Angsten styrede mit liv

I går på vej hjem fra gruppeprøve med Flyverhjemmeværnets musikkorps kom jeg til at tænke på dengang hvor angsten styrede mit liv. Jeg var meget begrænset i hvad jeg kunne gøre, fordi jeg havde angst for rigtig mange hverdagsting. Den ting som jeg virkelig var MEGET angst for, men som jeg faktisk mere eller mindre nyder nu, det er at køre motorvej. Jeg synes det er vildt at tænke på, at jeg nu kan køre motorvej som om jeg har gjort det altid, når jeg før blev angst og gik helt i stå bare jeg så en motorvej.

Jeg fik mit kørekort i sommeren 2015 som 18-årig. Først et par dage inden min 20 års fødselsdag i sommeren 2017, var første gang jeg kørte motorvej alene - og uden at være angst. Jeg har selvfølgelig kørt motorvej et par gange før, men der har altid været en anden med i bilen, som kunne fortælle mig hvad jeg skulle gøre. Selvom jeg havde en anden med i bilen, så var jeg stadig meget angst, så motorvej har aldrig været en behagelig oplevelse at køre på. Men, denne tur i sommers var min motorvejsdebut, både alene og med ingen angst. Ikke nok med at det var første gang jeg kørte motorvej, så var det hele vejen til Djurs, ca. 250 km, for at være sammen med min familie et døgn i et sommerhus. Da jeg ankom til Djurs, stod min familie og ventede på mig med rosende ord og klapsalver. Et eller andet sted, så har det begrænset os alle at jeg ikke har kunnet køre motorvej, så glæden var lige så stor ved dem som ved mig 😊

Førhen, når jeg nærmede mig en motorvej, så begyndte jeg virkelig at få det ubehageligt i min krop. Det spredte sig lidt som en ubehagelig varme, som jeg ikke ønsker for andre at de skal opleve. Da angsten var på sit højeste, som var lige inden jeg blev indlagt, kunne denne følelse komme bare jeg så en motorvej - jeg havde ikke engang behov for at skulle køre på en. På dette tidspunkt, var jeg også angst når jeg kørte med andre på motorvej. Man bliver meget hurtig begrænset når man ikke kan køre motorvej og bor ude på 'landet' som jeg gør. Generelt, da min angst var på sit højeste, var jeg angst for bare at køre bil. Når jeg selv skulle køre, så kørte jeg så lidt så muligt, og kun de samme ruter - til skole og hjem igen. Når jeg havde andre med i bilen, så fik de mine bilnøgler, og så kunne de køre. Heldigvis, så gjorde mine venner det bare uden at stille spørgsmål, så jeg skulle ikke til at kæmpe for det. Jeg kan da også godt somme tider i dag give min bilnøgler og sige at de skal køre, men det er mere for hyggens skyld - og så også fordi jeg så kan lege DJ og bestemme musikken 😉

Jeg havde en hel angstliste, som også gjorde, at min læge henvendte mig til psykiatrien - igen. Da jeg lavede angstlisten, fik jeg skrevet det ned som andre kunne 'se'. Jeg var angst for rigtig mange ting, men meget af det synes jeg selv var 'pjat', så

Her er nogle af de ting som stod på min angstliste:

• Tage telefonen når den ringer (det er jeg blevet bedre til!)
• Tage det sidste stykke papir af rullen (det kan jeg stadig ikke)
• Lave mad (det er jeg ved at lære i mit tempo)
• Mad rester (det kan jeg bare ikke røre ved)
• Jeg skulle sidde i højre side af min fars bil, ellers blev jeg angst (gør jeg stadig)
• Når bilen skal i 1.gear, så skal jeg gøre det to gang (stadig i dag)
• Mit 4.år på gymnasiet, kunne jeg ikke gå til time uden en lærer - ellers ville jeg blive for angst og blive væk
• Ulige tal
• Fokusere på vejtrækning - slappe af (jeg tror jeg har angst for at komme ned og mærke mig selv, og det gør man ved at fokusere på ens vejrtrækning)

Én af de største fejl jeg begik vedrørende min angst, det var at sige det var noget pjat. Det kan jo ikke være noget pjat når det fylder så meget i mig? Mærkeligt, ja det er det, men pjat, det er det ikke. Jeg synes selv det er super mærkeligt at jeg ikke kan tage det sidste stykke papir af f.eks. toiletrullen, men hvis det var noget pjat, så ville jeg kunne gøre det, og det kan jeg ikke. Jeg er heldigvis ikke ude i, at der sker noget hvis jeg ikke gør det. Jeg tænker f.eks. ikke, at jorden går under hvis jeg tager det sidste stykke papir, der er bare noget der gør at jeg ikke kan.

Oppe på afdelingen hvor jeg var indlagt, kunne jeg ikke gå ind i spisestuen hvor vi skulle spise. Jeg fik den præcise sammen følelse når jeg nærmede mig spisestuen, som jeg fik når jeg nærmede mig en motorvej. Udover følelsen af ubehag, så var det også som om min krop holdt op med at fungere. Jeg kunne ikke få mine ben til at træde ind for døren, selvom jeg forsøgte. Der var ikke forbindelse mellem min hjerne og mine ben.. Dette skete heldigvis ikke når jeg kørte bil og så en motorvej . og gudskelov for det!

Da jeg blev tilknyttet psykiatrien, begyndte jeg at få medicin for min angst. Jeg har altid været meget imod at tage medicin. Jeg ved ikke om jeg har været bange for bivirkninger eller bange for at blive afhængig, men ihvertfald, så blev jeg nødt til at sige ja til medicin mod angst. Jeg kunne mærke når jeg fik min medicin, at det hjalp. Angsten havde svært ved at 'trænge igennem', som jeg kaldte det. Men, i takt med at jeg også fik den en smule værre da jeg blev indlagt, så begyndte angsten at overdøve medicinen. Jeg blev sat op i dosis, og det hjalp. Det jeg får nu, det fungerer rigtig godt - og jeg kan mærke forskel på når jeg tager det og når jeg ikke tager det. Jeg er ikke helt uden angst nu, men jeg kan flere ting som jeg før ikke kunne grundet min angst. Mindre angst er sket i takt med både medicin, diagnose, støttekontaktperson, selvforståelse og udvikling.

Mit råd til dig hvis du går rundt med angst, eller kender nogen som går rundt med angst, det er at snakke om det. Når du går med din angst selv, så forstærker du det, og måske siger du til dig selv at det er noget pjat. Og nej, det er ikke noget pjat. Hvis det betyder noget for dig, så betyder det noget for dig. Den eneste måde at få arbejdet med angsten på, det er at snakke om den! Det hjalp ihvertfald mig at få snakket om det, og ikke gå selv med det. Der er et ordsprog der siger:

Selv er vi stærk, men sammen er vi stærkere. Man kan ikke gå igennem livet uden at få hjælp. At få luftet sine tanker er altid godt! Det har blandt andet fået mig igang med at skrive blog, fordi jeg fortalte en anden om mine tanker.

Krammer og møsser