SKOLE - MINE behov, MINE strategier, MIN historie

OBS... ALT I DISSE INDLÆG ER MINE EGNE TANKER OG OPLEVELSER. DET ER IKKE EN FACIT LIST! MAN ER VELKOMMEN TIL AT HAVE ANDRE MENINGER. DET ER IKKE 'SKÆLD UD' INDLÆG. 
DET ER MINE ERFARINGER SOM DER FORHÅBENTLIG ER EN ENKELT ELLER TO DERUDE SOM KAN BRUGE TIL NOGET!

Indledning:

Egentlig, så har jeg ikke den store lyst til at komme med mine holdninger og meninger omkring hvad der sker i vores samfund. Jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle sætte mig ind i det hele – og især ikke når det ikke er noget som reelt berører mig. Jeg ved også hvor let det er at blive misforstået  og at der sidder nogle mennesker derude som har en evne til at vende positivt til negativ – lige meget hvad det er. Når det så er sagt, så er jeg bare nået til et punkt hvor jeg bliver nødt til at sige noget og fortælle en god historie – min historie. I 2017 fik jeg som 19-årig en autisme (Asperger Syndrom) diagnose som følge af tre måneders indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Omkring halvandet år senere fik jeg også en ADHD-diagnose oveni. Jeg har derfor gået næsten hele min skolegang uden kendskab til mine diagnoser. Jeg har altid været SÅ træt når jeg kom hjem fra skole – og nu med kendskab til mine diagnoser, så giver det jo god mening. Jeg har brugt ALLE mine kræfter på bare at kunne fungere i den neurotypiske verden. Det har været hårdt, og udover det, så har jeg også skullet passe mine lektier, aflevering, venner, fritidsaktiviteter og min familie. Der er så vanvittig mange indtryk i løbet af sådan en dag, at man næsten ikke kan nå at restituere og bearbejde alle indtrykkene før det er dagen efter og man skal i skole igen. Jeg startede i børnehaveklasse i årgangen 03/04 og blev student fra STX i årgang 16/17. I 14 år havde jeg ikke en eneste mental fridag. Det gik først op for mig, da alle andre startede i skole igen som årgang 17/18. Uden at lyve, så lå jeg i fosterstilling derhjemme og græd. Jeg græd af glæde, af lettelse og fordi jeg følte mig fri. Jeg kunne mærke at et kæmpe pres var fjernet fra min skuldre.Jeg er en meget atypisk case på mange områder, og det ved jeg godt. Jeg har haft en god opvækst, hvor skolen selvfølgelig har fyldt meget, men jeg har kunnet håndtere det ved hjælp af min familie.

Der er rigtig meget fokus på manglende forståelse og manglende ressourcer i skolen når det handler om autisme og ADHD. Jeg er 100% enig i at der skal meget mere fokus på hvordan man bedst muligt kan imødekomme folk på spektrets behov…. men, jeg bliver et eller andet sted også ked af det hver gang jeg hører på alt det vi IKKE KAN som samfund. JEG blev nemlig mødt med nysgerrighed, forståelse og accept fra lærerne da jeg gik på gymnasiet. Jeg har virkelig været heldig. Det kan godt være mit privatliv har været et helvede hele min gymnasietid, men det lykkedes mig at blive student – og det er virkelig mine lærers fortjeneste. Jeg har jo fået både min Asperger-diagnose og ADHD-diagnose EFTER jeg blev student fra gymnasiet, så jeg er blevet lyttet til uden at have en diagnose som pegede hen af hvad jeg havde brug for. Det største problem – som jeg ser det – det er jo at ingen på spektret er ens. Ingen har brug for præcis samme støtte og derfor er det så individuelt hvilken hjælp der er bedst! Vi vil i vores samfund gerne proppe ting i kasser, og det kan man bare ikke her! Det kræver virkelig at man sætter sig ned og finder ud af hvad hver enkelt person har brug for. Det nytter altså ikke noget kun at tage udgangspunkt i nogle enkelte personer færdigheder, vanskeligheder og behov, for ingen er ens. Det gør også opgaven svær at løse… Jeg føler, at sådan emner som f.eks. inklusion i skolen og forståelse af folk på spektret ofte bliver omtalt som om det er noget der kan ændres fra dag til dag – og det kan det altså IKKE!. Det kræver tid, snakke og afprøvning. Det kræver kompromiser, at mødes på midten, blod, sved og tårer fra ALLE PARTER.

Det første, største og vigtigste skridt hen imod løsningerne, det er KOMMUNIKATION!

Jeg vil her over den kommende tid komme med blogindlæg som netop tager udgangspunkt i skolen – men fra mine øjne. Jeg lukker jer ind i mine tanker, fortæller om hvad der virkede for mig, og ikke mindst for at hylde de lærere som har gjort en kæmpe forskel for mig i min skoletid.

Folkeskole

Én af de største ting jeg virkelig er taknemmelig for, det er at være født i 1997. Selvom jeg har haft en hård og svær skolegang, så har det INTET været i forhold til det hvad folkeskolebørn går igennem nu. Da jeg gik i folkeskole, havde vi senest fri klokken 14 – men så sent havde vi først fri når vi kom op i de store klasser. I dag er det jo allerede nede i 3.-4.klasse at de har fri så sent. Udover at børnene får længere skoledage, så stiger forventningerne til deres kunnen også. Dengang jeg gik i folkeskole, anede jeg ikke at man kunne ’have det for skidt’-til at gå i skole. Jeg tror egentlig heller ikke det var så ’udbredt’ ikke at kunne komme i skole fordi hele skole-scenariet var noget helt andet dengang. Jeg forstår til gengæld godt hvorfor så mange i dag går ned med flaget og derfor ikke kan komme i skole… men jeg synes virkelig også det er skræmmende at det allerede er i de små klasser at børnene bliver presset så meget. I 9.klasse oplevede jeg første gang sådan rigtigt at blive hørt og hjulpet. Jeg kom tilbage til folkeskole efter et forfærdeligt år på efterskole rent mentalt – og fysisk eftersom jeg failede et spring og min knæskal gik af led. Niveauet steg, flere fremlæggelser, karakter og jeg blev mere og mere angst for at fejle og angst for det uvidende. Jeg havde en fantastisk engelsklærer som virkelig steppede op og gjorde hvad han kunne for at støtte mig. Jeg kom med på et valghold som hed; ”eksamens angst” og han var en af dem der havde holdet. Han var en kæmpe støtte under hele forløbet og da jeg skulle til eksamen hjalp han mig igennem.  Først, så tog han mig med ind i eksamenslokalet inden min eksamen for at jeg kunne se lokalet, se hvor jeg skulle og sidde og hvor censor og lærer skulle sidde. Han sad og ventede sammen med mig inden jeg skulle til eksamen og han sad der endnu da jeg kom ud så vi kunne snakke om det. Han gjorde en kæmpe forskel for mig og jeg er ham evigt taknemmelig. Jeg nåede aldrig rigtig at få sagt tak til ham fordi han døde af kræft for nogle år siden, og det blev jeg faktisk rigtig ked af. Men, det lærte mig også, at lige så meget som vi klager over mangler, lige så meget skal vi rose og sige tak for det man får som er godt.

Fysisk fravær

På det seneste har der været meget fokus på fysisk fravær.  Jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet da jeg hørte at man i folkeskolen nu skal til at indberette elevernes fysiske fravær til kommunerne?? Der er SÅ mange der bliver tabt undervejs når kravene bare bliver højere og højere. Da jeg var mindre anede jeg ikke at der var børn derude som var så presset i skolen at de faktisk sletter ikke kunne komme afsted. Jeg har selv haft det meget svært i folkeskolen, men fordi jeg fik så meget støtte hjemmefra som jeg nu gjorde, så kunne jeg holde til at gå i skole. Nu hvor jeg har fået mine diagnoser, så er jeg også blevet medlem af diverse grupper på facebook, samt jeg tager ud og holder foredrag, hvor jeg ofte møder forældre hvis børn med ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) ikke går i skole fordi det simpelthen er for hårdt. - Og jeg forstår dem godt. Jeg oplevede det dog først i slutningen af 1.g på gymnasiet, hvorimod der sidder børn helt ned til 2.klasse som ikke kan klare presset i skolen – og da sletter ikke hvis man bliver ’anmeldt’ når man ikke møder op. Da jeg gik i folkeskole, var der heldigvis ikke så meget fokus på fysisk fravær og hvis der havde været det, så var jeg nok også blevet tabt undervejs. Jeg var ret ofte syg om onsdagen – og det var fuldstændig planlagt af mig. Jeg havde simpelthen ikke kræfterne til at gå i skole fem dage i ugen. Hvis jeg tog den fridag om onsdagen, så kunne jeg nøjes med den ene dag i ugen som ’sygedag’, men hvis jeg ikke tog de fridage, så efter en hvis rum tid, så endte det med at jeg var syg en hel uge fordi jeg havde brugt flere kræfter end hvad jeg reelt havde at gøre godt med. Selvom det var en planlagt fridag i mit hoved, så var jeg også fysisk syg på de dage. Jeg var så stresset at det kom til syne med ondt i maven og hovedpine. Jeg var til et utal af undersøgelser fordi jeg var hæmmet af smerterne, men ingen af undersøgelserne viste noget.For at finde ud af hvorfor jeg havde ondt i mave og hoved, blev jeg i 6.klasse tilknyttet et forløb på børneafdelingen på Sønderborg Sygehus. Jeg var indlagt på børnesmertecentret en uge og i den uge gik jeg til fysioterapeut, psykolog og andre samtaler. ( Der blev også lavet en artikel om mig i Sund I syd. Er det noget I kunne tænke jer at høre mere om?)

ASF- eller almindelig gymnasie klasse?

Lige så stiller bliver der oprettet flere og flere ASF-klasser på diverse gymnasier, og det er fedt. Jeg startede i sommeren 2013 i musikklassen på Aabenraa Statsskole. Allerede i 1.g fik jeg min depression og skolen blev gradvist mere og mere uoverskueligt. Uden at kende til mine diagnoser, så fik jeg i starten af 2.g tilbuddet om at flytte fra min normale STX-klasse til ASF-klassen. Jeg takkede nej, fordi jeg faktisk blev stresset bare ved tanken om at være få i klassen, at have samme plads hver dag, samme lokale til alle timer osv. En af de - også -  største faktorer til mit nej, det var selvfølgelig også at ASF-klassen var en HF-linje, så jeg ville ikke kunne have musik på A-niveau, som var hoveddelen af min studieretning. Jeg har faktisk være heldig med rigtig mange ting gymnasiet. En fantastisk klasse - begge to -, hjælpende lærere, bigband, og især JK, SH og AMK da hun kom ind i billedet.

Igen, så er det så svært bare at ’finde en løsning’. Nogle kan gå i en almindelig klasse hvis nogle små ting kan imødekommes. Andre har brug for den massive struktur at de kan falde til i en ASF-klasse – og til sidst er der nogen som bare ikke kan inkluderes/gå i skole.. Og det synes jeg faktisk også er ok!!

For at indlæggene ikke bliver for lange, så deler jeg dem op. I næste indlæg kommer jeg ind på min historie omkring min tid på gymnasiet.