Min mors død

Jeg har ventet på det rigtige tidspunkt at komme ud med dette på – og i dag er dagen.

I dag er det den 31.marts 2018. Det betyder, at det i dag er tre år siden at min mor døde. Tre år siden at min families- og min egen verden blev vendt på hoved. Selvom det er tre år siden, så har jeg stadig meget svært ved at folk ikke ved hvordan min mor døde. For som jeg har nævnt før, så døde hun ikke ’bare’. Hun døde som følge af omsorgssvigt og det gør rigtig ondt at vide, at det ikke skulle have endt sådan – hvis bare de havde passet deres arbejde… Det er altid svært at miste nogen man holder af, det er jeg ikke i tvivl om, men at miste en man holder af på bekostning af andre, det har gjort det endnu svære - ihvertfald for mig.

Dette kommer til at være en ’serie’ bestående af flere indlæg. Jeg vil fortælle hvordan JEG oplevede min mors død i marts 2015. Det ville være meget mærkeligt hvis ikke det gik mig på at jeg mistede min mor – men, jeg mistede ikke bare min mor. Hun blev taget fra mig på et tidspunkt hvor det ikke skulle være sket. Udover det, så var hun ikke bare min mor. Hun var min stabilitet i hverdagen, min bedste ven, min ’person’ og hun forstod mig bedre end jeg selv gjorde.

I del 1, som er dette indlæg, fortæller jeg om tiden inden ”døgnet i mareridt” som jeg kalder det. Den foregår derfor i tiden inden mandag den 30.marts 2015.

Sidste del af denne ’serie’ er egentlig allerede ude. Den handler om hvordan jeg reagerede da min mor døde. Indlægget blev allerede skrevet på hendes fødselsdag den 11.december 2017, og det kan I læse ved at klikke her: "Jeg vil selv mene, at jeg i dag endnu ikke har accepteret at hun er død. Jeg har erkendt det, ja, men ikke accepteret. Jeg føler at erkendelsen og sorgbearbejdelsen har været svær og taget længere tid, fordi jeg først har skullet over vreden og hadet til de mennesker der var skyld i hendes død." (skrift fra indlægget)

Tilbage til dagene før ’døgnet i mareridt’.

Det startede egentlig mange år inden 2015. Min mor begyndte at få ondt i ryggen grundet en diskosprolaps. Til sidst havde hun så ondt, at hun ikke kunne holde det ud mere. Vi havde snakket om en operation i ryggen i længe, men hun havde udskudt operationen i meget længe – måske længere end hun burde have gjort - men til sidst nåede hun dertil, hvor operationen var den eneste udvej for at få det bedre. Hun kunne til sidst næsten kun stå op og køre mig i skole, og så måtte hun tilbringe dagen i sengen resten af dagen. Hun fik morfin for at dulme smerterne. Selvom jeg godt vidste hun havde ondt, så var hun rigtig opmærksom på ikke at vise det overfor mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Efter at have udskudt operationen så længe, blev der fastsat en dato. Hun skulle derfor den 24.marts have stivgjort ryggen. Mandag den 23.marts blev hun indlagt så hun kunne gøres klar til operation osv. Jeg blev indlagt med hende der den 23. Marts, da jeg næsten ikke havde se hende i en måned og jeg ville gerne være sammen med hende – og omvendt. Jeg havde ikke set hende sådan rigtig hele marts måned. Jeg havde fra den 1.-8. marts været på bigband turne i  Tjekkiet med bigbandet. Da jeg kom hjem derfra, var jeg syg, og måtte derfor ikke være alt for meget i kontakt med hende, da hun skulle være 100 % rask til operationen og derfor ikke måtte blive smittet.  Jeg lå altså syg fra den 8.-14. Marts, og den 15.marts tog jeg til Rom på Studietur med klassen. Oprindeligt skulle vi være i Rom fra den 15.-20.marts. Vi havde derfor aftalt at spise sammen hele familien den 21.marts, for at sige ’held og lykke’ og bare nyde tiden sammen. Vi vidste jo at hun efter operationen ville være sengeliggende i et par måneder, så der ville gå længe før vi kunne spise ude som familie. Men, grundet strejke i lufthavnen og flyselskaber, så kom vi først hjem natten til den 23. Egentlig skulle jeg have været oppe og i skole, men da vi var i Rom havde jeg snakket med min lærer, Jacob, da jeg var grædefærdig over ikke at kunne nå hjem. Han havde derfor sørget for at jeg kunne holde fri om mandagen, og dermed blive indlagt sammen med min mor. Selvom hun faktisk sov det meste af dagen, og jeg sad og redigerede video, så var det rart at være i nærheden af hende. Selvom mine rejser ikke rigtig har noget at gøre med min mors død, så forbinder jeg dem alligevel med ’historien’ om hendes død. Det gjorde noget ved mig at jeg ikke havde set hende i så længe da hun døde. Det gjorde også ondt at jeg havde misset vores sidste måltid sammen som familie. Det gør stadig ondt i dag. Når det så er sagt, så havde jeg nogle gode rejser, som også er værdigt at se tilbage på med glæde (selvom jeg var så meget væk fra min familie).

Tirsdag den 24. marts blev hun så opereret. Min far skrev til os kl. 12.53 at hun nu blev kørt på operationsstuen og at de forventede det tog ca. 4 timer – hvilket vil sige at hun ville være færdig omkring kl. 17. Det var egentlig planlagt at hun skulle være kørt til operation allerede klokken 11, så jeg var allerede her i panik, da de jo ikke har overholdt tidsplanen. (min Asperger spillede ind her, og de havde brudt tidsplanen, hvilket jeg ikke har det så godt med).  Kl. 18.37 skrev min far til os igen – altså 1.5 time senere end planlagt – at operationen var overstået og hun nu var på vej til opvågning. Det gav mig lige et par sekunders lettelse, at operationen nu var overstået. Det gik hurtigt over og jeg blev igen bekymret. Jeg kunne mærke der var et eller andet, men jeg kunne ikke sætte ord på det. Jeg havde en følelse af, at der var noget der ikke var som det skulle være… Kl. 20 får vi en besked om at hun er vågnet og gerne vil ligge på siden. De ved dog ikke rigtig hvor meget hun må bevæge sig, da de under operationen kom til at skære en vene over – hvilket også gjorde at operationen tog længere tid end forventet, da de skulle observere venen og være sikker på den ikke blødte. Hun overnattede på intensiv så de kunne holde øje med hende. Jeg håbede at det ’bare’ var det med venen som gjorde at jeg følte noget ikke var rigtigt – men selv efter at have fået det at vide, så var der stadig noget der ikke var som det skulle være.. den følelse havde jeg indtil hun døde. Min far arbejdede på dette tidspunkt i Odense, så han havde ikke så langt fra sit arbejde og hen på sygehuset for at besøge hende. Han var der stort set hver dag. Jeg bad ham om at tænke på hende, og ikke på mig. Jeg kunne godt klare at være alene i de uger hun skulle være indlagt, for jeg ville ikke have hun skulle være alene.  Jeg gik på dette tidspunkt i 2.g på Statsskolen. Jeg tog i skole hver dag, men jeg var overhovedet ikke mig selv. Jeg kunne ikke tænke på andet end min mor. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg ville rigtig gerne se hende, med samtidig ville jeg ikke. Jeg er nemlig ikke så god til når folk jeg holder af er syge eller noget, så jeg var bange for at se hende. Jeg var bange for at se hende være syg og så måske huske hende som syg og ikke som rask. Torsdag den 26.marts havde der om morgenen været en læge inde ved hende. Lægen havde sagt til hende, at hun skulle hjem dagen efter. Det var overhovedet ikke en mulighed for os, da ingen af os kunne tage os så meget af hende som hun havde brug for. Hun havde endnu ikke rigtig været oppe og gå, og hun skulle kunne gå på trapper før hun måtte komme hjem. Hun havde rigtig mange smerter. Ikke smerter i ryggen, men smerter i benet. Hun blev rigtig ked af det over den kommentar. Hun ville selvfølgelig til at starte med ikke fortælle min far hvorfor hun var nedtrykt.. men, da hun så fortalte ham hvad lægen havde sagt, så fik han lige fat i noget personale for at få be- eller afkræftet det. Det passede heldigvis ikke, og hun skulle ikke hjem. Torsdag nat ringer hun på alarmklokken og får fat i bagvagten. Hun siger hun har ondt i brystet. Bagvagten svarer, at hun bare skal sove igen, der er ikke noget galt og så gik bagvagten. Min mor og jeg minder rigtig meget om hinanden på det punkt. Nu havde hun ringet på klokken og spurgt om hjælp og blev modtaget med flabede svar og besked på at glemme det, så fremover ville hun ikke ringe igen hvis hun havde ondt. Lørdag tog min bror, moster, kusine og jeg til Odense for at besøge mor – det var sidste gang jeg så hende i live… Vi var der omkring kl. 12.30 og et par timer frem. Da vi skulle til at køre hjemad omkring kl. 16, kom sygeplejersken med medicin til hende. Den medicin hun skulle have haft kl. 12. Jeg var super ked af at se hvordan de behandlede hende som om hun ikke var et menneske. Jeg havde i løbet af ugen hørt rigtig mange ting fra min familie, omkring hvordan de ikke tog sig af hende, og behandlede hende som.. ja.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige, 'under standarden'?  Der er foregået rigtig mange ikke-søde ting på sygehuset overfor min mor. Det gør mig stadig ondt i dag, at hun har tilbragt sine sidste dage sådan et forfærdeligt og ubehageligt sted.. Det var rigtig rart at se hende denne sidste gang. Jeg er super glad for jeg tog med. Jeg overvejede nemlig ikke at tage med, da jeg som sagt ikke kan holde ud når mine nærmeste er syge. I de timer vi var der, gav hun ikke udtryk for at hun havde ondt – jeg skal ikke kunne sige om hun havde det – men hun viste det ikke, og det var dejligt. Rigtig dejligt. Min moster og min mormor er tidligere sygeplejerske. De har derfor selvfølgelig styr på sygdomme, hvad man skal gøre, hvad der kunne være og hvilke risikoer der høre med til sådanne operationer. Min mor skriver lørdag at hun har rigtig ondt i benet. Min moster og min mormor svarer hende, at hun skal få dem til at tjekke om det kunne være en blodprop, da risikoen er der. Risikoen er der altid ved sådan en operationen – og især når der også er blevet skåret en vene over, samt hun har lagt stille i meget længe. Da min mor fortæller lægen eller sygeplejersken at de skal tjekke hende for blodprop, så siger de nej, for det er ikke en blodprop, det er en fibersprængning. En fibersprængning? Men hvordan? Men ja, vi er jo ikke læger på højt niveau, så vi troede selvfølgelig på at de vidste bedst – desværre. De diskuterede fibersprængning vs. blodprop med min mormor, som jo ved noget om faget, men ja. Egentlig, så har der bare været konstant magtkamp mellem afdelingens læger/sygeplejerske og så min familie. Det var lidt som om, at da de fandt ud min mormor og moster vidste rigtig meget om deres arbejde, så skulle de satme vise de var bedre end dem. Sådan følte vi det i hvert fald. Det ville have taget dem 3 minutter at booke en scanning for at se om det var en blodprop… men, de insisterede på en fibersprængning…….

Det var det for første afsnit. Næste afsnit vil handle om ”døgnet i mareridt”. Fra den 30.marts kl. ca 18.00 til 31.marts kl. 14.50 kæmpede lægerne for at redde min mor mens vi som pårørende bare kunne se på mens det blev værre og værre med hende…

Krammer og møsser

Ps. rigtig god påske til jer alle sammen ❤️ Husk at elske jeres nærmeste mens I kan. Et ordsprog vi altid har brugt i vores familie:

"Lær dig mens du er i live Elske, glemme & tilgive"