Fodbold, håndbold og VM guld til Danmarks Herrelandshold

Man kan næsten ikke undgå at have hørt om herrelandsholdet, som efter en vanvittig finale vandt VM – og hold da fast hvor er det sejt.

Men, jeg må ærligt indrømme at jeg har været lidt en ’dårlig dansker’, da jeg ud af alle deres kampe kun så sidste halvleg af finalen – jeg blev jo nødt til at have set lidt så jeg kunne snakke med om det. Og heldigvis, så førte de allerede stort da jeg tændte for tv’et. Jeg er SÅ dårlig til konkurrencer/kampe. Jeg kan ikke holde ud at være tilskuer – eller at se dem tabe. Jeg havde bevist undgået at se kampene, da det stresser mig sindssygt meget, og i sidste ende gør det ingen forskel for mig- eller dem- om jeg ser det eller ej, så hvorfor stresse mig selv med at se det? Men jeg skal da lige love for at jeg havde undervurderet hvor stressende det egentlig var, haha. Lige fra det sekund jeg tændte tv’et, så spændte hele min krop, jeg var angst, jeg glemte at trække vejret og ja. Igen, heldigvis førte de så meget allerede i starten af anden halvleg, så der var ikke rigtig noget at komme efter – men hvem gider at byde sig selv den stress og angst frivilligt. haha? Jeg tør sletter ikke tænke på hvor stressende det havde været hvis ikke vi havde været foran da jeg tændte tv’et. 😜 Jeg kan heller ikke holde ud at kigge på det, fordi jeg gerne vil være med. Jeg har altid været dårlig til at ‘sidde på bænken’. Da jeg var yngre var jeg meget aktiv med både fodbold og håndbold. Jeg var lidt en all-arounder i begge sportsgrene, da jeg bare tilpassede mig det nye sted jeg blev placeret. Til håndbold havde mit hold en overgang min mor som træner, så det var en ting jeg var sammen med hende om. Jeg kan i dag sommetider godt savne at spille håndbold eller fodbold, og har da også haft i tankerne om at starte et sted, men der er bare så mange ting der spiller ind nu som er svært for mig, men som ikke ’var der’ dengang… Da jeg startede til fodbold da jeg var lille, startede jeg på drengeholdet fordi jeg var relativt på niveau med dem. Jeg var ikke særlig hurtig, eller den der kunne skyde længst, men jeg var vanvittig dygtig til at læse spillet og mine modstandere. Jeg har stået mest i forsvar, da det er den sidste ’mur’ inden målmanden, og de kom  da sjældent forbi mig (hvis jeg selv skal sige det). Jeg har dog også – for at få lidt veksling – været i angrebet for at kunne score nogle mål og få den glædesrus derfra og endte så til sidst i min ’fodbold-karriere’ som målmand 😄 Jeg spillede ofte hele kampen uden udskiftning fordi jeg – igen uden at prale… – læste spillet ret godt. Selvom det var skidt hårdt fysisk, så var det faktisk det jeg havde det bedst med, for jeg har alle dage været dårlig til bare at være tilskuer, jeg vil gerne være med. Da mit hold nåede en periode hvor ‘alle skal udskiftes’, så trådte jeg til da vi manglede en målmand, for der var jeg sikker på ikke at blive skiftet ud (jaja, lidt snu er jeg). Fodbold kan jeg også godt savne nogle gange – ofte faktisk – men igen er der mange ting der spiller ind nu som ikke var dengang, og som er svære for mig lige at være i.

Fodbold har for mig været en KÆMPE faktor for at jeg har fået min sociale dosis som jeg skulle have. I folkeskolen spillede jeg stort set fodbold hvert frikvarter. Jo ældre vi blev, jo flere slåskampe blev der så også på banen, men jeg var heldigvis ikke slap, så de kunne bare komme an 😉 Ej, jeg kan godt spille spil, fodbold, håndbold etc. – og også klare at tabe – hvis bare dem man spiller mod spiller fair play. Hvis IKKE de spiller fair, så er jeg ikke sjov at spille med, for hvis de må bruge beskidte tricks, så må jeg vel også? Jeg er blevet bedre til at kontrollere det med årene, men lige der i 5.-6.klasse, var jeg med i rigtig mange slåskampe som startede på fodboldbanen. Sporten gjorde at jeg var sammen med andre mennesker, men jeg behøvede ikke at ’snik-snakke’ som man jo ofte gør. Det gjorde dog også at jeg ikke havde så mange ’pigevenner’ og de pigevenner jeg så havde, dem spillede jeg selvfølgelig også fodbold med!
Jeg vil sige, at mine forældre også gjorde rigtig meget for at fodbold, håndbold, musik og hvad jeg ellers har gået til var trygt for mig at komme i. Enten min far eller mor, sommetider begge, var ofte en af de forældre som kørte når vi skulle til kamp. Jeg er sikker på at mange forældre ville tænke at ”det kan de andre forældre gøre”, eller ”vi gider ikke” – og det tænkte mine forældre sikkert også en enkelt gang eller to, men de kørte alligevel fordi JEG gerne ville have dem med. Når jeg ser tilbage i dag, så var det nok fordi jeg havde brug for at de var der, og ikke bare fordi jeg ’ville’ have dem med.  Jeg er dem evigt taknemmelig og jeg var også svær at få af sted når de ikke kunne køre mig.

Noget af det der holder mig tilbage fra at starte igen, det er det sociale, kommunikationen med andre og ingen surprise, det fysiske. Jeg har både haft brækket ryggen i 3.klasse og landet forkert i et spring på efterskolen i 2012, hvor min knæskal gik af led og jeg endte med operation og så kan jeg ikke løbe fra også at være overvægtig Nu er jeg så startet i fitness og håber det kan styrke det lidt samt selvfølgelig også smide et par kilo og få større muskler. 😊

Det var meget nemmere som barn – og jeg er glad for at jeg gjorde det da jeg var barn, for nu har jeg prøvet det.! Jeg håber at jeg en dag kan komme igang – men lige nu er det fitness, musikken, bloggen og foredrag jeg fokuserer på 😊

Jeg har været lidt i gemmeren og fundet nogle billeder fra min tid på fodboldbanen 😀 Jeg kunne desværre ikke finde nogle fra håndbold… 😀

Men i hvert fald til sidst, KÆMPE TILYKKE til vores herrelandshold! De er for vilde og fortjener opmærksomhed og klapsalve (får de dog ikke fra mig, for jeg kan ikke lide at klappe 😜 (læs om det indlæg her))

Krammer og møsser 

❤️ LINE PHARAO STEIN ❤️