Handle i supermarkeder

Jeg er egentlig ok til at handle. Det er ikke smertefrit, men jeg kan godt gå ind i butikkerne jeg skal handle i. Jeg kan også godt finde de ting jeg skal have. Godt nok, så glemmer jeg altid halvdelen af det jeg egentlig skulle handle. Jeg virker MEGA struktureret – det er jeg også – men alligevel er jeg det overhovedet ikke. Jeg bliver alt for bundet af lister og sådan. Mine indkøb er derfor for det meste meget impulsive, og derfor glemmer jeg hvad jeg har derhjemme og hvad jeg ikke har. Jeg kan derfor både opleve at købe noget jeg har rigeligt af i forvejen, eller glemme det som jeg reelt skulle købe. Men, ved at jeg f.eks. ikke har en indkøbsliste, så løber jeg ikke ind i problemet med, at der ikke er mere af lige det jeg skal have – for når det står på listen, så SKAL det være det. Hvis jeg endelig laver en liste, så har jeg planlagt inde i hovedet hvad det skal være. Hvordan det skal være og hvordan det ser ud når jeg tager det ned i kurven.  (og ja, jeg ser min indkøbstur som en film i hovedet – hvilket også er derfor jeg ikke handler alene nye steder, for så kan jeg ikke planlægge (og ellers skal det være impulsive køb). Det er selvfølgelig også farligt at ’købe hvad man lige synes man mangler’, for tit og ofte så kommer der ting i kurven som man ikke har brug for, men bare lige har lyst til. Jeg bruger RIGTIG lang tid i butikken når jeg handler alene. Det gør jeg både fordi jeg skal se på det hele – jeg skal jo ikke gå glip af noget godt – men også fordi jeg føler alle kigger på mig. Fordi jeg føler alle folk kigger på mig, så skal jeg vente til de ’ikke kigger’ før jeg kan tage de ting jeg skal have. Jeg bruger også lang tid på at kigge mig omkring og kopiere hvordan de andre i butikkens udstrålinger er. Jeg skal helst ikke skille mig for meget ud eller se ud som om jeg er presset. Der er selvfølgelig også den klassiske, at der er SÅ MANGE VALG i et supermarked. Men, der hvor det VIRKELIG går galt for mig, det er når jeg står i køen til at skulle betale.  Jeg går fuldstændig i panik indeni – og sommetider så slemt at det bliver synligt udenpå. For det første, så er der alt det omkring varerne på båndet, betaling og til sidst pakning. Hvad nu hvis den afviser kortet? Hvad nu hvis ham/hende bag kassen siger noget til mig? Hvad nu hvis det jeg har købt ikke kan være i posen, hvad gør jeg så? Er jeg for længe om at få pakket, og gør jeg dermed den næste i køen sur eller frustreret – og tænker de så at jeg er dum?
For det andet – som nok også er det der er værst – er at jeg står så tæt på folk. Der står oftest en lige foran mig og en lige bag ved mig. Jeg kan ikke have det. Ikke nok med at de er tætte på mig, så føler jeg mig også overvåget, og jeg kan ikke flygte fra det, for jeg bliver jo nødt til at blive stående i køen. Hvis jeg skulle sige hvad der ville være det mest optimale for mig, så kunne det f.eks. være at smide varerne på båndet og derefter gå ud af køen indtil det var min tur til at betale. Jeg vil så gerne virke som en åben og glad person, men når jeg står i køen bliver jeg fuldstændig det modsatte. Jeg kæmper virkelig imod for ikke at ryste/få angstanfald og generelt bare for at holde mig i skindet. Jeg har lagt mærke til, at når jeg så bliver presset i køen, så snakker jeg ikke når det er min tur. Det er faktisk som om jeg ikke kan snakke. Det lukker bare ned. Heldigvis, så kan man klare sig med at vifte med kortet for at vise man betaler med det, og så nikke nej eller ja når de spørger om du vil have bonen med. Jeg er så træt af det, fordi jeg som sagt gerne bare vil sprede godt humør, og det gør jeg ikke just når jeg står der og har det elendigt. De sidste par gange hvor jeg har handlet, har jeg haft musik i ørerne. Problemet med at have musik i ørerne er ofte, at især ’ældre’ mennesker ofte finder det ubehøvlet at have høretelefoner i – og generelt bare at bruge sin telefon. De er vokset op uden elektronik, så jeg kan godt forstå dem, men alligevel synes jeg også de skal følge med samfundets udvikling – eller i hvert fald bare som minimum acceptere at det er sådan det er. Jeg selv bruger min telefon rigtig meget i min hverdag for at ’flygte’ fra virkeligheden. I sidste uge skulle jeg hente noget i byen. Jeg kom af sted uden min telefon, og opdagede det først da jeg var ankommet til butikken. Jeg var lidt i tidspres, så jeg valgte at gå ind i butikken alligevel, da jeg ikke kunne nå at køre hjem igen og hente min telefon. Det var rent ud sagt helt forfærdeligt! Jeg følte mig så nøgen og jeg følte mig totalt udsat og angst. Jeg ved godt selv at jeg bruger min telefon meget, men jeg var ikke klar over at det var så stort et redskab for mig. Jeg bruger helt klart mindre energi når jeg har min telefon. Jeg kan spille på den når jeg har brug for at genoplade energier og slappe af. Jeg kan kigge på den når jeg går på gaden, og så kun fokusere på den og ikke alt det som også sker omkring mig. Jeg kan i dag godt tillade mig selv at tage min telefon frem når jeg har behov for det – netop fordi jeg ved at det hjælper mig. Jeg er selvfølgelig opdraget med at man ikke har den ved spisebordet, eller generelt bruger den til sociale arrangementer og sådan, så jeg bruger det selvfølgelig kun når det er nødvendigt. Det virker også for mig at være åben omkring det. Jeg var for eksempel engang til en fødselsdag, hvor der var rigtig mange og derfor også mange samtaler. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om en samtale når der foregår mange på en gang. Derfor sagde jeg til dem jeg sad og snakkede med, at jeg ville tage min telefon op og spille på den, for så havde jeg lettere ved at kommunikere med dem. Det må helt klart have set fuldstændig uhøfligt ud udefra, da de jo bare kan se at vi sidder i en kreds og snakker og jeg så sidder med min telefon… men hvad filan, det må de om hvis de synes det. Jeg ved jeg er godt opdraget og jeg har min telefon fremme som et redskab til at kunne være i det – alternativet var jo at jeg blev nødt til helt at forlade stedet!

Nå, det var lige et lille sidsespring 😀

Det sidste, som også gør at jeg ofte bruger megen tid i et supermarked/butik er, at jeg faktisk står og venter på at der ingen er i køen ved kassen. Hvis der ingen kø er, så kan jeg faktisk kommer ret hurtigt ud igen og hilse på dem bag kassen. Det sker ikke så tit at der ikke er nogen ved kassen, så efter at have stået længe og ventet på det skulle blive frit, så ender jeg altid med at gå op til kassen alligevel, og så ender det med jeg bliver angst som jeg nævnte længere oppe.

Det var det for dagens indlæg. Håber I har en dejlig efterårsferie/arbejdsuge 😊 Jeg vil bruge efterårsferien på at slappe af. Som nævnt i sidste indlæg, så forsøger jeg at komme ud hver dag. Jeg holder det stadig, men jeg giver også mig selv lov til at sove længere end normalt og bare slappe af og lave INGENTING! Jeg kan godt lave lister for hvad jeg skal lave hver dag, men hvis jeg ikke når det, så er det helt ok i denne uge!

Krammer og møsser

❤️ LINE PHARAO STEIN ❤️