December måned er nær

Vi rammer snart december måned. Siden 2015 har december måned for mit vedkommende været med blandede følelser.

Jeg elsker jul og december måned – det gør jeg også stadig, men jeg bliver også bare mindet om at min mor ikke er her mere. Både fordi hun ville have haft fødselsdag den 11.december, Aabenraa Skoleorkesters julekoncert, som vi har været til hvert år i 11 år, og så selvfølgelig fordi det er jul og nytår.

Jeg får i år en meget travl musikalsk julemåned – det er virkelig dejligt. Der skal spilles en del med både Aabenraa Skoleorkester og Flyverhjemmeværnets Musikkorps (FHVMK). Vi startede allerede i lørdags med Aabenraa Skoleorkester, hvor vi fik vækket julemanden, så han kan komme ud med gaverne 😉 Udover at vække julemanden og øve om torsdagen, så har vi også en koncert på et plejehjem, en døgninstitution, ’første søndag i advent’-gudstjeneste koncert i en kirke og selvfølgelig vores årlige julekoncert for familien.

Med FHVMK har vi to julekoncerter. Den første koncert skal spilles i Tyrstrup Kirke og den anden på Kolding bibliotek. Jeg kan desværre kun komme til den anden koncert, som er den 13.december på Kolding bibliotek. Jeg ville virkelig gerne komme til den første koncert også, da jeg typisk er en man kan regne med, og jeg passer mine ting. Der er også kun et ‘problem’ og det er, at jeg øver med Skoleorkesteret om torsdagen.
Jeg er sikker på, at for ikke-autister, vil det ikke være noget problem at sige, at jeg spiller lige den koncert til fordel for en øve gang, da det andet trods alt kun er en øve gang. Men, sådan fungerer det bare ikke ved autister – og især ikke ved mig. Mine torsdage har de sidste 11 år foregået således, at jeg spiser aftensmad ved min farmor og farfar omkring kl. 17.00 og kører så til Skoleorkester kl. 17.25. Jeg skal undervise kl. 17.45, så jeg er der i rigtig god tid – men… det er fordi jeg prøver så vidt som muligt at få den samme parkeringsplads hver gang. Der er dog et problem med den plads og det er, at min dirigents bil også skal holde et bestemt sted for at der er helt ro i hovedet på mig. De sidste par måneder er det ikke gået så godt med at få de parkeringspladser, desværre 😕 Så, min torsdag er planlagt med både aftensmad, parkering, undervisning og egen prøve fra kl. 17-21 og jeg kan derfor ikke lave andet end det i de timer.
– men når jeg så samtidig er så pligtopfyldende som jeg nu engang er, så sætter disse situationer mig virkelig på prøve – det gjorde det også denne gang. Først sendte jeg en panik besked til min støttekontaktperson(SKP), som selvfølgelig mente jeg skulle gøre det der ville foregå mest roligt, som jo vil være skoleorkesteret. Normalt plejer det at være ok når hun råder mig til hvad jeg skal gøre, men denne gang var det ikke nok for mig. Jeg blev ved med at pointere hvorfor jeg skulle tage til koncerten, men også hvorfor jeg skulle tage til orkester… Jeg fik faktisk først ro på, da en fra FHVMK som jeg kører med, og som kender mig privat sagde til mig; “du kommer ikke til koncerten i Tyrstrup kirke, da du skal øve med skoleorkesteret”. Somme tider har jeg brug for at der er en der tager beslutningen for mig, så jeg er glad når folk gør det.

Det der med at tage beslutninger, det er ikke en yndlings ting for os autister. Der er så mange ting der spiller ind her. Ét er jo, at man vælger noget fra frem for noget andet, men er det så det rigtige man har valgt til og fra? Og hvordan var det gået hvis du havde valgt anderledes? Ofte vil det gøre alt meget nemmere, hvis der er en der siger; “du gør sådan her”, i stedet for “hvad vil du helst?”. Jeg ved med mig selv, at jeg vil helst det hele. Jeg vil ikke/kan ikke vælge noget fra frem for noget andet, for jeg vil ikke svigte nogen. Jeg har ofte haft min mor eller far til at melde afbud for mig, fordi jeg simpelthen ikke har været i stand til at møde op, både pga. både fysisk og psykisk syge. Stod det til mig, så var jeg mødt op og passet mit job som menneske og for ikke at svigte nogen. Min SKP og jeg arbejder på; Hvad er bedst for Line? – og ikke hvad er bedst for alle andre. Det er lang vej, rigtig lang vej, men jeg har også 20 års erfaring i at gøre hvad der er bedst for andre og lukke af for mine egne behov.

Noget du også kan gøre lettere for dit barn, din ven, eller en helt tredje person, det er, at komme med f.eks. to valgmuligheder.
Hvis vi nu tager aftensmaden. I stedet for at sige; “hvad vil du gerne have til mad?”.. så sig i stedet; “vil du helst have boller i karry eller kartofler og brun sovs”?. Vi skal her selvfølgelig også vælge noget fra frem for noget andet, men alligevel kræver det færre kræfter end hvis vi selv skal til at finde på en ret vi gerne vil have. Og, når man får to valgmuligheder, så kan man jo altid sige, at vi får det ene i dag og det andet i morgen.

Krammer og møsser