En 'ikke-som-det-plejer" uge...

Det er sjovt – eller sjovt, det ved jeg ikke, men alligevel lidt.

Jeg har ikke haft en fuldstændig elendig uge, den har faktisk været god, men den har været rigtig, rigtig hård. Jeg har kæmpet en meget hård kamp for at komme igennem dagene. Jeg har været tæt på sammenbrud rigtig mange gange. Jeg har følt mig meget deprimeret, som i rigtig meget. Jeg har ikke kunnet være i min egen krop og følt mig tom og at alt har været uoverskueligt.

Min SKP siger, at det er der ikke noget at sige til. Jeg har ikke haft en eneste fridag i marts måned, jeg står til at skulle flytte – meget snart (jeg har fundet lejlighed og det kommer der indlæg om senere, da jeg laver en ’flyt med mig’-serie) samt det snart er tre års dagen for min mors død. Og ja, selvfølgelig presser disse ting på, det er jeg helt med på, men den måde jeg i denne måned har følt mig presset og deprimeret på, har ikke noget med overstående grunde at gøre. Det har jeg kunnet mærke, men jeg har bare ikke kunnet sætte ord på hvorfor jeg har haft det som jeg nu har, samt HVORFOR de ting ikke er skyld i det mine følelser.

Det kom dog til mig i går aftes, efter over et døgn uden søvn. Jeg var så træt fysik, men mentalt var jeg ok. Jeg har været i Odense til indflytterfest lørdag-søndag sammen med én af de vennegrupper jeg har, hvor det sociale er opladende-drænende energi. Forstået på den måde, at jeg selvfølgelig bruger kræfter og energi ved at være social, men samtidig lader op, da jeg kan være mig selv og slappe af. Det der slog mig i går aftes det var, at næsten intet i sidste uge har været som det plejer. Så, der er ikke noget at sige til at det har været en hård uge.

Udover at det ikke har været en uge som ’det plejer’, så har jeg også lavet mange energidrænende ting.

Mandag var jeg til frisør og i Tyskland. Godt nok med en rigtig god veninde, og det var hyggeligt at være sammen med hende igen. Men, selvom det er hyggeligt, dræner det jo også energi. Tirsdag, måtte jeg køre til Odense for at aflevere min telefon til reparation. 😔 Jeg regnede med, at hvis jeg kørte derover for at aflevere den, så kunne de fixe den i løbet af et par timer og så kunne jeg få den med hjem igen…. Det kunne de ikke -.-. Jeg kunne derfor ligeså godt have sendt den med posten i første omgang.. men, jeg fik en lånetelefon og mødtes derefter med en af mine gymnasieveninder, som nu bor og studerer i Odense. Det var hyggeligt at se hende igen, da det næsten er et halvt år siden vi har set hinanden. Turen til Odense var altså ikke helt så skidt at det ikke var godt for noget 😉 (er det ikke sådan man siger?) HELE UGEN har derfor været med ’ikke min egen telefon’, og det har jeg faktisk kunnet mærke. Onsdag spillede jeg ikke musik som jeg plejer. Jeg var godt nok i Kolding og det meste af Flyvernes medlemmer var der også – men vi havde årsmøde og spillede derfor ikke. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, hvor meget mine onsdage og torsdage er planlagte og så snart noget ikke er det samme, så føles det fuldstændig fremmet. Det var et godt årsmøde og det var rart at se dem, men jeg manglede at spille – for det er det jeg gør hver onsdag. Torsdag øvede vi også med skoleorkesteret som vi plejer, men ikke hvor vi plejer. Vi måtte rykke orkester ud på musikskolen fordi der foregik et arrangement det sted vi plejer at øve. Dermed, så var torsdag HELLER IKKE som den plejer… Selvom jeg jo stadig spillede og alt andet var som det plejede – altså, at spise ved min farmor og farfar – så var det SÅ energidrænende at det ikke var hvor det plejede. Fredag skulle jeg virkelig lade op til weekendens indflytterfest. Fredag nat var meget hård. Før i tiden (og stadig endnu) ville jeg lade op til sådanne ting med selvskade. Jeg gør det stadig når jeg – desværre - når helt derud, hvor der ingen udvej er. Der var dog en udvej her samt jeg havde forsøgt at gøre noget, således at der ville være så lidt som muligt som ville presse mig. Reelt skulle jeg selv have kørt til Odense, men jeg fik en af de andre gæster (som også er en del af vennegruppen) til at køre. Hun skulle selvfølgelig bare have været passager og kørt med mig, men da jeg spurgte om hun ville køre bilen sagde hun heldigvis ja – og det gjorde bare SÅ MEGET. Jeg ville umuligt have haft kræfter til både at køre motorvej til Odense, være social i så mange timer, sove ude og køre hjem dagen efter. Lørdag var jeg stadig skidt og fik endelig skrevet til nogen hvordan jeg havde det. Det var rart at komme ud med og så kunne jeg køre lidt igen, da jeg nu ikke gik selv med det. Det var faktisk en rigtig hyggelig, stille og rolig indflytterfest.

Jeg tror jeg har nævnt det før, men jeg har forskellige vennegrupper, afhængig af hvor jeg kender dem fra. Tinglev-slænget, som er dem jeg var sammen med i weekenden, er en gruppe af venner, som jeg aldrig vil af med. Trods, at de har kendt mig inden min mors død, inden min diagnose og inden alt blev svært, så elsker jeg at være sammen med dem. Jo, det dræner energi, det gør alle sociale sammenhænge, men dette er som sagt en opladende-drænende energi.. Jeg har det ofte meget svært i mine omgangskredse, hvor folk kendte mig før 2015. Det er både venner og familie. Jeg føler jeg skal præstere, fordi de har set mig gøre ting, som jeg ikke kunne, men SKULLE gøre for at kunne overleve og leve i den neurotypiske verden. Inderst inde – eller yderst? ved jeg at de er stolte af mig uanset hvad jeg gør, men alligevel føler jeg at jeg skal præstere hvad jeg kunne dengang. Det ligger jo egentlig nok ved mig selv denne følelse, da jeg selv føler jeg skal kunne hvad jeg kunne dengang – og gerne mere. Jeg arbejde på det… jeg arbejdet at kunne det samme, bare uden at være på overarbejde. Jeg har kendt denne gruppe af venner i mange år. Halvdelen af dem siden børnehaven og resten siden 7.klasse. Selvom vi nu er voksne og bor i henholdsvis Århus, Odense og Aabenraa omegn, så holder vi stadig kontakt. 1.5 times biltur til Odense var ingen problem trods jeg ikke har snakket med dem siden august. Vi har det pisse sjovt sammen. Vi er mange forskellige personligheder, og der er plads til os alle. Det er fantastisk og jeg sætter pris på venskaber som disse. Vi har altid noget at snakke om, noget at diskutere om – eller intet at snakke om?

[caption id="attachment_362" align="aligncenter" width="659"] Tinglev-slænget[/caption]

Jeg tog mig en pause under festen. Da vi nåede lige omkring midnat – hvor vi havde været i gang siden kl. 17 – var mit hoved fyldt og jeg var træt. Normalt ville jeg faktisk bare gå uden at sige noget, og så selvskade eller sådan noget for at lade op igen. Men, det gjorde jeg ikke denne gang. Jeg fortalte til husværten at jeg gik en tur. Vi havde aftalt på forhånd, at hvis jeg fik brug for at trække mig, så skulle jeg bare gøre det, jeg skulle bare sige til. Jeg tog overtøj på og gik udenfor. Jeg vidste vi var et sted i Odense, men jeg er absolut ikke kendt i Odense. Jeg gik derfor bare stille roligt med musik i ørerne. Jeg fandt en bænk ved en legeplads, hvor jeg sad i 40-50 minutter. Helt stille og roligt med musik i ørerne sad jeg på bænken og slappede af. Manner det var rart. Efter de 40-50 minutter kom husværten hen til mig, hvor vi sad lidt længere sammen og snakkede, hvorefter vi gik tilbage. Efter den time udenfor, kunne jeg nu holde igen. Jeg var i seng omkring 6.22, hvor jeg bare lå og hvilede til kl. 10. Jeg kunne ikke sove, så jeg lå og hørte musik, så youtube og bare lå. Det var rart. Det var godt at komme tilbage i min egen seng i går aftes ;)

Jeg synes faktisk det er utrolig at jeg ikke har tænkt over det før i går. At jeg ikke har tænkt over at intet har været som det plejer og at det er derfor jeg har haft det så skidt. Jeg har nævnt det før, men jeg nævner det igen. Jeg ’planlægger’ min uge. Jeg planlægger min uge ud fra de faste ting som jeg har. Altså, MUSIK i Kolding om onsdagen, hvor jeg er væk fra ca. 18.30-23. Spise ved farmor og farfar torsdag kl. ca. 16.45-17.25 og derefter Skoleorkester på Kongehøjskolen fra 17.45-21.00. De tre ting er faste ting, og det er virkelig ikke godt når de ikke bliver ’overholdt’. I går aftes, da det gik op for mig hvordan min uge har været, blev jeg helt lettet. OG jeg er stadig helt lettet i dag. Jeg har det virkelig meget bedre. Lige nu prøver jeg bare at passe på mig selv og slappe af, da det har været en hård uge, men jeg har det meget bedre. Denne uge bliver dog heller ikke helt som den plejer – men det er trods alt ferie, så der er en grund til det.

Jeg synes et eller andet sted at det er meget spændende hvordan min hjerne fungerer. Alt på min onsdag var jeg som den plejer – udover at jeg ikke spillede musik. Det samme med torsdag, udover at vi spillede et andet sted. Tingene hænger altså sammen og fungerer ikke hver for sig, eller hvis ikke alt er som det plejer.

Det er irriterende, ja, det er det, men jeg skal nok finde en måde at lære at håndtere det på.

Krammer og møsser

Ps. Husk tilmelding til mit foredrag (læs om det her)