Årlige tandlægebesøg

Jeg fik den 6. februar en besked fra min tandlæge om, at det var ved at være tid til et tandeftersyn. Jeg havde fået en tid her i dag kl. 12.

Siden jeg blev 18 år, som var i 2015, har jeg været til tandeftersyn én gang årligt. Men, så vidt jeg husker, så skiftede jeg til min nuværende tandlæge i 2013 da jeg flyttede min skolegang fra Tinglev til Aabenraa. Gennem hele min folkeskole tid har jeg gået til tandlæge ved tandklinikken ved Tinglev Skole. I de små klasser hvor jeg gik i skole i Bolderslev, blev der fyldt en bus engang imellem, og så blev vi kørt til tandlægen i Tinglev. Da vi flyttede til Tinglev Skole i 7.klasse, blev det meget nemmere, da man nu bare kun gå derover. Da jeg så gik ud af 9.klasse skiftede jeg tandlæge, således at min tandlæge var i Aabenraa hvor jeg jo skulle gå i skole nu. Jeg valgte at skifte til den samme tandlæge som mine forældre havde – ja, bare fordi. Og ved I hvad? Jeg har aldrig nogensinde haft nogen med til den tandlæge jeg kommer ved. Jeg har aldrig følt mig utilpas eller haft brug for at have støtte. Min SKP tilbød mig at tage med derhen i dag, men jeg takkede nej tak, da jeg ikke har behovet.

Da jeg sad og ventede på at skulle ind, sad jeg og tænke på, samt lagde mærke til, hvorfor jeg kan være der selv. Ved at tænke det igennem, kan jeg nu også fortælle jer nogle af de ting som gør, at jeg føler mig tilpas og ikke har behov for støtte ved tandlægen.

For det første, så kan det ikke komme bag på nogen at man ikke kan små sludre ved tandlægen, da de ligesom står med hænderne og dimsedutter i munden på dig. Så, snik snak er der ikke rigtig noget af.

For det andet, som nævnt tidligere, så har mine forældre gået ved samme tandlæge. Det har faktisk gjort rigtig meget for mig at mine forældre er kommet samme sted, da jeg så have følelsen af at de kendte mig på klinikken.
Jeg kan huske første gang jeg skulle ind til tandlægen. Jeg mindes det var i 1.g. Jeg havde fået besked om en tid som jeg selvfølgelig skulle til. Men, et par timer inden jeg skulle derhen, fik jeg endnu en besked, hvori der stod noget i stil med, at der var kommet en aflysning og jeg derfor kunne komme før hvis det passede mig. Jeg kan huske, at der i beskeden stod “hej Line” samt der var en smiley. Allerede i besked havde jeg følelsen af at de kendte mig, og at de ikke var fremmede mennesker som ville mig noget ondt. Jeg tog til tandlægen, og lige fra det sekund jeg trådte ind af døren, følte jeg mig bare velkommen. De er to personer på klinikken, tandlægen og en tandlæge klinik assistent. Der kom et “Hej Line” fra den anden ende af rummet. Det var assistenten som havd et kæmpe smil på læberne og fortalte mig at det var min tur. Jeg tog plads i stolen og blev “gjort klar” så tandlægen bare kunne gå i gang. Jeg mindes at de snakkede sammen, men stadig med mig. Altså, jeg følte ikke at samtalen gik over hovedet på mig, men jeg var en del af den selvom jeg ikke kunne svare. Tandlægen var mindst lige så smilende og glad som assistenten. Det smitter altså. Det smitter at blive mødt med smil og glæde – jeg prøver ihærdigt på at møde mine medmennesker med smil og glæde, men at mærke det på mig selv og finde ud af hvor meget det egentlig giver, det er fantastisk og håber også at mit smil og min glæde smitter af på jer når jeg ser jer?
Jeg passer mine tænder tilpas, så jeg er kun til tandlæge én gang om året, når de indkalder mig til tandeftersyn. Jeg forstår ikke det allerede er et år siden jeg var der sidst, men det passer (manner tiden går hurtigt). Jeg gik derop, blev igen mødt med “hej Line” og smil, sad og ventede i ca. 5 min, kom ind, fik tjekket tænder, et klap på skulderen og ordene “ja, de er fine som de plejer, ses til næste år”… Udover det, så sagde tandlægen at han havde hørt jeg har denne blog og at han synes det var sejt at jeg turde stå frem og fortælle om det og gøre folk opmærksomme på diagnosen. Det gjorde lige hele besøget meget bedre 😉

For det tredje, så er det ikke en kæmpe stor klinik med masser af folk. Da jeg kom i dag sad der en anden og ventede. Jeg nåede at tænke ‘oh manner’, men så blev han taget ind og jeg var dermed alene i ‘venterummet’. Noget af det som ofte kan være svært ved samtaler, læger etc., det er venterummet. Uh, så mange mennesker, som sidder forholdsvis tæt. Skal man snakke sammen skal man ikke. Kigger de på mig. Kan de se jeg har det svært? (og dermed bruger jeg kræfter på at virke ‘normal’) osv. Da jeg blev kaldt ind kom den næste og satte sig i venterummet. For det meste er man derfor alene i venterummet, og ellers er der max én anden udover dig. Det synes jeg er fantastisk.