Hej, jeg er Line

Foto: Michelle Lei

Jeg synes det var på tide at komme med et ‘hvem er jeg’ indlæg. Nogle af jer som læser med kender mig, men der er også nogle der ikke gør.

Jeg hedder Line, jeg er 20 år og bor i Sønderjylland. Jeg blev student fra Aabenraa Statsskole i sommers, så jeg er pt. færdig med skole. Jeg har ikke noget arbejde udover at undervise i trompet en time hver torsdag – og det har jeg det helt fint med!

Jeg spiller en masse musik, og har gjort det siden jeg var helt lille. Det instrument jeg har spillet i længst tid, er nok trompeten, hvor jeg i september 2006 startede i Aabenraa Skoleorkester. Jeg spiller stadig i Aabenraa Skoleorkester, og jeg elsker det ligeså meget som jeg gjorde i starten. Udover at spille i Aabenraa Skoleorkester, så er jeg også startet i Flyverhjemmeværnets Musikkorps i Kolding, hvor jeg spiller repiano cornet.
Jeg har dog også glæde i at spille andre instrumenter, så jeg spiller også en smule trommer, guitar, klaver og saxofon.
Musikken er der hvor jeg har mit frirum, samt jeg har fundet mine aller tætteste og bedste venner gennem musikken.

I marts 2015 mistede jeg min højt elskede mor. Hun skulle på OUH opereres i ryggen for diskusprolaps , og det endte med at tage en helt anden drejning end nogen af os overhovedet kunne have forestillet os. Efter dårlig – og faktisk også manglende behandling – endte det med at min mor afgik ved døden den 31. marts 2015.
Når jeg er helt klar til det – af forskellige årsager – så vil jeg fortælle mere om hvordan og hvorfor hun døde, samt hvordan jeg tacklede – eller nærmest ikke-tacklede det. Folk med autisme reagerer anderledes end ikke-autister. Enten er det meget ekstremt, eller også er det ikke til at mærke overhovedet. Det betyder ikke vi ikke sørger. Vi ved bare ikke hvordan vi skal håndtere sorgen.

Det har for mig været nogle svære år siden min mor gik bort. At man som 17-årig skal være med til at bisætte ens mor, skal besøge hende på kirkegården hvis man vil snakke med hende, og bare det at hun ikke er her ved siden af mig, det er rigtig hårdt.
Jeg har brugt musikken som en klippe igennem den svære tid. Jeg skrev til jul en sang der hedder ‘Når musikken lyder’. Sangen var/er til min mor, som jeg sammen med nogle veninder fik indspillet og lavet musikvideo til. Det er en kæmpe forløsning for mig at skrive sange, og det er den måde jeg kommer igennem min sorg over tabet af min mor på. (link:Når musikken lyder ). Jeg har sidenhen skrevet flere sange, og har også gang i et projekt omkring sangskrivning 😊

Allerede inden min mor døde var jeg inde i en depression, som startede da jeg startede på gymnasiet i sommeren 2013. De sidste 4 år siden jeg startede i gymnasiet har været rigtig hårde og været meget op ad bakke.
Jeg startede i foråret af 2014 med at få en depression. I marts 2015 mistede jeg min mor, som egentlig fungerede som min hverdagsstøtte (og endda meget mere end jeg anede – så den røg også der). I maj samme år styrtede min far på cykel og kom til skade, hvilket gjorde, at jeg måtte lave mad og passe os begge selvom jeg havde det elendigt. (Jeg har altid haft problemer med mad, så da min kunne lave mad igen, blev min angst for at lave mad meget værre fordi jeg bare var blevet kastet ud i det).
I december samme år blev jeg afvist på psykiatrisk ambulatorium, hvor jeg blev erklæret uegnet til psykiatrisk behandling – (den historie kommer også senere.). Afvisningen satte mig helt tilbage til 0. Jeg havde håbet på endelig at kunne få hjælp, da min psykolog havde ‘opgivet’ at hjælpe mig, men når personer højere oppe end min psykolog ikke kunne hjælpe mig, hvem kunne så? Jeg gik derfor egentlig bare rundt og fik det værre og værre, men jeg ville ikke spørge om hjælp, da jeg jo alligevel bare ville blive afvist. Det har sat sine spor hos mig at blive afvist, og jeg har meget svært ved at tro på at det offentlige kan og vil hjælpe.
Sidst på året 2016 blev jeg igen henvist til psykiatrisk ambulatorium. Denne gang blev jeg henvist med angst og OCD istedet for depression. Jeg havde udviklet angst i så stor en grad at det begyndte at styre min hverdag. Jeg havde dagligt angstanfald og var super utilpas i min krop konstant. Min selvskade for at kunne være i angsten og utilpasheden blev også værre og oftere.
2. skoledag i 2017 efter juleferien blev jeg sygemeldt fra skolen, samt blev skrevet op til at skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. Da jeg blev indlagt havde jeg aldrig i mit liv regnet med at det ville vare i tre måneder – allerhøjest et par uger. Men, selvom tre måneder er længe, så vil jeg hverken have været der mindre eller mere. Jeg var indlagt lige tilpas! Det har både været de tre værste og de tre bedste måneder mit liv. Jeg var indlagt fra den 6.februar til den 17.maj 2017. Jeg blev udskrevet dagen efter sidste skoledag og dermed nåede jeg kun i skole én dag af 2017.
Lige inden jeg blev udskrevet, blev jeg diagnosticeret med Asperger. At få diagnosen gjorde for mig, at det er blevet lettere for min omgangskreds at forstå mig – men også for mig at forstå mig selv! Jeg har rent faktisk haft tanken omkring noget autisme eller noget i mange år, men jeg har aldrig fået gjort noget ved det.
Det lykkedes mig at blive student trods sygemelding hele 2017. Jeg havde heldigvis verdens bedste og mest hjælpsomme lærere på skolen, som gjorde det muligt for mig at blive student! Jeg ville ikke have klaret det uden deres hjælp. Jeg vil lave et indlæg om, hvordan jeg kom igennem gymnasiet, og hvilken hjælp der har hjulpet mig til at gennemføre – for måske kan det hjælpe dig eller en du kender?