Længe siden, alt for længe siden.
Hej.
Jeg har været inaktiv i et par uger og det er jeg virkelig ked af. Et eller andet sted både på jeres, men også på mine egne vegne – selvfølgelig mest mine egne. Jeg nyder at skrive, samt finder også ro i det. Jeg elsker at få tilbagemeldinger fra jer samt det glæder mig når I kan bruge det jeg skriver til noget. Så ja, det går mig faktisk på når jeg ikke kan skrive, fordi jeg også arbejder med mig selv på den måde.
Men, jeg skulle gerne være tilbage nu, og det glæder mig!
For det første, så har jeg gået mit helt eget logo, og jeg er helt vild med det! En god veninde har lavet det, og hun er dælme dygtig
For det andet, så har jeg haft rigtig meget at tænke på. Noget af det som har været på tale de sidste par uger, det har været min fremtid. Selvfølgelig er ens fremtid altid på tale, men det har været mere end bare min fremtid. Jeg søgte sidste år om at få et ressourceforløb således, at jeg kan arbejde mig op til at kunne stå på egen ben, i mit eget tempo. Jeg var til møde på jobcenteret den 8. februar for at få svar på dette. Det har fyldt rigtig meget. Rigtig meget. Jeg kan ikke lide tanken om at min fremtid er i andres hænder på den måde. Men, der er kommet en afgørelse - heldigvis fik jeg bevilliget et ressourceforløb, og jeg er så glad. Min far er glad. Min familie er glade. Min kontaktperson og min omgangskreds er glade på mine vegne. Jeg kan nu få ro på til at samle mig selv, lære mere om mig selv og min diagnose samt lære at bo helt alene i min egen lejlighed. Den første plan som mit ressourceforløb består af, det er at finde en lejlighed og flytte for mig selv. Det er med blandede følelser at skulle flytte, må jeg sige. For det første, så har jeg aldrig flyttet før. Jeg har boet i det hus jeg bor i, altid. Udover at jeg altid har boet her, så har jeg, siden jeg var helt lille sagt, at mine forældre ville være dem der flyttede hjemmefra og at jeg så blev boende i huset resten af mine dage. Min mor døde og min far flyttede før mig, så lidt havde jeg ret, men nu er det også tid til at komme videre og starte mit eget. Men, at jeg har haft de tanker har jo også gjort, at jeg aldrig nogensinde har forestillet mig at skulle bo andre steder end i mit barndomshjem - men jeg tror jeg er klar <3
Jeg var til møde i torsdags, og onsdag aften blev jeg nødt til at skrive mine tanker ned omkring, hvorfor et ressourceforløb ville være godt for mig. Jeg synes egentlig at jeg gerne lige vil vise jer det, fordi det måske også kunne være nogle arbejdspunkter for nogle i kender. "Jeg vil rigtig, rigtig gerne bidrage med noget til samfundet osv. Jeg er bare ikke i stand til det på dette tidspunkt. Jeg har været i arbejde, hvilket resulterede i, at jeg sov resten af dagen når jeg kom hjem – det er jo heller ikke et liv at leve? Jeg er vant til at blive presset ekstremt meget og dermed også være på overarbejde. Jeg arbejder meget med mig selv. Det gør jeg blandt andet for at finde ud af hvor mine grænser går – på egen hånd. Lige nu, presser jeg mig selv for hårdt og lytter ikke til min krop, fordi jeg gerne vil bidrage med noget. Det ender ud i selvskade og at jeg må få andre til at tage beslutnnger for mig. Jeg vil gerne lære at kunne mærke efter og sige fra på egen hånd – inden jeg når derud, hvor selvskade er den eneste udvej. Jeg har brug for at lære ADL (Almindelig Daglig Livsførelse), så jeg kan fungere derhjemme, hvor jeg skal til at bo selv.
Hvis I giver mig ro i en periode til, at få lært de ting, forstå min Asperger diagnose, samt lære at håndtere min sorg, så er jeg sikker på, at jeg nemmere kommer til at kunne stå på egne ben en dag."
At få dette ressourceforløb synes jeg er helt fantastisk for mig. Grunden til dette er selvfølgelig, at jeg nu kan begynde at forsørge mig selv, men, det der varmer mest i mit hjerte det er, at alle de mennesker som skulle ”bestemme” om jeg kunne blive bevilliget et ressourceforløb, de var lige så opsatte som min SKP, far og jeg på, at jeg skal lære at fungere i min hverdag, lære mere om mig selv og min diagnose samt arbejde med min sorg, før det hedder praktik hos arbejdspladser osv. Jeg synes virkelig det er fantastisk. Jeg er, de fleste offentlige steder jeg er kommet, blevet mødt med modgang og folk som bestemt ikke mente jeg havde brug for hjælp. - og ved I hvad? Det er der problemet ligger. For jo. Jeg ville måske godt kunne arbejde 37 timer i ugen som neurotypiske typisk gør – forskellen er bare, at jeg helt klart ikke vil kunne lave andet end at arbejde (og det er jo for filan heller ikke et liv at leve?? Eller hvad synes i?). Jeg ville leve et liv på overarbejde - som jeg iøvrigt har gjort indtil nu - og det vil blive alt for hårdt. De første 20 år af mit liv har været hårde, men det er først nu jeg mærker det. Det er først nu jeg mærker, hvor meget overarbejde jeg har været på, og hvor meget mere energi og lyst til livet det giver IKKE at være på overarbejde, men derimod leve mit liv som jeg har behov for, og ikke som andre vil have jeg skal leve mit liv. Jeg arbejde fire timer om dagen i efteråret. ”Kun” fire timer, og jeg måtte have en 4-5 timers middagslur når jeg kom hjem og det var en kæmp at komme op igen om eftermiddagen.
For lige at komme med et eksempel på hvordan min uge kunne se ud:
Mandage, tirsdage, fredage:
Kl. 7 Vækkeur ringede Kl. 8-12 Arbejde Kl. 12.45 Hjemme Kl. 13-17.30 Middagslur Kl. 18-21 Spise, øve, hygge, etc. Kl. 21 I seng
Onsdage:
Kl. 7 Vækkeur ringer Kl. 8-12 Arbejde Kl. 12.45 Hjemme Kl. 13-17.30 Middagslur Kl. 17.30-18 Spise Kl. 18.35-19.15 Transport til Kolding Kl. 19.30-22 FHVMK (Musik) Kl. 22-22.40 Transport hjem Kl. 23 I seng
Torsdage:
Kl. 7 Vækkeur ringer Kl. 8-12 Arbejde Kl. 12.45 Hjemme Kl. 13-16 Middagslur Kl. 16.50-17.25 Spise ved farmor og farfar Kl. 17:45-18:45 Undervisning Kl. 19-21 Skoleorkester (Musik) Kl. 21-21.45 Pakke sammen, snakke, transport hjem etc. Kl. 22 I seng
Som I kan se, så sov jeg det meste af dagen, og når jeg var vågen, så var jeg ikke noget værd fordi jeg var så træt. For mig, så var det ikke 'kun' fordi jeg var på arbejde, men det var bestemt også det at skulle tidligt op. Jeg har aldrig været god til det. Dagene bliver alt for lange når jeg står så tidligt op. Og som nævnt i tidligere indlæg (læs her), så bliver jeg nødt til at have en 10-12 timer for at kunne restituere alle dagens indtryk - og det kan ikke lade sig gøre at skulle i seng kl. 19 for at stå op kl. 7. Jeg får altså ikke ladet helt op, og starter dermed dagen med ikke at kunne indtage så mange indtryk som dagen før - jo længere vi kommer hen på ugen, jo mindre får jeg ladet op og jo mindre kan jeg gå rundt før jeg kollapser. Jeg vil rigtig gerne på arbejdsmarkedet en dag, det vil jeg – jeg er bare ikke i stand til det lige nu. Jeg er ikke i stand til det fordi jeg endnu ikke selv kender mine egne grænser. Nu får jeg ro på til at lære min diagnose at kende og dermed også finde mine grænser. Det bliver godt. Det bliver rigtig godt, og jeg er så lykkelig.
Følelsen af, at der 'endelig' er nogle offentlige instanser (udover min SKP og Autisme Center Syd), som lytter til hvad jeg siger, hvad jeg kan og hvad jeg har brug for - og ikke til hvad jeg burde sige, hvad jeg burde kunne og hvor lidt jeg burde have brug for. Det gør så meget for mig. Det gør rigtig meget. Det giver en vanvittig ro, fordi det betyder at jeg kan gøre det i mit tempo uden at blive presset, og dermed er jeg også sikker på, at jeg kommer til at kunne stå på egne ben engang i fremtiden!
Krammer og møsser
P.s. de sammenlignede det, at skulle til møde med rehabillitereingsteamet, med at gå til eksamen.. men, selvom du til eksamen skal fremlægge og præstere og jeg til mødet skulle sige ja og nej og bare lytte, så synes jeg at det var meget værre end at gå til eksamen. Ved en eksamen, skal du vise hvad du kan for at få en høj karakter - og hvis du dumper, så kan du 'bare læse op igen', eller måske skal du ikke bruge faget til noget. Ud over det, så har også karakterene 02, 4, 7, 10 og 12, hvor du stadig er bestået. Men, til det møde, er det ja eller nej og der sidder 5-6 personer, som kan bestemme om du kan få en god start på en god fremtid eller ej. Og du kan ikke gøre til eller fra som borger(følte jeg). De har drøftet din sag inden du kommer, og dermed har det også af betydning hvordan de er som mennesker og om de mener du skal have hjælp eller ej - det er forfærdeligt. Men, det gik godt og de var skide søde. De skal fra mig have ros for at gøre det muligt for mig at kunne få en stabil fremtid - og ikke bare se mig som en doven teenager, men at se mine vanskeligheder og mine behov.