Mojn 2017. Goddag 2018

 

Holy moly, hvor har 2017 bare været et vildt år på så mange måder. Der er sket rigtig, rigtig meget på bare et år.

Hvis vi starter med månederne januar, februar, marts, april og maj. 

Jeg startede året ud med at blive sygemeldt fra gymnasiet den 6.januar pga. et totalt sammenbrud den 4., og 5., januar. Jeg var til akut samtale på ambulant psykiatrisk den 6. januar, og der blev det besluttet at jeg skulle indlægges i et par uger. Jeg skulle vente en måned pga. personale mangel og de ville selvfølgelig som udgangspunkt gerne give mig en god oplevelse. Jeg gik derfor hjemme fra 6/1-6 /2, hvor jeg så blev indlagt. Hvis jeg dengang var blevet spurgt om jeg kunne se mig selv have det som jeg har det i dag, så havde mit svar bestemt været nej. Jeg havde det virkelig skidt. Jeg kunne ikke længere klare presset på nogen måder. Angsten jeg havde styrede mit liv – og tro mig, det var ikke sjovt!

Indlæggelsen var i starten meget svær, og gjorde bestemt ikke tingene bedre. (Der er sket så mange ting under indlæggelsen. Både dårlig behandling, at blive glemt, ikke forstået og misforstået. Jeg laver i det nye år et indlæg om mine tre måneder på psyk, for jeg er nemlig ved at være klar til at fortælle om det.) Sidst i februar-starten af marts var jeg på bigband turne med statsskolens bigband, og set i bakspejlet, så var jeg nok ikke helt klar til at tage på tur. Min dirigent J, havde sagt at mit helbred var det vigtigste, men jeg er - sommetider desværre – pligtopfyldende og kunne aldrig finde på at skuffe- eller lade nogen i stikken. Jeg var derfor med fra søndag-torsdag. Onsdag aften måtte jeg desværre bukke under for presset, og det endte med en ambulance i Tyskland. Det var ekstremt ubehageligt, både for dem omkring mig og for mig selv. Men, der var ikke noget at sige til det. Jeg havde ikke rigtig spist eller sovet i de dage vi havde været afsted. + jeg brugte rigtig meget krudt på ikke at træde på stregerne på fliserne, være social, performe under koncerterne og alt det der nu hører med. Det var den rigtige beslutning fra lærernes side at sende mig hjem (og nok også for mig), men for min selvtillid, stædighed og ’jeg vil ikke gøre nogen ked af det’ + "jeg vil kunne det hele"-følelse, så var det et kæmpe slag lige i ansigtet. Min dirigent, J, snakkede med min far onsdag aften, da vi var kommet tilbage på værelset. Jeg havde fået valget mellem at tage med på sygehuset og sove der onsdag nat, eller at komme hjem på værelset med observation. Jeg valgte selvfølgelig at tage tilbage på hotellet. Min far fik besked da vi kom hjem på værelset, og de aftalte at han skulle hente mig dagen efter.

Jeg var faktisk den uge blevet udskrevet fra psykiatrisk, fordi man kun må være væk i 72 timer. Så det ødelagde også fuldstændig de planer der var lagt, da jeg nu skulle til indlæggelsessamtale torsdag allerede i stedet for først om mandagen. Jeg måtte ikke komme hjem den weekend. Både fordi min far ikke være hjemme, og jeg kunne ikke være selv, men også fordi jeg havde det så skidt som jeg havde det. De første par dage efter at være blevet sendt hjem var rigtig hårde. Men lidt efter lidt, så begyndte jeg at ’blomstre’. Egentlig nok mest socialt – heldigvis. Mangel på personale, omsorg og forståelse gjorde, at ’vi’ (os hvor man ikke kunne se sygdommen), blev overset og overladt til os selv. ’Vi’ blev derfor egentlig kontaktpersoner for hinanden. Hvis vi var kede af det, så kom vi til hinanden, for medpatienterne var de eneste man kunne komme til. Når personalet ikke ville tage min mad til mig, så var det mine medpatienter der sørgede for det – hvilket de fik skæld ud for. Jeg sagde til de andre indlagte, at de ikke skulle tage min mad, da det ikke var deres job. Men, de synes det var synd for mig jeg ikke fik noget mad, så de trodsede mine ord og tog det alligevel - hvilket jeg selvfølgelig er super glad og taknemmelig for! Det endte med de så fik skæld ud, men hvad skulle vi gøre? Personalet havde ikke tid – eller ville ikke hjælpe – så må vi jo hjælpe hinanden. Alle de tre måneder jeg var indlagt, var der diskussioner omkring mig og måltiderne... Midt i april, lige inden påskeferien kom snakken om Asperger på banen. Da jeg havde fået diagnosen, gik det meget hurtigt med at få mig udskrevet.

Sidst i maj havde jeg min første øvegang med Flyvehjemmeværnets Musikkors i Kolding(FHMK). De havde spillet til Bolderslevs musikfestival, Boldrock tidligere på måneden. Jeg kunne godt lide dem, og en ven af familien spillede der. Hun spurgte om jeg ville med, og af en eller sagde jeg ja (heldigvis). Selvom jeg de første uger spillede elendigt på 2.cornet, så holdt jeg alligevel ved. Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde snakket med min far om at stoppe, fordi jeg spillede SÅ dårligt.. Jeg kunne intet ramme. Men, jeg hang i, fik et nyt mundstykke og en ny stemme – og ja, jeg er der stadig

Fra midt i maj, den 17. og frem til den sommerferien stod den på oplæsning og eksaminer. Jeg blev udskrevet den 17. maj, som var dagen efter sidste skoledag. Jeg kom derfor fra 3 måneders manglende skolegang og direkte ud til eksamen. Jeg ville være student, så jeg måtte gemme mit ’jeg har det skidt’ til senere. Jeg læste op, gik til eksamen, bestod og blev student. Jeg tænker nok at ikke mange, ikke engang mig selv, havde regnet med at jeg skulle blive student. I forbindelse med udskrivelsen fik jeg også tilknyttet en Støttekontaktperson (SKP) fra Autisme Center Syd. Det har helt klart været noget af det bedste der er sket i år.  De samtaler jeg og min SKP har hjælper os begge. Det hjælper mig med at forstå mig selv, men det hjælper også hende med at forstå hvad der sker i hovedet på mig (og måske andre), fordi jeg er god til at sætte ord på.

I juli og august var der sommerferie. I starten af sommerferien var jeg med Aabenraa Skoleorkester på udlandsrejse til Benesov i Tjekkiet. Selvom mit forventede psykiske sammenbrud kom før end jeg havde regnet med, og det derfor kom på turen, så har den tur været den bedste nogensinde. Vi ankom søndag, jeg havde det skidt og gik tidligt i seng. Mandag, var jeg sammenlagt kun vågen i 4 timer, resten sov jeg. Jeg måtte springe mandagskoncerten over, da jeg ikke kunne fungerer overhovedet. Men, jeg følte det var acceptabelt. Jeg følte ikke at hverken orkestermedlemmer eller min dirigent blev sur. De spurgte til mig og sagde jeg skulle passe på mig selv. Jeg sov meget af turen, men der hvor jeg var vågen, det var fantastisk. Der var ikke forventninger til mig som jeg ikke kunne klare. De var alle søde til at hjælpe, og de hjalp mig rigtig meget! Både med at bestille maden, sørge for jeg fik mad og drikke i løbet af dagen, og hvis jeg blev træt, så var det helt ok jeg gik hjem osv.

I juli fyldte jeg 20 år, og havde min første rigtige tur på motorvej. Et par dage inden min fødselsdag kørte jeg hele vejen til Århus, hvor jeg blev modtaget med rosende ord og kram af min familie. På selve dagen blev jeg fejret af mine søde venner. Det var ikke noget vildt, da jeg skulle holde en stor fest måneden efter, så vi var 'bare' på Butler - på egen regning. Det var dejligt de ville tilbringe dagen med mig - også selvom de selv skulle betale (det må være rigtig venskaber).

5.august blev jeg fejret af mine nærmeste til min 20-års/studentergilde. Det var en vellykket fest som stadig varmer mig helt ind i hjertet den dag i dag. Der var forskellige indslag fra både venner, familie og skoleorkesteret. Jeg ville dog lyve hvis jeg sagde, at denne fest ikke tog mange kræfter, for det gjorde den. Heldigvis kan jeg prise mig lykkelig med den fantastiske familie og vennekreds jeg har, så der var hjælp fra både højre og venstre. Til festen fik jeg også sagt tak for al den hjælp mine gæster igennem årene har givet mig!

I september havde jeg mit første ’rigtige job’ – altså, det hvor man står tidligt op og tager på arbejde + tjener sine egne penge. Det var godt så længe det varede. Men, jeg ville ønske at jeg havde lyttet til mig selv noget før, og ikke først da der ikke rigtig var andet at gøre end at min SKP, H, og min far opsagde mig. At jeg havde lyttet til mig selv inden jeg nåede til punktet hvor selvskaden var den eneste udvej. Men, det er også svært når jeg har den indstilling, at jeg vil kunne det hele - og på almindelig vis... Jeg er så småt ved at acceptere, at det kan jeg ikke. Jeg har brug for at der er nogle ting der skal foregå efter mit hoved.

I oktober, i efterårsferien, var jeg på min første ferie uden familie og kun med ’unge mennesker’. Vi var i Tyrkiet. Det var en dejlig tur, hvor jeg blev passet på og følte mig tryg hele ugen. Læs om turen i indlæggene ( Transport og Hotellet )

I november var der øveweekend med FHVMK. Selvfølgelig er man nervøs og sådan, men det var ikke sådan at jeg overvejede at blive væk. Jeg må sige, at selvom jeg som eneste pige skulle til gruppeprøve med de ’gode drenge’ som jeg kalder dem, så ja, så havde jeg det godt og det skræmte mig heller ikke væk. (og det er ret utroligt..) Øveweekenden blev afholdt i Kolding, og mit lift skulle sove der, da det ikke kunne betale sig for os at køre hjem. Min far havde tilbudt at hente mig, da jeg ikke er så god til at sove ude, og så også fordi jeg endnu ikke havde været sammen på den sociale måde med dem. Men, jeg havde besluttet mig for at jeg ville socialisere mig, og det var mit mål for weekenden. Og for filan hvor det lykkedes! Det er en af de bedste weekender jeg har haft i meget længe. Det gik rigtig godt med at spille, både til gruppeprøverne og fællesprøverne. Selvom der kun var drenge - eller mænd er de vel (meget ældre end mig😉) - så passede jeg alligevel ind og vi havde det sjovt. Os der blev tilbage til hygge efter vi var færdige med at spille,  fik pizza til aftensmad, som jeg sagtens kunne spise uden at tiden skulle være rigtig eller noget. Bagefter var der hygge ved vores skønne dirigenten, T, og hans skønne kone, M,. Jeg fik her fortalt T om mig og min diagnose, og så var jeg klar til at fortælle det til resten af orkesteret dagen efter. Selvom jeg har været der siden maj, og de først her midt i november fik at vide jeg har Asperger, så har jeg hele tiden følt mig hjemme og tilpas. Både socialt og senere hen spillemæssigt. Til at starte med var det (tror jeg) nok, socialt kun envejs. Forstået på den måde, at nogle af dem der er i orkesteret fangede mig fuldstændig med deres varme og omsorgsfulde personlighed. Jeg snakkede ikke sådan rigtig med dem/nogen til at starte med, men efter øveweekenden, så ja, så tror jeg det er blevet gensidigt/tovejs socialt 😉 Jeg tror jeg har overrasket mange af dem til øveweekenden. Jeg siger ikke så meget når man ikke kender mig, og når jeg ikke er heeelt tryg - men når man gør og jeg er tryg, så snakker jeg som et vandfald. Jeg var allerede en del af orkesteret og følte mig tilpas inden de vidste jeg havde Asperger – det lettede dog alligevel at få det sagt. Jeg havde aftalt med K, at vi sammen skulle fortælle orkesteret det til øveweekenden. Jeg begyndte dog at blive i tvivl aftenen inden det skulle fortælles, fordi jeg faktisk allerede der var begyndt at socialisere mig med dem der var tilbage om aftenen til hygge. Tankerne der gik gennem hovedet på mig var, at hvad nu hvis de ikke kan lide mig når de finder ud af at jeg har Asperger? Eller at de nu bare synes jeg er endnu mere mærkelig end de nok synes jeg er i forvejen 😉 Men, da jeg fik snakket med T om det, så blev jeg bekræftet i at det nok var bedst at fortælle det - og, han virkede heller ikke til at ændre sit syn på mig, så det var lige hvad jeg havde brug for. Set i bakspejlet skulle jeg nok bare have sagt det med det samme, for der nåede nemlig at blive en lille ’konflikt’, da der blev forventet noget af mig som jeg ikke lige kunne yde – og det kunne have været undgået hvis bare jeg havde fortalt det noget før… men ja, jeg er stadig ved selv at skulle acceptere det. Jeg vil stadig det hele – også det som jeg ikke kan medmindre der er nogle bestemte rammer (og så selvfølgelig uden rammerne, for jeg vil ikke have ’specielle regler for mig’.). Så ja, det var – igen – først da jeg kom så langt ud at jeg ikke rigtig så andre udveje end selvskade eller at bryde sammen, at jeg kunne stå ved mig selv og gøre hvad jeg havde brug for – nemlig at fortælle om min diagnose.

Men alt i alt, så har jeg fundet nogle rare og dejlige mennesker i Kolding, som på meget kort tid allerede har fået et plads i mit hjerte ❤️ Jer der spiller i FHVMK, I skal have tak for at tage så godt imod mig. Det betyder rigtig meget at der er plads til alle i et orkester.

December 2017 har været meget mærkelig. Jeg føler ikke rigtig der er noget der har været som det plejer? For første gang siden jeg startede i 0.klasse, har jeg ikke været i skole i decembermåned. Jeg har spillet mange flere koncerter end jeg plejer. Vi har ikke haft juletræ eller pyntet  op til jul herhjemme. Jeg har været selv hjemme det meste af måneden/boet selv. Det er første gang nogensinde. Jeg har været syg med bronkitis (igen). Jeg har været overbelastet og træt, så har ikke nået noget som helst af det jeg ville. Min mor har haft fødselsdag, så det har også givet et par dage i kulkælderen. Juleaften blev holdt ved min mormor og hendes mand. Det er 2.gang jeg holder det ikke-hjemme, men første gang ved min mormor. Det var en dejlig aften, uden tvivl, men jeg nåede aldrig at få 'juleaftensstemningen', da alt bare har været kaos for mig i december måned. De sidste par dage her i december måned har jeg brugt på mine nærmeste. Et måltid ved min dirigent i Skoleorkesteret, M, og hans kone, B. Været ude og hoppe og bowle med vennegruppen som jeg også var på ferie med, og som jeg også skal holde nytårsaften med. I går fik jeg traditionel nytårsmad ved min moster, så nu er mit 2017 næsten fuldendt!.

Nye mennesker og venskaber har virkelig stået øverst på listen i 2017. Hold da op hvor er jeg blevet rigtig mange venskaber rigere. Store som små. Nogle mere betydningsfulde end andre. Jeg ved bare, at jeg virkelig er en heldig pige at have så mange fantastisk søde, rare og hjælpsomme mennesker omkring mig. 2017 har været et år hvor jeg er blevet bedre til at bede om hjælp fra mine medmennesker – samt være blevet bedre til at modtage når folk har villet hjælp mig.

For ikke at glemme min blog. Hold da op. Næsten 400 mennesker følger med på siden på facebook. Jeg har virkelig fundet noget jeg gider stå op til. Jeg elsker at skrive og jeg elsker at sætte ord på mine følelser. Både fordi det gør det lettere for mig selv at forstå dem, men også fordi det kan hjælpe andre med at forstå. Den største drivkraft der er for mig, det er at hjælpe andre. Det er ikke altid at jeg kan motiveres af at ’det kunne jo hjælpe mig’, men hvis det i stedet er ’det kunne jo hjælpe andre’, så er jeg ikke et sekund i tvivl, at det er det jeg skal.

Jeg har allerede nogle fantastiske læsere - I skal vide, at jeg der læser, men især jeg der liker og kommenterer. Det betyder rigtig, rigtig meget for mig, og det glæder mig helt ind i hjertet at I gider bruge jeres tid på at kommentere og fortælle mig hvad I synes. Tak for jer. Tak for at gøre dette skriveri muligt for mig! <33 Af hjertet tak!

Jeg glæder mig til 2018. Glæder mig til stærkere bånd og mere tid med de venskaber jeg har – og til evt. nye venskaber? Hvem ved.

Jeg ønsker inderligt, at 2018 bliver et år, hvor jeg ikke bliver klogere på livet pga. uheld, dårlig behandling, misforståelser og overarbejde, men i stedet bliver klogere på livet fordi jeg har lyst, og fordi jeg bliver bedre til at lytte til mig selv og sige fra!

Jeg ved allerede at der er spændende ting på vej i 2018, og jeg glæder mig rigtig meget til at fortælle jer om det! <3

Krammer og møsser