SKOLE – MINE Behov, MINE Strategier, MIN Historie / DEL 4

Dette er del 4 (og sidste) i ‘SKOLE – MINE behov, MINE strategier, MIN historie’-serien. 
Dette 'afsnit' handler om den undervisning som JEG giver. Min elev har været med i skrive- processen og har givet lov til at udgive dette.

Del 1 kan læses her ( Indledning og folkeskole) Del 2 kan læses her (Gymnasiet, 1.-3.g) Del 3 kan læses her (Mit 4.g år)

I forbindelse med skoleorkester om torsdagen underviser jeg en pige i trompet (på 11-12 år tror jeg). Jeg har haft en del elever igennem tiden. Nogle har været yderst forfærdelige og energi drænende for mig at undervise og andre har været skønne og spiller skide godt den dag i dag. Med hende jeg underviser nu, er det næsten uhyggeligt. Hun minder simpelthen SÅ meget om mig, at det skræmmer mig (dog på den gode måde). Hun er FULDSTÆNDIG som jeg var i den alder - altså, som i fuldstændig. Jeg kan læse hende uden hun siger noget, fordi jeg selv reagerede på den måde da jeg var yngre. Vi griner HVER GANG, da det er vigtigt for mig at undervisning er sjovt.. men, somme tider ender hun også med at græde når jeg presser hende. Første gang (inden jeg opdagede hvor meget hun minder om mig) fik jeg virkelig dårlig samvittighed fordi jeg troede jeg havde sagt noget som gjorde hende ked af det. Da jeg gik hjem fra den undervisning, kørte mine tanker virkelig på højtryk for at finde ud af hvad jeg kunne have sagt som sårede hende så dybt at hun begyndte at græde. Der gik ikke længe før det faktisk gik op for mig hvorfor hun blev ked af det. Eftersom hun kun lige var startet på trompet, så skal der jo både læres noder og at få lyd ud af instrumentet/spille. Jeg havde sagt hun skulle spille et af de numre vi havde øvet til undervisning. Hun kunne ikke spille den - fejlfrit. Hvilket ikke var det jeg bad om. Jeg bad hende om at gøre et forsøg. Hun blev ked af det fordi hun ikke kunne spille fejlfrit med det samme - præcis som jeg gjorde før. Jeg græd når jeg ikke kunne finde ud af noget. Jeg føler mig virkelig dobbeltmoralsk når jeg sidder der overfor hende og siger hun ikke skal græde. Dobbeltmoralsk når jeg siger til hende at det jo er hos mig hun skal lave fejl fordi det er undervisning, og dermed her hun skal lære. Dobbeltmoralsk når jeg siger hun skal lade være med at sige: “det kan jeg ikke” før hun overhovedet har prøvet. Dobbeltmoralsk fordi jeg har gjort (og somme tider stadig gør) præcis det samme!! (Dem der kender mig rigtig godt, sidder sikkert og nikker med hovedet lige nu, for hold da op hvor har det også været min strategi det meste af mit liv.)Startet med at sige jeg kan ikke. Grædt når jeg så ikke kunne perfekt første gang. Ikke turdet give det et forsøg fordi jeg var bange for at fejle.

Jeg får den vildeste følelse af dobbeltmoralskhed…. men på den anden side, så har jeg jo været der hvor hun er, og set at det ikke gavner noget som helst, andet end at man slår sig selv i hovedet uden grund og aldrig får lov til at vise sit værd.

(…) OBS. Jeg begyndte at skrive denne historie ned i december og kan ikke overskue at skulle ændre evt. datoer og tillægsord. Så hav i mente at det er skrevet i december 2019 (…)

 For et par uger siden gav jeg hende lidt af en opsang. Jeg er træt af at hun i starten af undervisningen siger: “det kan jeg ikke”, “ej det er for svært” eller hvad hun nu kan finde på - uden overhovedet at have givet det et forsøg… Det irriterer mig grænseløst… For hver gang. Hver. Evig. Eneste. Gang. ender hun med til sidst faktisk at kunne spille det jeg bad hende om - og endda med ordene: “det var da ikke svært”. Jeg er træt af at skulle bruge så lang tid på at fortælle hende hun godt kan, for hun kan godt. Men hun bliver bremset af sin egen usikkerhed/perfektionisme – og det er så pisse ærgerligt. Men, selvom jeg er træt af det og det irriterer mig, så giver jeg ikke op på hende. Lige siden hun startede hos mig, så har jeg prøvet forskellige undervisningsmetoder for at finde ud af hvordan HUN lærer bedst. Jeg har forsøgt mig med de metoder som fungerer for mig, og de virker også…. Somme tider, og andre gange er vi tilbage ved nul og hun går totalt i baglås. Jeg er derfor begyndt at spørge hende hvordan hun tror hun lærer bedst. Jeg ved jo hvordan JEG lærer bedst og jeg kan også til dels mærke hvordan hun lærer bedst, men jeg har brug for at hun selv sætter ord på hendes behov – for hendes egen skyld. Jeg har hende, så nu kan jeg lige så godt også lære hende lidt om livet og give hende styrke og mod til at stå op for sig selv og sine behov – så hun ikke ender ligesom mig selv, som først nu skal til at lære at stå ved mine behov. Derfor skal det komme fra hende selv, fordi det også vil hjælpe hende i fremtiden at lære selv at komme frem til de bedste løsninger for hende. I sidste uge endte vi igen helt derude hvor jeg pressede hende lidt for meget end hvad hun kunne holde til og hun blev VIRKELIG ked af det denne gang. Hun havde fået nogle julenoder med hjem, og vi havde kigget på dem sammen torsdagen inden og der kunne hun godt spille dem. I torsdags startede hun igen undervisningen med at sige hun ikke kunne og at hun ikke fattede noget som helst.  Jeg havde optaget numrene da vi øvede dem i det store orkester, og afspillede det så mens hun skulle spille til. Det kunne hun ikke, og derfor bad jeg hende så bare om at pege på noderne mens vi stadig lyttede til optagelserne – og det kunne hun bare ikke. Så slukkede jeg musikken og bad hende tælle højt og fortælle hvor lang de enkelte toner var – og det gjorde hun. Fuldstændig fejlfrit lige med det samme… Jeg spurgte hvorfor hun så ikke bare gjorde det til at starte med, hvortil hun svarede: ”Jamen det var også det samme jeg tænkte oppe i hovedet da jeg ikke kunne finde ud af det”. Jeg svarede hende at det jo ikke gav mening. At hun havde tænkt/gjort PRÆCIS det samme, men den første gang var det jo forkert? Jeg sagde igen at det ikke gav mening og at det kan hun simpelthen ikke have tænkt begge gange, for det hun havde gjort var forskelligt? Jeg sagde: ”Det har du ikke tænkt” og det triggede noget i hende så hun blev en smule sur oveni, for hvor skulle jeg vide det fra? Og hun har jo fuldstændig ret. Jeg ved jo ikke hvad hun har tænkt? Jeg kan ikke udtale mig om hvad hun har tænkt, for jeg er ikke inden i hendes hoved? - men, det var ikke det jeg mente. Jeg mente bare, at det jo ikke er muligt at tænke præcis det samme når hendes handlinger ikke var ens? Jeg forsøgte ikke at fortælle hende hvad hun havde tænkt. Vi snakkede derfor med hinanden og fandt frem til hvordan vi begge kunne forklare hvad vi reelt mente.

// Det hører man ofte. At folk på spektret (kan selvfølgelig også ramme alle, diagnose eller ej) bliver presset for hårdt og så knækker filmen. Forskellen ligger i, hvordan man håndterer det bagefter. Bliver man ved med at presse på? Siger de skal tage sig sammen? Giver op på dem? Eller træder man nogle skridt tilbage og kigger på hvor det gik galt? //

Hun sagde noget, som virkelig fik mine øjne op – og som fik mig til at huske at jeg gennemgik præcis det samme. Mens hun græd, fik hun fremstammet: ”Det er ligesom ovre i skolen”. Og manner… det var virkelig som en kniv i hjertet. Det gjorde mig SÅ ked af det, fordi jeg ikke vil være sådan. Hun fortalte så, at hun i matematik skulle regne noget ud, men at hun ikke havde gjort præcis som læreren havde sagt. Hun havde fundet hendes egen måde at regne regnestykket på, og var også kommet frem til det rigtige resultat, men havde så fået at vide af læreren at det ikke var godkendt, fordi det ikke var den regnemåde læreren ville have. Selvom jeg helst havde lyst til selv at løbe grædende ud fordi jeg havde så dårlig samvittighed over at have gjort hende så ked af det – og ikke mindst have givet hende den samme forfærdelige følelse som hun har mødt i skolen af nogen som ikke lytter til hende. Jeg gik selvfølgelig ikke, men havde brug for at finde ud af hvad hvordan hulen vi kom videre derfra. Vi sad i fuldstændig tavshed i 3-4 minutter. Jeg havde for det første brug for lige at falde ned, fordi jeg var blevet lidt ophidset af hendes ’jeg-kan-ikke’-attitude, fordi jeg ved hun godt kan. Derfor havde det nok også virket som om jeg skældte hende ud – og det ansvar tager jeg fuldstændig på mine skuldre. Men igen, jeg kunne have valgt bare at blive ved med at presse hende fordi jeg ved hun godt kan… men jeg valgte i stedet at gå i tænkeboksen og finde en løsning. Jeg undskyldte selvfølgelig for at have presset hende og bad hende lære at sige til inden vi når helt derud. Jeg bad hende også lære at sige til når det reelt er ’jeg forstår ikke og kan ikke’-situation, eller om det bare er den der usikkerheds- og perfektionisme stopklods. Derefter spurgte jeg hende hvad vi skulle gøre for at hun lettere kunne lære det. Først svarede hun at det ved hun ikke, men det svar kan jeg ikke bruge til noget. Hun er den eneste der ved hvordan HUN lærer bedst, det kan jeg ikke vide. Vi sad lidt og hun blev ved med at sige at hun ikke vidste hvordan hun lærer bedst. Efter et par minutter sagde hun dog, at henne i skolen synes hun selv at hun lærer bedst når læreren står ved tavlen og gennemgår lektierne. Det gjorde vi så. Jeg gik op til tavlen, fandt noget kridt og skrev noderne til den sang hun ’ikke forstod’. Jeg skrev det én tone ad gangen. Jeg fortalte hende ikke at det reelt bare var den samme sang som jeg skrev på tavlen, hun troede bare jeg skrev tilfældige toner. Jeg skrev nogenlunde halvdelen af sangen på tavlen, og da hun havde spillet det, så bad jeg hende vende sig om, kigge på de oprindelige noder og spille. Så spillede hun fuldstændig selvsikkert de samme takter som var skrevet på tavlen – og yderligere RESTEN AF SANGEN! Resten af sangen som vi overhovedet ikke havde kigget på. Jeg vidste godt hun kunne, men at se hvordan hendes selvtillid kom tilbage efter at have spillet hele sangen, det var helt fantastisk. Jeg bad hende om at klappe sig selv på skulderen og sige godt gået til sig selv. Jeg sluttede timen af med at sige til hende, at vi sammen skal finde ud af hvordan HUN lærer bedst. Lige meget hvor tosset det måtte være (mit eksempel var at hun skulle stå på hoved for at lære noderne bedst), så skal hun ikke være bange for at sige det højt hos mig.

Det jeg vil med dette indlæg er at sætte fokus på hvor individuelt det er vi lærer bedst, og hvis vi bare gav os mere tid til at møde eleverne i øjenhøjde og lytte til DEM, så ville det blive meget lettere for rigtig mange at gå i skole. Så ja, jeg ved godt det ikke er det letteste i verden at imødekomme folk på spektret og deres behov, forskellen på mig selv og er andre er nok bare, at jeg lynhurtigt opfatter når grænserne er overtrådt og jeg skal bakke tilbage – og aller vigtigst, lige meget hvor mærkeligt behovet måtte være, så accepterer jeg det med det samme, fordi jeg selv har nogle ’besynderlige’ behov set udefra.

Vigtigheden af det hele er, at INGEN er ens. Men også, at bare fordi det sidste gang var tavleundervisning der fungerede, så er det ikke sikkert at det er metoden i næste uge? Men, fordi jeg er meget åben og opmærksom på min elev, samt snakker med hende, så kan vi for det meste hurtigt tune os ind på hvilken metoder der er bedst lige den dag.

Det er virkelig lærerigt for mig at have min elev, og ikke mindst at vi somme tider ender ud i de situationerne hvor en af vores grænser bliver overtrådt. Selvom vi ender helt derude hvor vi begge bliver frustrerede og sure på hinanden, så slutter vi ALTID undervisning af med et grin.

Jeg har spurgt min elev om hun selv vil sætte ord på vores undervisning - det vil hun gerne, og jeg glæder mig sygt meget til at læse om hvordan hun oplever vores undervisning 😍  Det eneste krav jeg har givet hende er, at hun er ærlig. Hvis der er noget som ikke fungerer, så er det mindst lige så vigtigt at få fortalt det, som det er at fortælle det gode. Ihhh, jeg glæder mig 😍

For lige at slutte med noget sjovt. Selvom jeg er 'den voksne' og er læreren, så kommer der episoder hvor det er MIG der er ustyrlig. Når min ADHD brænder igennem så hænder det at JEG forstyrrer undervisningen. Jeg kan sætte hende igang med at spille og lige efter danse helt ustyrligt på min stol. Eftersom jeg sidder ved siden af hende, så kan hun fornemme mine bevægelser ud af øjenkrogen og bliver forstyrret. Hun fortæller mig når jeg forstyrrer og så ender jeg som regel med at sætte hende igang og så gå om bag ved hende så hun ikke kan se mig. Der er også tider hvor jeg kan kontrollere det kun ved at tage min fidget spinner frem og sidder med den i hænderne. Somme tider skulle min elev have en medalje for at gå hos mig 😂 Tilgengæld er undervisning ALDRIG kedelig med mig - aldrig. 😉