Fordomme og forventninger

Jeg har så afsindig mange tanker indeni mit hoved. Det er tanker som rammer hele følelsesregistret – dårlige, gode, sjove, glade tanker etc. Jeg er for det meste god til at vide hvorfor jeg har diverse tanker, hvad jeg kan gøre ved dem og hvad jeg ikke kan. Somme tider bliver jeg selv mødt med diverse fordomme og (for mig) umenneskelige forventninger, men det JEG møder er INTET i forhold til det jeg hører andre bliver udsat for. Det er virkelig, virkelig hårdt at have et usynligt handicap, det har jeg erkendt. Dette er et indlæg som egentlig gerne må deles fordi jeg ved det ikke kun er mig der oplever dette.

Jeg er IKKE altid den nemmeste at være pårørende til - hvilket jeg egentlig er ret sikker på der er mange der ikke er. Men, jeg ved min familie elsker mig, og gør det bedste de kan for at jeg skal have det godt og ikke mindst for at lære mig, mine diagnoser samt behov at kende, men jeg har virkelig ikke været imødekommende overfor dem. Lige siden jeg fik mine diagnoser (Aspergers Syndrom i 2017 og ADHD i 2018)– især min Asperger diagnose – har jeg haft det svært omkring folk som kendte mig inden mine diagnoser. (altså, inden kendskab til dem, de har jo altid været der.  Dem der kendte mig inden jeg fik kendskab til diagnoserne, har set mig gøre ting som jeg reelt ikke kunne, men som jeg blev nødt til at gøre for at kunne overleve og fungere i den neurotypiske verden. Jeg har derfor følt et kæmpemæssigt pres fra dem omkring mig, fordi jeg følte jeg skulle leve op til deres forventninger om at kunne gøre de ting jeg kunne før. Det har virkelig hæmmet mig og egentlig også gjort at jeg har trukket mig fra mine nærmeste… Jeg ved godt selv at jeg på mange punkter har såret en del fra min familie, fordi de har fået følelsen af at jeg ikke ville dem – men sådan har det aldrig været. Jeg har altid villet dem, men simpelthen bare været bange for ikke at være god nok. Jeg har jo været god nok engang, men efter kendskab til mine diagnoser, så har jeg skullet træffe beslutninger om jeg vil passe på mig selv og spørge om hjælp eller gøre ting og være på overarbejde? (Læs blandt andet mit indlæg om tiden før- og efter diagnoserne).

Og nu kommer så det der er meningen med dette indlæg. De fordomme/forventninger som har hæmmet mig de sidste par år i forhold til blandt andet min familie, de kommer fra MIG SELV!  

For nyligt hørte jeg et interview i Go’ morgen Danmark, hvor Silas Holst og to andre var inde for at snakke om det at være en regnbuefamilie. På et tidspunkt spørger tv-værten Silas, hvad han har oplevet af fordomme og evt. hate. Hans svar er egentlig præcis sådan jeg har det. Jeg fandt klippet på facebook og vil linke det så I kan gå ind og høre det (klik her)

Silas siger:”De fordomme som jeg mødte var egentlig mine egne fordomme. Det var mig der var forberedt på det værste – og det skete ligesom aldrig.Det er meget begrænset hvad vi har fået af negative kommentarer. Det her været enormt positivt og enormt varmt”

 Min familie har ALDRIG givet udtryk for at de forventer jeg gør mere end jeg kan. Den eneste forventning de har haft, har faktisk bare været at jeg vil begynde at lukke op og sige hvad jeg har brug for – for de kan jo af gode grunde ikke gøre det bedste for mig hvis ikke jeg fortæller dem hvad det bedste for mig er. Man hører jo om historier hvor familier ikke vil acceptere en person som h*n er, eller familie som bare sletter ikke kan acceptere usynlige handicaps som f.eks. autisme. Derfor, så gjorde jeg også det, at jeg forberedte mig på det værste, for så ville jeg ikke blive såret helt så meget, som hvis jeg troede min familie ville mig det bedste og så bare droppede mig. Jeg havde forberedt mig på at min familie ikke ville acceptere at jeg siger fra og passer på mig selv og presse mig til ting jeg ikke kan -  og det har resulteret i at jeg ikke rigtig har givet dem en fair chance for at lære mig at kende.

Jeg har haft dette indlæg i tankerne længe - og føler næsten det er 'meant to be' lige nu. Først, så bliver jeg bevidst om mine egne handlinger og at fordommene ligger hos mig selv. Så ser jeg indslaget med Silas og et par dage efter læser jeg en avis artikel ude ved min mormor, som omhandler samme emne omkring fordomme og hate – denne gang bare med det at være homoseksuel.  - jeg tror det må være universets måde at sige til mig, at nu er det rigtig tidspunkt at belyse emnet.

Hovedpersonen i artiklen er en ’ældre’ mand, som for nyligt har turdet at springe ud som homoseksuel. Han fortæller i artiklen at han de første mange år ikke fortalte det til nogen – fordi han var bange for at blive dømt samt blive ramt af alle de fordomme der nu måtte være om homoseksuelle. Da han så fik fortalt sine nærmeste det, så reagerede de jo helt almindeligt – og lidt med et; ”var det bare det der fyldte”? 

Og her er essensen af det hele. Hvad enten det er en seksualitet, det at være en regnbuefamilie, have autisme eller andre (nok mest psykiske) sygdomme, så ligger de fleste fordomme faktisk hos dem der har de diverse ’lidelser’.  Selvom de største fordomme ofte (ikke altid, men ofte)  ligger ved personen selv, så betyder det IKKE at det er deres skyld - tværtimod endda. (jeg tror ikke skyld er det rigtige ord, men jeg kan ikke lige finde det rigtige ord. Håber I forstår pointen alligevel). Fordommene er derude, det hører man jo tit, og så længe de er det, så bliver man nødt til at forberede sig på, at de en dag kan finde vej til en selv.  Frygten for at vise sit sande jeg og stå ved hvem man er, kommer jo egentlig nok som følge af det samfund der var engang. Vi lever nu i 2019 og vi er allerede nået RIGTIG langt i forhold til at acceptere og indse at der ikke er noget facit på hvad der er rigtigt og forkert. En familie består nødvendigvis ikke af en mor, far og børn, men kan også være to fædre, to mødre, kun en mor, kun en far etc. Med accepten og forståelse af psykiske lidelser er vi egentlig også nået rigtig langt!

 Men, fælles for alt det, så er vi stadig ikke langt nok!!

Jeg håber, tror og krydser fingre for at vi engang i fremtiden kan acceptere og imødekomme ALLE slags mennesker og behov. Ikke nødvendigvis at kunne forstå, for det tror jeg ikke er muligt, men som minimum bare acceptere og imødekomme så godt som man nu kan. Hvis man ikke kan acceptere eller forstå, så gå væk. Der er SÅ mange mennesker i verden at det ville være mærkeligt hvis man kunne sammen med dem alle. Så, hvis man nu ikke kan med (jeg kalder ham) Bo, så går man bare forbi ham og går hen til den næste. Det er så vigtigt!, for lige så længe, som der er folk der ikke accepterer de emner som jeg har været inde på her, lige så længe vil os det går ud over være hæmmet og tilbageholdt af vores egne fordomme. Hvis VI skal lære at stå ved hvem vi er og vores behov og ikke leve i frygt for at blive set ned på, så kræver det accept og forståelse fra samfundet. Vi kan sagtens hvile i os selv, men hvis ikke vi bliver mødt med et positivt og imødekommende sind fra omverdenen, så hjælper det INGENTING at vi hviler i os selv, virkelig INGENTING!

Accept, accept, accept. Det er nøgleordet i livet. Jeg har været inde på det med at acceptere før – og det er jo fordi det er SÅ VIGTIGT! (læs her)

Jeg er begyndt at åbne op for min familie og sige hvad jeg har brug for, hvorfor jeg gør som jeg gør og egentlig bare være ærlig. Det gør virkelig en kæmpe forskel for både mig og dem. Jeg kan begynde at være mig selv og bruge langt mindre kræfter end før samt min familie får lov til at være sammen med mig igen - og jeg med dem selvfølgelig. Det har givet så meget ro og motivation at have opdaget, at min angst for ikke at være god nok lå ved mig og ikke ved dem omkring mig. Så er den barriere brudt og jeg kan gå igang med at finde det næste som jeg skal ændre, bibeholde eller helt fjerne for at leve det liv der er bedst for mig ❤

.