Hvad vil jeg med det her?

Efter jeg er begyndt at lukke lidt op for at jeg skriver det her blog halløj, så hører spørgsmålet: “hvad vil du med det her?” også med – så det synes jeg lige jeg vil komme ud med 😊

Jeg vil rigtig, rigtig gerne hjælpe andre med at få sagt det de ikke kan få sagt. Jeg har de sidste par år været rigtig mange ting igennem. Så når jeg skriver om noget, så er det ud fra egen erfaring, og ikke hvad jeg har læst i en bog.

Siden jeg startede på gymnasiet i 2013 har jeg oplevet depression, adskillige angstanfald, min mors urimelige død(kommer indlæg senere), min fars styrt på cykel der gjorde, at jeg skulle være den ‘voksne’ derhjemme og lave mad til os(som er en af mine ting jeg ikke kan), indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 3 måneder, selvskade, blive diagnosticeret med Asperger, blive student og forsøge at være på arbejdsmarkedet.
Igennem mange af disse ting, har jeg oplevet den værste ting… det ikke at blive hørt. Jeg har – ikke altid, men næsten – vidst hvad jeg har haft brug for at noget skal fungere for mig… det er bare ikke altid at folk omkring mig har været enige.. Jeg er, og har altid været, god til at sætte ord på hvad der er svært og hvorfor det er svært. Det er meget frustrerende ikke at blive hørt, ikke at blive forstået og ikke at blive accepteret. Jeg har skrevet et indlæg om det, at forståelse fra omgangskredsen gør alt meget nemmere.

Denne evne med at kunne sætte ord på det der er svært, vil jeg rigtig gerne bruge til at være ‘stemmen’ for folk med Asperger – egentlig generelt bare folk der kæmper med noget psykisk – og så ud til samfundet. Hjælpe samfundet med at forstå hvad der sker i ‘kasserne’ i de neuroatypiske hjerner som vi med Asperger har. Modsat vil det så også være at hjælpe dem der ikke kan få sat ord på hvad der går galt og dermed få sagt det og måske få den hjælp de har brug for. Hjælpe forældre med at forstå evt. selvskade, eller om den unge er ‘teenage-doven’, eller om det bare er et spørgsmål om I snakker samme sprog?
Her er vi over i ‘Asperger’ delen igen. Når jeg skriver om ‘samme sprog’, så er det igen ud fra egen erfaring. Inden jeg blev diagnosticeret med Asperger, har min far og jeg haft rigtig mange skænderier. Skænderier over ting hvor han troede jeg var en doven teenager, men egentlig manglede jeg bare de præcise instrukser for at kunne gøre hvad han bad om. Når han bad mig tage af bordet sagde jeg selvfølgelig ja – men jeg gjorde det ikke. For mente han det skulle være nu? Eller om 5 minutter? Og hvad skulle jeg tage af først? Jeg manglede simpelthen at han sagde HVAD jeg skulle tage af, og at det var NU jeg skulle gøre det.
Min far kunne selvfølgelig ikke se at min hjerne kørte på HØJTRYK for at finde ud af hvad han mente. På et tidspunkt nåede vi til et punkt, hvor han blev utålmodig og gik selv igang med at tage af bordet med ordene: “jeg har handlet ind og lavet mad, og så kan du ikke bare lige rydde af?” Det endte så med at jeg blev sur fordi han jo havde bedt mig om at tage fra..

Efter jeg har fået diagnosen, er der så meget der er blevet SÅ MEGET LETTERE… De latterlige skænderier over småting som ovenstående er der ikke mere – det er så rart. Så, ofte handler det bare om at man siger tingene på den rigtig måde og altså ‘snakke samme sprog’.

– Selvfølgelig kan der kommer teenagere som bare er dovne 😉

Men.. Igen, så var jeg inde over tanken; “hvad vil folk tænke”, og “hvad nu hvis det ikke er noget mange vil benytte sig af og læse?”.. og igen fik jeg vendt den om ved hjælp af peptalk fra en ven, som lød på: “Og hvad så hvis der ikke er mange der læser med, men at du faktisk kan hjælpe de få der læser med?”. Og ja, hjælpe, det er det jeg vil – om det er to, ti eller 40 mennesker, så er jeg ligeglad, bare der er én som kan hjælpes af det jeg skriver

Jeg håber I vil hjælpe mig til at komme ud til folk. Det vil betyde rigtig meget, da jeg lige nu virkelig brænder for at kunne være denne ‘kommunikatør’ til forståelse af de neuroatypiske hjerner 😊

Krammer og møsser

-Line Pharao Stein