Forståelse fra omgangskreds gør alt meget nemmere

Jeg var i weekenden til en rund fødselsdag ved én af min mors rigtig gode veninder. Fødselsdagen skulle holdes i Århus, ca. 180 km væk fra hvor jeg bor. Det vil sige, at det næsten var et heldags arrangement, da der også går omkring 4 timer på transport frem og tilbage. På det sidste har det været meget svingende med hvordan jeg har haft det. Jeg var meget træt den lørdag vi skulle afsted, men da min mors veninde var blevet nødt til at melde afbud til min 20 års/studentergilde i august, blev jeg nødt til at tage med – både for hendes, men også for min egen skyld.

Da jeg ankom til fødselsdagen sagde jeg hej og hvad man nu ellers gør når man er godt opdraget. Da jeg havde sagt hej gik det stille og roligt ned af bakke.  Når først jeg bliver presset, så kommer der nogle OCD lignende symptomer op hos mig. Jeg finder simpelthen på ting som jeg kan kontrollere, da jeg ikke er så god til ikke at have kontrol. Jeg var rundt og rykke på alle stolene så de stod lige og potteplanter blev rykket. Min far er heldigvis – efter jeg har fået diagnosticeret Asperger – meget god til at prøve at hjælpe mig og holde om mig og efter diagnosen er det også meget lettere.

Men, hvorfor fik jeg det egentlig skidt? Jeg kendte faktisk de fleste fra selskabet, jeg havde fået at vide at der ikke var buffét, men at det blev serveret og hvem jeg skulle sidde ved. Så hvorfor var det et problem for mig? Alle de ting som kunne være uforudsigelige havde jeg jo fået styr på? Så hvad var problemet?

Det skal jeg fortælle. Det var i bund og grund fordi jeg ikke længere har kræfterne og overskuddet til at skjule jeg ikke har det nemt. De første 19 år af mit liv brugte jeg kræfterne på at skjule mine vanskeligheder og på at finde løsninger til hvordan jeg kunne ordne tingene på andre måder – og i de første 17, næsten 18, havde jeg min mor som ordnede de svære ting uden at stille spørgsmålstegn… Men, det kan jeg ikke mere – men samtidig kan jeg heller ikke bare stille mig op og sige at jeg har det svært og jeg har Asperger. Jeg bildte mig selv ind at folk til denne fest ikke vidste hvor skidt jeg havde det og hvad jeg kæmpede med – men, det gjorde de.

Det er så kæmpe stor en støtte når folk ’ved’ at man ikke har det godt og at man ikke skal gå og skjule det. Jeg skulle sidde ved siden at fødselarens datter (som vidste meget om mig, da min mor havde passet hende i hendes barndom) og det var så behagelig en oplevelse. Hun spurgte om hun skulle hente drikkevarer til mig, om jeg havde det ok, om der var noget hun kunne gøre. Når jeg bliver presset så som sagt finder jeg mine egne ting som jeg kan kontrollere. De ting jeg kan kontrollere ved maden er tiden. Jeg skal simpelthen spise på bestemte tidspunker – enten kl. hel, kvarter over, halv eller kvarter i.

Forretten blev serveret 18.49, så der skulle altså gå 11 minutter før jeg måtte begynde at spise. De andre var stort set færdige da jeg begyndte på min forret. Min sidemand, fødselsarens datter, lagde mærke til jeg ikke spiste og spurgte om det var fordi jeg ikke kunne lide det. Jeg fortalte, at det var fordi klokken skulle været noget bestemt. Resten af aftenen, hjalp hun mig med at holde øje med tiden så jeg spiste på de rigtige tidspunkter og vi var ’sammen’ om det. Det betyder så meget ikke at blive set ned på og at folk prøver at forstå en. Der blev serveret rigtig lækker mad – som hvis du spørger mig, var alt for fint til mig, hehe. Men det smagte vanvittig godt, og I skal lige have nogle billede af hovedretten og desserten!

Jo længere hen på aftenen vi kom, jo mere følte jeg mig tilpas og jeg snakkede rigtig meget med folkene omkring mig.

Min far og jeg havde halvt aftalt lige inden vi satte os til bords, at vi bare skulle spise og så afsted igen, for jeg havde det virkelig ikke godt. Men det blev en dejlig aften, hvor jeg holdt helt ind til ca. kl 2 om natten og så kørte jeg hele vejen hjem fra Århus – min anden tur på motorvej. Der var faktisk rigtig mange “win-situations” for mig den aften.

Jeg fik snakket rigtig meget om hvad jeg på det sidste har været igennem, og jeg fik faktisk endelig åbnet op for nogle af de “drømme” jeg på det seneste har fået – at hjælpe andre mennesker. Dette er jeg meget spændt på om det bliver en realitet, for det er pt. noget jeg brænder rigtig meget for!

Jeg synes ærligt det er en skam at man skal gå og skjule at man har det skidt og i stedet skal sætte en facade op og køre sig selv længere ned? Hvorfor er det ikke ok at have det skidt? Hvad er det i os som fortæller os, at vi ikke må være svage eller behøve hjælp? Man kan meget alene, men sammen kan man endnu mere.

Hvis jeg skal tale for mig selv, så er det nok fordi jeg har oplevet rigtig meget modgang fra det offentlige, som simpelthen har gjort at jeg ikke kan eller vil åbne mig og bede om hjælp, for de ser jo alligevel bare ned på mig?

Jeg er forhåbentlig tilbage på bloggen her. Det er noget jeg brænder for lige nu.

Krammer og møsser