Vinterferie

I dag er det søndag og dermed også sidste dag af vinterferien. Det er første gang siden jeg startede i 0.klasse for ca. 14 år siden, at jeg ikke skal i skole efter vinterferien. Sidste år var jeg godt nok indlagt på psykiatrisk på dette tidspunkt, men jeg havde stadig skoleting hængende over hovedet. Endnu engang, så er det så befriende ikke at skulle i skole, og det er lige før jeg græder af glæde, for det vil jeg virkelig ikke kunne overskue lige nu – altså at skulle i skole. At skulle være på hele tiden og ALDRIG have fri, for jo, sådan har det været for mig i alle mine skoleår. Jeg har aldrig haft fri og altid været på overarbejde.

Nå, men når det så er sagt, så har jeg haft en dejlig vinterferie med folk jeg holder af. Jeg har i denne uge haft rigtig mange ”tænk hvordan det var for bare et år siden”-tanker og ”det har jeg ikke turdet før”-tanker. Lad os tage den dag for dag, for jeg synes faktisk at det er ”spændende” at kigge tilbage på.

Mandag indeholdt faktisk rigtig mange ”tænk hvordan det var for bare et år siden”-tanker og ”det har jeg ikke turdet før”-tanker.
Jeg kørte mandag eftermiddag motorvej til Kolding for at være sammen med nogle fra FHVMK. Udover at være motorvej, så var det også en tur jeg aldrig har kørt før. Jeg skulle tage en afkørsel jeg aldrig har taget før samt køre i Kolding hvor jeg aldrig har kørt før. Selvom jeg holder så hårdt fast i rattet når jeg kører på motorvej, at jeg ofte får kramper, så er det intet sammenlignet med de følelser der løb gennem kroppen på mig for bare et år siden. Jeg er ikke angst på samme måde – overhovedet. Faktisk er jeg sletter ikke angst – kun nervøs for om der forekommer ulykker, kø osv. som vil ødelægge min planlagte rute. For, selvom det ikke er muligt at planlægge en køretur fuldt ud, så gør jeg det alligevel. Hvis jeg f.eks. skal køre til Rødekro (bare for at vise at det også kan hylde mig ud af den på kendte veje), og jeg undervejs rammer ind i en ulykke eller særtransport eller andet som sænker farten, så kan jeg gå fuldstændig i baglås. For neurotypiske er det sikkert ikke så stort et problem, da de hurtig kan omstille deres planer og tanker – sådan fungerer det i hvert fald ikke for mig. Jeg skal ændre planer for resten af dagen, da resten af dagen er planlagt som følge af køreturen. Så hvis køreturen går galt/ikke som planlagt, så kan resten af dagen jo heller ikke foregå på samme måde.
Udover at køre motorvej, så øvede jeg også cornet med en anden – som er meget bedre end mig 😉 Jeg kan ikke lide at spille med andre (medmindre det er et helt orkester), fordi jeg er meget bange for at gøre noget forkert, og fordi jeg ikke kan klare når jeg ikke kan finde ud af noget. Men, jeg bliver nødt til at få styr på min stemme i FHVMK da jeg sidder alene med den stemme.
– det har på mange måder været godt for mig at være begyndt at spille i FHVMK. For det første er de rigtig dygtige og fantastisk søde mennesker – men det bliver også lettere for mig at spille forkert. Vi er overhovedet ikke der hvor jeg gør det med ”glæde”, men jeg får ikke ødelagt en hel uge, som jeg gjorde før, når jeg spillede forkert. Vores dirigent er meget god til at holde mig – og de andre – op på, at fejlene skal spilles når vi øver, men også at når man spiller en tydelig fejl, så skal man gøre det overbevisende 😉 Så kan man grine af det, og så laver man ikke den fejl igen 😉
“Fake till you make it” er der nogle der siger 😜 Det gik fint med at spille foran en anden uden at blive alt for frustreret over evt. fejl. Jeg spillede heldigvis med en, som jeg er tryg ved, og som gør at jeg tør spille forkert- og som prøver på at få mig til at holde op med at banke mig selv i hovedet når jeg ikke kan finde ud af noget. Vi havde en lille samtale om det at kunne alt vs. det at kunne lære fordi man ikke kan det hele. Meget spændende….

Og jaja, der er mere, for udover at køre motorvej og spille foran/med én anden og spille fejl, så hjalp jeg også med at lave mad. Jeg synes det var hyggeligt og meget fint. Jeg skar champignonerne – og rørte ved dem uden at flippe ud – stegte diverse ting på panden og hældte det op i den endelige gryde. Selvom dem vi var ved lavede det meste, og jeg kun gjorde det færdigt de havde lavet, så var det for mig en succes og første gang jeg på den måde har hygget mig med at lave mad. Jeg blev nemlig ikke tvunget til det ( kind of) og jeg havde i ca. fem dage kunnet forberede mig på at jeg “skulle” hjælpe. Ikke at jeg SKULLE hjælpe, for hvis jeg ikke kunne er jeg sikker på jeg bare kunne lade være, men jeg skal jo lære at lave mad, og at kunne hygge om det på denne måde og samtidig lære og komme ind i rytmen med at lave mad, så vil jeg gerne hjælpe. Og det var hyggeligt – tænk det kan være hyggeligt at lave mad.

Tirsdag slappede jeg bare af og tillod mig selv at være udkørt efter mandag, hvor jeg havde gjort rigtig mange ting som jeg bruge flere kræfter på end ellers. Her er det faktisk ikke ”tænk hvordan det var for bare et år siden”-tanker, men ”tænk hvordan det var for bare et par måneder siden”-tanker.

Onsdag øvede jeg endnu engang med en. Hun kom om til mig og vi øvede de sange vi nu spiller. Endnu engang for mig meget grænseoverskridende, men med godt selskab, så skal det nok gå – og det gjorde det også. Det var de samme sange som jeg øvede om mandagen, så jeg havde ok styr på dem. Det var vældig hyggeligt og fint. Efter hun var kørt øvede jeg også lige trompet og flygelhorn – jeg kunne ligesågodt få øvet det hele når jeg nu var igang.

Torsdag var jeg alene i Rema 1000 for at købe blomster til en venindes mor, da hun havde haft fødselsdag hvor jeg desværre ikke nåede forbi. Jeg havde heldigvis min veninde med på besked, så hun kunne fortælle mig hvilke blomster jeg skulle købe osv. Det tog meget af presset, at hun bare fortalte mig hvad jeg skulle købe, så jeg ikke skulle til at tage en beslutning – for det kræver MANGE FLERE kræfter end man lige tror. Jeg kunne derfor nøjes med at bruge kræfter på at skulle gå til kassen, stå i kø og betale 😊

Fredag havde jeg egentlig planlagt at holde fri og få klaret nogle ting som stod på min liste – men ja, jeg er ikke så god til at holde fri når jeg skal (eller at nå de ting der står på min liste).. hehe. Det gik dog vældig fint indtil fredag eftermiddag.
– Hvis det stod til mig, så skulle gardinerne været rullet ned, altid – men min far og min fornuft siger at de skal rulles fra hver dag. Jeg kunne godt fornemme om eftermiddagen, at der skete noget ude på gaden. Nogle fra gaden kiggede ind af vinduet som om de ville et eller andet. Jeg ringede derfor til min far og spurgte om der skete noget. Jeg fandt så ud af, at der skulle sættes flag op på gaden grundet et guldbryllup på gaden dagen efter. Egentlig kan jeg ikke lide at hjælpe med sådan nogle ting, fordi jeg har brug for at folk sætter mig i gang med noget specifikt – og hvis de ikke gør, så står jeg bare og kigger. Det kan meget let blive tolket som dovenskab, men det er simpelthen bare fordi jeg ikke ved hvor og hvad jeg skal starte med – oveni, så er jeg også bange for at gøre noget forkert, så derfor tør jeg heller ikke bare at gå i gang med noget. Jeg valgte dog at gå ud og hjælpe, da jeg jo hellere ikke vil ’ikke-hjælpe’. Det endte med en klemt finger – men det var meget hyggeligt. De andre fra gaden spurgte så om jeg ville med hen og sætte ranken/æresporten op senere på aftenen. Jeg sagde selvfølgelig ja – også selvom jeg ikke anede hvordan det ville gå. Jeg plejer jo altid at have folk omkring mig som ved lidt mere om mig og mine behov. Men, mine naboer var super søde og jeg havde det – faktisk – meget hyggeligt.

Dog, da vi var i gang med at hænge ranken op og de satte roserne og bladene i det nederste gran, fik jeg flashback til dengang vi lagde gran og pyntede med blomster ude foran vores hus, da min mors lig/kiste kom forbi i lig bilen inden vi skulle i kapellet. Det er snart tre år siden, men hold op hvor jeg blev berørt. Det var lidt hårdt.

Men, vi fik sat den op og blev budt på boller og kaffe inde ved dem der havde guldbryllup. Det var hyggeligt, og jeg er glad for at kunne repræsentere min far når han ikke er hjemme (og ja, jeg følte jeg blev nødt til at repræsentere min far, fordi han var inviteret men ikke kunne være hjemme)..

Lørdag var jeg hos en veninde for at have MGP-fest med hendes datter og datters veninde. Lige meget hvor gammel jeg bliver, så bliver jeg aldrig for gammel til MGP 😉 Det var rigtig hyggeligt. De havde bagt kage og boller da jeg kom. Vi fik aftensmad, slik, chips, drinks og lavede stemmesedler. Det var rigtig hyggeligt – og første gang jeg har gjort så meget ud af MGP. Her havde jeg også en ”tænk hvordan det var for bare et år siden”-tanke. Sidste år til MGP var jeg nemlig blevet sendt hjem fra bigbandturne og skulle derfor tilbringe weekenden på psykiatrisk. Min rigtig gode veninde kom op på afdelingen med rød sodavand og snøfler og så MGP med mig og de andre patienter. <3

Så er vi nået til i dag som er søndag. Igen, forsøger jeg at lave ingenting. Jeg er træt og udkørt. Jeg kan ikke sove – igen – for tiden, så 2-3 timer i gennemsnit hele denne uge. Håber det går over igen snart… Jeg ønsker jer en rigtig dejlig søndag aften og en fantastisk uge i næste uge.

Krammer og møsser

P.s. Jeg skal til tandlæge på tirsdag, og vil derfor samme dag eller nogle dage efter lave et indlæg omkring tandlæge – jeg har nemlig ingen ”støtte” med til tandlæge, men klarer det alligevel uden at blive angst eller gå i panik.