Når kontrollen ikke er der?

Min hjerne, den er så smart, at når jeg kommer ud i verden, hvor det ikke er mig der har kontrollen, så opfinder jeg mine egne ting jeg kan kontrollere. Når jeg er steder, hvor jeg ikke har kontrol og derfor bliver stresset, så får jeg OCD-lignende tendenser. Jeg har tre eksempler på, hvor min hjerne har opsat OCD-lignende regler for at jeg kunne være i det. Jeg er både glad og ikke glad for, at min hjerne den gør dette. Jeg er glad for det, fordi det gør, at jeg kan flere ting, fordi jeg finder udveje hvorpå jeg kan blive og ikke flygte. Jeg er ikke glad for det, fordi de OCD-lignende regler godt kan være meget hårde at gøre og holde fast i.

Det første eksempel, er helt tilbage fra min indlæggelsestid i foråret. Da mit stresseniveau og angst i foråret var på sit højeste, så måtte jeg ikke træde på stregerne når jeg var ude at gå. Der var hver morgen 'vågn op krop', hvor vi typisk skulle ud og gå en tur. Da jeg blev indlagt havde jeg ikke strege problemet, men eftersom jeg i mit hoved ikke kunne overskue den morgentur, så blev jeg så opsat på ikke at måtte træde på stregerne, at jeg næsten ikke kunne gå udenfor afdelingen. 1., så har jeg aldrig rigtig følt med tilpas når jeg går ture med andre. Der er så mange uforudsigeligheder ved sådan en gåtur. Blandet andet, så ved jeg ikke hvor vi går hen. Kan jeg følge med? Vil vi møde andre, som vi måske skal stoppe op og snakke med - i så fald, hvad skal vi snakke om? Hvor længe er vi væk? Udover det, så er tanken omkring, at den time jeg brugte på at gå, den kunne jeg have brugt på noget mere 'fornuftigt' - eller ihvertfald hvad der i mit hoved er mere fornuftigt end en gåtur. Jeg ved inderst inde godt, at den time jeg føler jeg vil bruge på noget mere fornuftigt, det bliver en time i sengen, på sofaen, eller hvor jeg laver ingenting. Heldigvis, så er jeg kommet frem til, at det faktisk er afslapning og ro jeg har brug for, så den time på sofaen med Netflix, den giver mere energi end den ene times gåtur. Og ja, gåtur er sundt og bla. bla. bla.. men jeg er bare ikke helt på plads endnu til, at jeg kan bruge en gåtur som opladning af energi. Jeg bruger så vanvittig meget energi på en gåtur, at jeg ikke rigtig er i stand til så meget andet bagefter. - det skal lige siges, at jeg elsker marchture med Skoleorkesteret. Vi har et tidspunkt for hvornår vi mødes, hvornår vi starter med at gå, og så er der et slut tidspunkt. Jeg ved altså hvornår vi senest er færdig, plus, at vi starter altid på venstre ben, så jeg skal heller ikke tænke over hvilket ben jeg starter med 😉 Når jeg ikke måtte træde på stregerne, så var det rigtig svært at komme omkring. Oveni at jeg havde svært ved at træde på stregerne, så skulle jeg også med bigbandet til Hamborg på bigbandturne. Jeg kan fortælle jer, at der er rigtig mange streger i Hamborg...... Sommetider, så går jeg dog også på kompromis med mine følelser og OCD-lignende handlinger for igen at kunne være i det. For eksempel, så forekommer der fliser, som er så små, at det ikke kan lade sig gøre at din fod ikke rører stregerne. Så må jeg gå på kompromis og sige, at jeg må ikke røre stregerne, men det er ikke muligt at jeg ikke rører stregerne, så i stedet, så er det bare den forreste del af min fod der ikke må røre stregerne og ikke hele min fod. Det tager kræfter at gå på kompromis på denne måde, men alternativet er, at jeg bliver indenfor og kan intet  - og det går ikke for mig.. Jeg vil så gerne kunne det hele -.-

Det andet eksempel, er sådan set også fra min indlæggelsestid. Den handler om klokken, mad og medicin. Jeg havde det så svært med at skulle spise på afdelingen. Der var rigtig mange skænderier og problematikker omkring mig når der skulle spises - det var hårdt, og det har sat sine spor i mig. Det gjorde absolut ikke tingene lettere for mig at jeg hele tiden blev presset til noget jeg ikke kunne. Så, for at jeg kunne være i det, så blev det til, at jeg skulle spise og tage min medicin på bestemte tidspunkter. Jeg skulle tage den første bid af min mad enten når klokken var hel, kvarter over, halv eller kvarter i. Udover at skulle starte på bestemte tidspunkter, så skulle jeg også slutte på bestemte tidspunkter. Jeg skulle derfor også tage den sidste bid klokken hel, kvarter over, halv eller kvarter i. Enten, skulle jeg spise i løbet af et kvarter, som er meget lidt - eller også skulle jeg spise en halv time, som faktisk er ret meget... Min medicin skulle jeg tage på samme bestemte tidspunkter, så hvis de kom et minut for sent med min medicin, så måtte vi vente 14 minutter før jeg kunne tage det - det var ikke altid at det faldt i god jord... Det værste var, når jeg fik min f.eks. 18.16, for så skulle jeg vente 14 minutter før jeg kunne tage den første bid - så bliver maden altså kold.. Jeg beskrev en lignende hændelse i mit indlæg 'forståelse fra omgangskreds gør alt meget nemmere'. Jeg var til en fest i Århus, hvor jeg måtte rykke på stolene så de stod parallel med stregerne, samt spise på de bestemte tidspunkter for at kunne være i det. Det hjalp mig fantastisk meget, at dem omkring mig ikke så ned på mig og tænkte 'nøj hun er mærkelig', eller 'sikke noget pjat', men istedet hjalp mig med at holde øje med tiden så jeg ikke sad med det alene. Jo længere vi kom hen på aftenen, jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk godt kunne spise uden for tidspunkterne - jeg holdt dog alligevel fast i dem, for så kunne jeg bruge kræfterne på at være social og snakke med dem omkring mig. Hvis jeg begyndte at spise 'normalt', så ville jeg bruge kræfter på det, og så ville der måske ikke være kræfter til at snakke med andre - og selvom jeg har svært ved det, så går jeg meget op i at socialisere mig, for det er jeg vokset op med.

Det tredje eksempel, er fra det arbejde jeg havde i september måned. Jeg fik tildelt en lille chip, som jeg skulle tjekke ind og ud med. Jeg skulle tjekke ind kl. 8 når jeg mødte på arbejde, og kl. 12 når jeg havde fri. Jeg havde absolut intet kontrol på den arbejdsplads, så da jeg fik chippen, så kunne jeg endelig finde noget at kontrollere. Jeg skulle derfor tjekke ind og ud PRÆCIS kl. 8 og kl. 12. På et tidspunkt, stod jeg og ventede på at jeg kunne tjekke ud. Da jeg står der og venter, så kommer min 'chef' ud og siger, at han aldrig har oplevet at nogen er så præcise når de tjekker ind og ud. Han var faktisk i tvivl, om han manuelt havde sat ind at jeg var mødt ind og gået hjem..

Tid og streger er blevet de mest brugte kontrol ting for mig. Allerede inden jeg blev indlagt, havde jeg faktisk også haft problemer med tiden. Jeg skulle sove på bestemte tidspunkter (hel, kvarter over, halv eller kvarter i.) Det gjorde ihvertfald ikke mine søvnløse nætter lettere.. Jeg er heldigvis ovre de konstante søvnløse nætter - men desværre kun når jeg tager min medicin. Jeg glæder mig til at jeg forhåbentlig kan sove uden medicin igen. Der går helt sikkert år, men jo mere jeg lærer mig selv at kende, og får slappet af og får ro på, så tror jeg også det bliver lettere at sove.

Krammer og møsser