Angsten styrede mit liv

Få brugt sin stemme

I tirsdags skulle jeg/vi stemme til det kommunale- og regionale valg. Dette indlæg er ikke så meget til at snakke om hvad jeg stemte eller hvad I stemte, men mere min oplevelse af hele den dag der skulle stemmes.

For det første, så interesserer politik mig overhovedet ikke. Når jeg ikke interesserer mig for noget, så skænker jeg det ikke en tanke. Selvom jeg allerhelst bare ikke ville stemme, så vil jeg alligevel gerne støtte at vi i Danmark har demokrati, og derfor forlanger jeg af mig selv, at jeg SKAL stemme – om det så er blankt, det er lige meget, bare jeg stemmer.

Det er ikke nogen hemmelighed, at sådan en valgdag kan være meget forvirrende og svær for en autist. For det første, så er man sjældent alene det sted man skal stemme, og der render vi ind i problemet: “Andre mennesker”
For det andet, så kan vi ikke forberede os på hvordan stemme sedlen ser ud, og der render vi ind i problemet: “Uvished”
For det tredje, så er der såååå mange forskellige kandidater at stemme på, og her render vi ind i problemet: “Besvær ved at tage beslutninger” (som iøvrigt faktisk er en gennemgående ting ved autister).

Så er der selvfølgelig også alle spørgsmålene med hvordan gør man? Hvor mange gange skal man folde sedlen? Hvor skal de hen når de er foldet?

Hvordan forberedte jeg mig til valget

Egentlig, så gjorde jeg INTET før dagen inden. Man får sit valgkort med posten, og så går man ned til sit valgsted og får den byttet til en stemmeseddel – det vidste jeg dog ikke. Jeg turde ikke åbne brevet, så det var faktisk uåbnet indtil dagen før, og derfor anede jeg heller intet om hvornår jeg skulle og hvor jeg skulle stemme.
Mandag eftermiddag begyndte jeg at bukke under for presset og skrev til min Støttekontaktperson. (Se samtalen på billedet nedenunder)

skaermbillede-2017-11-24-kl-13-32-08

Jeg spurgte hvordan jeg skulle stemme, og hun svarede meget detaljeret. Jeg kunne altså tage ned til mit valgsted og vide hvad jeg skulle uden at skulle bruge ‘ekstra kræfter’ på det. Hvis jeg blev i tvivl mens jeg stod dernede, så kunne jeg tage beskeden frem igen, og tage det trin for trin med telefonen i hånden.

Hvordan gjorde jeg nede ved valgstedet

Jeg tog derned ca. kl 10 tirsdag formiddag. Mødte nogen jeg kendte, og det er altid et godt sted at starte. Jeg gik ind til der hvor man skulle aflevere sit valgkort for derefter at få udleveret sine stemmesedler. Jeg lurede lige af hvordan den person foran mig afleverede valgkortet, sagde sin fødselsdag, gik videre og fik sine stemmesedler og gik derefter ind bag gardinet. Jeg gjorde præcis det samme. Jeg havde hjemmefra aftalt med mig selv hvem jeg ville stemme på, så det skulle jeg ikke stå og beslutte dernede. Jeg har derfor også kun læst navnene på de kandidater/partier som jeg nu stemte på. Jeg aner ikke hvilken rækkefølge partierne stod i, eller hvilke partier der var på sedlen osv.

Udover det, så skal Bolderslev virkelig have et klap på skulderen for autist venlig valgsted. Selvom der nok ikke er tænkt på at det skulle passe på autister, så var det spot on.
1., så var der pile lige fra indgangen.
2., så sad der tre søde mænd, hvor den første scannede dit valgkort og bad om din fødselsdag, den anden tog dit valgkort, og den tredje gav dig stemmesedlerne. Den første mand som spurgte om min fødselsdag efter at have scannet mit valgkort, han sagde: “Line, kan du fortælle mig din fødselsdag”?… Jeg er ikke helt selv kommet frem til hvorfor, men når jeg bliver nævnt ved navn, så føler jeg mig mere tryg og værdsat. Så ja, jeg var allerede ‘godt tilpas’ ved første trin til at stemme.
3. når man havde sat sit kryds og skulle smide det i en boks, så var der samme farve på boksen som på papiret. Så, den gule seddel skulle i boksen med det gule papir på, og den hvide seddel skulle i boksen med det hvide papir på – udover det, så stod der også en rar mand, som kunne hjælpe hvis man nu blev i tvivl (som jeg jo alligevel gjorde fordi jeg overtænker det hele..).

Men, alt i alt, så var det virkelig et positivt valg. Ikke et postivt valg med hvem der blev valgt ind osv, men på den måde, at jeg gik forberedt derned, og gik derfra uden at have været ALT for meget på overarbejde.

Jeg håber at de folk der stod for valgstedet i Bolderslev læser der her, og dermed får bekræftet de gjorde noget rigtigt!
Jeg håber også at folk som stod for andre valgsteder og som ikke gjorde det på denne autist venlige måde, vil lære af det til næste gang.
– og så selvfølgelig også unge med autisme, som måske ved hvad de skal gøre næste gang de skal stemme, eller til forældre som ved hvordan de næste gang evt. kan hjælpe deres barn 😊

Krammer og møsser

e296c960f0216c3ccb712aeed941a69d

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Angsten styrede mit liv