En tur på sygehuset
Det er længe siden jeg har følt mig SÅ voksen og SÅ lille på samme tid. Det er længe siden jeg har manglet og savnet min mor så meget. Det er længe siden jeg har været indlagt på somatisk – og i øvrigt aldrig været uden min mor ved min side.
Men hvad der ikke er længe siden er, at jeg har følt mig elsket af mine nærmeste. Jeg er så glad for at have venner og familie som er der for mig når jeg er skidt – men jeg er dybt taknemmelig for at jeg også har dem når jeg har det godt!
Jeg var mandag – tirsdag indlagt på FAM. Det startede stille og roligt med en tid hos vagtlægen kl. 19.05 da jeg har svært ved at trække vejret. Min veninde Louise kom og hentede mig og kørte mig til lægevagten og gik med ind. Lægen kunne høre det risle lidt når jeg trak vejret, men mine tal fra forskellige test var fine. Jeg blev sendt over på skadestuen for at få noget medicin i en iltmaske og regnede så egentlig med at jeg skulle hjem bagefter… Først fik jeg at vide at jeg skulle sidde med den iltmaske i 10-15 minutter. Lidt over en time senere går Louise ud for at se om hun kan få fat i nogen fra skadestuen. Der går yderligere 20 minutter og så kommer der en og tager iltmasken fra mig og fortæller at ham der gav mig masken ville komme snart…. Hehe. Der gik længe før der kom nogen og Louise gik igen ud for gangen for at spørge efter nogen. Min vejrtrækning blev faktisk værre efter medicinen så jeg skulle have røntgenfotograferet mine lunger og snakke med en medicinsk læge. Jeg fik i mellemtiden ilt i næsen (som i øvrigt er ubehageligt) indtil de fandt noget andet medicin som jeg skulle have i iltmasken. Jeg kendte hende i røntgen og det var helt fantastisk. Det betyder SÅ meget for mig. Jeg var ved at være træt både psykisk og fysisk.
De første par timer var Louise alene hos mig. Men eftersom jeg ikke fik det bedre, så takkede hun ja til at min moster skulle komme forbi. Min moster og min kusine kom derfor også forbi en time eller to. Men, omkring midnat blev de nødt til at tage hjem da de skulle i skole og på arbejde – så min mormor kom og tog over og var hos mig. Louise kørte hjem og hentede nogle af mine ting og kom tilbage med dem. Hun nåede det lige inden jeg blev flyttet til FAM. Min mormor blev hos mig et lille stykke tid efter jeg var kommet på stuen, men så hun skulle også hjem i seng. Helt indtil her havde jeg faktisk haft det ’godt’. Jeg havde været i sikker hænder hos mine nærmeste. De kunne svare på spørgsmålene for mig og jeg følte mig tryg. Kun én gang oplevede jeg/vi et angstanfald som var i forbindelse med at jeg skulle have taget EKG. Jeg er så angst for både blodprøver og EKG – eller, jeg er angst for resultatet. Jeg kom udenom EKG’en, heldigvis. (Nu skal jeg så have taget den i morgen ved egen læge…… så ja, Jeg skriver lige nu for at aflede mine tanker). Da jeg var alene på stuen, så ramte alt det som jeg startede indlægget med mig. Jeg savnede min mor da jeg aldrig har været indlagt uden hende. Jeg følte at forventninger til mig steg fordi jeg jo er voksen. Jeg fik følelsen af ikke at blive set – præcis på samme måde som da jeg var indlagt på psykiatrisk. Der var så mange dårlige minder der kom op da jeg lå der helt alene og havde det fysisk skidt oveni.
Det er på tidspunkter som disse at jeg virkelig har lyst til/brug for at have et KÆMPE SKILT hvor der står at jeg er autist og at jeg derfor også har særlige behov og at de ikke skal stille alle deres ’voksen-krav’. De stiller spørgsmål HELE TIDEN som man skal tage stilling til.
Hende der var i nattevagten virkede som om hun ikke gad at være på arbejde – og for dælen hvor det smitter, især på mig. Jeg følte mig ikke velkommen og det gjorde bare ondt.
Jeg var vågen hele natten og det gavnede intet overhovedet. Jeg fik at vide at der ville komme morgenmad kl. 7.30, så det lå jeg var og ventede på. Da klokken var 7.45 kunne jeg ikke holde mig vågen mere og faldt i søvn til kl. 8.10 hvor dagvagten kom ind og sagde hej. Hun havde en fuldstændig anden energi og det var SÅ RART. Hun kom ind og satte sig på stolen ved siden af så hun sad i øjenhøjde med mig – og hun havde en – måske – praktikant med. Hun spurgte hvordan jeg havde det og snakkede med mig på et niveau jeg kunne være med til. Hun spurgte hvad jeg ville have at spise til morgenmad og jeg magtede det bare ikke. Jer der har fulgt med ved hvilke problemer jeg havde da jeg var indlagt på psyk angående mad (og bare problemer om mad generelt) og især det med at skulle vælge..
Sygeplejersken: Hvad vil du have til morgenmad?
Mig: Det ved jeg ikke
Sygeplejersken: Nå, hvem ved det så
Mig: Det ved jeg ikke
Sygeplejersken: Du kan også selv gå ned i køkkenet og finde noget mad?
Mig: Nej tak
Sygeplejersken: Nå hvorfor?
Mig: Det kan jeg bare ikke
Sygeplejersken: Ok. Bare iorden. Hvad siger du til toast og marmelade?
Mig: Ja tak, det ville være dejligt.
Hun tog en beslutning for mig og havde et smil på læben gennem det hele. Jeg følte ikke hun dømte mig, men at hun rent faktisk spurgte om ’hvorfor’ fordi hun var nysgerrig.
Min mormor kom lidt efter så jeg ikke skulle være alene og så blev jeg udskrevet et par timer senere med besked på hvile. De kunne ikke sige hvad det var, men at næste gang det sker med vejrtrækningsproblemer, så skal jeg gå til egen læge og blive tjekket om jeg har astma. Jeg kom med hjem til min mormor og blev nusset om og forkælet i et par timer med både søvn og mad. Jeg fik lov til at komme hjem og sove i min egen seng og har egentlig også været hjemme siden. Jeg er ikke helt på toppen endnu, men jeg har det fint.
Jeg skal holde oplæg til Autisme Personale Træf i Middelfart på torsdag og det er jeg spændt på. Både fordi at alt andet end at ligge ned er hårdt, jeg skal holde mit lidt over to timers foredrag på 45 minutter og til sidst så er mit hoved bare kaos lige for tiden.
Jeg har super meget tabt tråden lige nu, så jeg vil stoppe indlægget her. Jeg har været igang i mange timer for at lave det indlæg her. Jeg har i meget lang tid haft rigtig svært ved at finde fokus og holde mig i ro..
Krammer og møsser