst for (læs slutningen i dette indlæg). Jeg fik snakket med Karina (hende jeg kører til Kolding med) og fortalte hende det som også står i sidste uges indlæg. Vi aftalte, at jeg til at starte med ’bare’ observerer fra sidelinjen. Jeg går altså ikke med på marchturen, men jeg går ved siden af og kan øve mig på de kommandoer der bliver givet samt holde øje med tegnene. Når jeg så føler mig klar til at forsøge, så gør jeg det bare!

Jeg ønsker jer en rigtig dejlig onsdag aften og håber resten af ugen bliver god! 🙂

Krammer og møsser

❤️ LINE PHARAO STEIN ❤️ 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bloggen fylder år 🎉🎊