Line Pharao Stein – Mit liv med Asperger

Kære alle sammen.

Et nyt år er allerede godt i gang. 2018 bliver et rigtig spændende år for mig.

Jeg har, i et par måneder efterhånden, arbejdet på noget, som meget snart bliver en realitet! Den 24.januar skal jeg for første gang afholde mit oplæg/foredrag, som hedder; “Line Pharao Stein – Mit liv med Asperger”.
Oplægget den 24.januar vil ikke være offentligt, da jeg først lige skal afprøve om jeg kan stå og fremlægge. Den 24.januar bliver altså et slags prøveoplæg – både for at se om jeg kan, men også for lige at teste oplægget.

Efter den 24.januar er der sikkert noget der lige skal rettes til osv, og derefter begynder jeg at tage ud og fortælle om mit liv med Asperger. Oplægget kommer til at belyse emner som jeg også har skrevet om på bloggen, men også mange andre ting.

Jeg er super spændt på det her, og jeg glæder mig super meget!

Jeg har altid vidst hvad jeg havde brug for. Hvis noget ikke passede mig, så kunne jeg også sætte ord på hvorfor – jeg er desværre bare ikke altid blevet mødt med forståelse. Selvom jeg sagde præcis hvad jeg havde brug for, for at det skulle passe i hovedet på mig, så var det som om de gjorde det stik modsatte. Det har bestemt ikke gavnet mig i min udvikling til at finde ud af mig selv, da jeg hele tiden følte at alle vidste bedre end jeg gjorde – for det var det alle gav udtryk for. Heldigvis, så har jeg fået en støttekontaktperson som forstår mig, og som kan lære mig at forstå mig selv. I takt med at jeg er begyndt at forstå mig selv, så har jeg også kunnet lære af al den modstand jeg har gennemgået. Jeg lærte selvfølgelig allerede af dem dengang, men det er som om forståelsen af mig selv, også hjælper mig med at forstå hvorfor dem omkring mig har reageret som de har gjort.

Jeg er gået igennem rigtig mange ubehagelige diskussioner og oplevelser i mit liv. Stort set dem alle er hændt grundet uvished omkring mig og min diagnose. Jeg håber, at ved jeg fortæller min historie, kan hjælpe andre med ikke at gennemgå de samme diskussioner som jeg selv har.

Den ‘røde tråd’ i mit oplæg kommer til at være barn vs. voksen. Da jeg var barn havde jeg stadig min mor, som gjorde rigtig mange ting for mig. Jeg mærkede derfor ikke hvor svært jeg havde det. Både fordi jeg havde super meget stabilitet i mit liv, men også fordi jeg var et barn. Forventninger til en når man er barn er ikke nær så stort som når man er voksen. Jo ældre jeg er blevet, jo højere er forventningerne til mig og min kunnen blevet, og jo vanskeligere er det også blevet for mig at leve i en neurotypisk verden. Jo ældre jeg er blevet er jeg også blevet mere bevidst om at jeg ikke interesserer mig for de samme ting som mine jævnaldrene, eller at jeg kan de samme ting som dem. Jeg er altså blevet mere bevidst om at jeg er anderledes i forhold til min neurotypiske venner.
Efter jeg har fået min diagnose, er forventninger stadig høje, men det er mere acceptabelt at jeg ikke kan alle ting.

Udover det, så vil jeg også komme ind på autisme og sorg (hvordan reagerede jeg), min skolegang, mine strategier og metoder etc.

 

Jeg håber at se jer til en af mine oplæg i fremtiden <3

Krammer og møsser