Når musikken lyder

Jeg har lige så længe jeg kan huske været en del af noget musik på en eller anden måde. Da jeg var yngre og indtil jeg selv begyndte at spille, hørte jeg min far spille koncerter. Vi har som børn fået sunget godnat sange, sunget selv på hjemmevideo og ja. I 2006 startede jeg på trompet i Aabenraa Skoleorkester - og ja, der spiller jeg stadig. Jeg vil ærligt sige, at de første mange år var det ikke frivilligt jeg tog afsted.. eller, jeg ville gerne, men ja. Hvis jeg ikke havde øvet ville jeg ihvertfald ikke afsted - og jeg øvede sjældent da jeg var yngre. Det var faktisk først da jeg startede på gymnasiet i 2013 og kom med i deres bigband, at jeg begyndte at øve. Det vil sige, at fra 2006-2013, spillede jeg næsten kun hver torsdag når vi øvede med skoleorkesteret. Selvfølgelig øvede jeg et par gange derhjemme, da min far - heldigvis - tvang mig til at øve, men det var sjældent. Jeg forsøgte i en periode hver torsdag at slippe for at komme til skoleorkester. Jeg blev altid mødt med svaret, at selvfølgelig måtte jeg gerne blive væk, men så skulle jeg meldes ud hvis det blev ved, for man bliver nødt til at kunne regne med mig. Så hvis jeg skulle spille i orkesteret, så skulle det være helhjertet. Og ja, selvfølgelig. Der er ikke noget værre end at have en musiker man ikke kan regne med.. - sommetider har de måske kunnet regne lidt for meget med mig... mit pligtopfyldende hjerter vægter som altid højere end mit helbred, så selvom jeg faktisk burde være blevet hjemme, så er jeg taget afsted for at spille, fordi det var min pligt - og det gør jeg stadig i dag, dog lidt bedre til at sige fra end tidligere (men der er lang vej endnu). Jeg ender naturligvis altid - eller for det meste - med at tage glad og tilfreds fra musikarrangementet, da jeg jo elsker at spille og jeg elsker at se glæden der spreder sig i dem vi spiller for. Energi niveauet er dog drænet helt i bund, men der er blevet ladet op med glæde og tilfredshed (det er lidt en lose-win situation?). Da det ligesom gik op for mig at min far mente at han ville melde mig ud hvis jeg ikke mødte op, samt jeg egentlig fandt ud af at jeg godt gad musikken, så havde jeg ingen sygedage om torsdagen. Jeg har haft ugentlig hjemmedage i mine folkeskoleår. Set i bakspejlet, så har jeg nok bare haft brug for at lade op, fordi jeg af gode grunde ikke har fået den støtte som jeg som autist har haft brug for. Jeg har virkelig været syg hvis ikke jeg er kommet i skole om torsdagen. Vi har nemlig altid haft hjemme ved os, at hvis man ikke kunne komme i skole, så kunne man heller ikke komme til det sjove efter skole (man skal yde før man kan nyde). Selvom det måske godt kan virke lidt voldsomt nu når vi ved jeg har Asperger, så anede vi det jo ikke dengang, og jeg har altid været enig i, at hvis man ikke kan tage i skole, så er der heller ingen sjov. Nu hvor vi at jeg har Asperger, så kan det selvfølgelig være noget med at prioritere sine kræfter - men alligevel, så kan man jo ikke altid vælge det sjove? Jeg er - og har altid været - så heldig med skoleorkesteret, at de altid har været som en familie for mig. Jeg har fundet nogle af mine bedste venner i skoleorkesteret igennem årene. Jeg var altid fascineret over, at jeg faktisk fandt venner, da jeg jo ikke kendte én eneste da jeg startede (min far havde heldigvis som (næsten)altid gjort 'forarbejdet' ved at have spillet der, så folk kendte mig, men jeg kendte ikke dem). Det er altid et break at komme til skoleorkester. Lige meget hvor elendig en dag jeg har haft, så er den ene times undervisning + de 2 timers øvning altid et frirum. Det fede ved skoleorkesteret er, at vi snakker sammen på kryds og tværs af aldrene. Vi svinger jo fra ca. 11 år-50år, så man kan godt frygte at orkesteret bliver 'opdelt'. Og ja, selvfølgelig så 'leger' de små mest mens de store snakker, men når det kommer til stykket, så kan de små og store godt spille fodbold sammen eller andre aktiviteter - det er jeg vild med. Jeg er også vild med at de yngre orkestermedlemmer tør komme til os de lidt større når der er problemer, eller hvis de bare har brug for at snakke. Jeg går ihvertfald meget op i at de kan komme til mig og føle sig trygge, og det benytter de sig også af, det er dejligt 😊

Da jeg så blev medlem i gymnasiets bigband som øvede om tirsdagen, så skulle jeg nu være på både tirsdag og torsdag. I min 'jeghardetrigtigdårligt'-periode, var det en byrde at komme afsted, og jeg mindes også at jeg blev nødt til at melde afbud. Når jeg melder afbud, så er det skidt. Men heldigvis, så blev bigbandet en lige så stor fornøjelse som skoleorkesteret, så ja, man mangler det når det ikke er der 😉

I gymnasiet kom jeg også i musikklassen, så jeg fik rigtig meget musik, og lærte også musikteori. Det var faktisk en helt ny verden der åbnede sig for mig. Jeg kunne jo sagtens læse noder i g-nøglen, men det var også det. Jeg havde lært mig selv at spille noget på klaveret og på guitaren, men jeg anede jo ikke hvad jeg lavede? Det fik jeg lært i undervisningen, og så begyndte interessen for at skrive mit eget musik også. Den aller første sang jeg skrev, som i øvrigt var helt selv, den skrev jeg da jeg havde min depression. Jeg skrev mine egne følelser ned, men sagde bare at det var noget jeg havde observeret ved andre. Jeg brugte min sangskrivning som selvterapi, og til at komme ud med hvad jeg følte. Da min mor døde i marts 2015, lavede jeg en sang til hende. Det startede med melodi og tekst. Jeg spillede guitar og sang, men det var lidt for simpelt. Jeg spurgte derfor nogle piger fra klassen om hjælp til at synge og spille den. Så det gik pludselig fra sang og guitar og så til klaver, bas, guitar, sang og korstemmer. Nu havde jeg fået pigerne til at hjælpe mig med at synge den, men jeg ville alligevel gerne kunne vise den til folk, da mange havde sagt til mig de gerne ville  høre den. Jeg er heldigvis omringet af talentfulde mennesker med forskellige talenter. Udover musikalske venner, så har jeg blandt andet også venner som gik i mediefagsklassen. Jeg spurgte derfor endnu en veninde, om hun ville lave en musikvideo til min sang, således at jeg også kunne lave den til en slags gave til min mor. Og hun sagde ja, så det var bare super fedt. Sangen ligger på min youtube kanal, og kan ses ved at klikke her

Sidenhen har jeg skrevet yderlige to sange. Alle de fire sange jeg nu har skrevet, er alle en del af et nyt projekt jeg har gang i, som hedder 'MIN HISTORIE'. Jeg har nu en sang der handler om: Depression: Lyset skal findes Til min mor: Når musikken lyder Om døgnet hvor hun døde: Et døgn i mareridt Fars syn på tab af hans kone: To: The love of my life

Musikken - eller skrift generelt - er min måde at kommunikere på når noget er meget svært at få sagt. Samtidig med at jeg er vokset som person, så er jeg også vokset med at kunne snakke om hvad jeg føler - som jeg iøvrigt er blevet rigtig god til. Det har hjulpet at lære 'Asperger Line' at kende, da der er så meget der giver mening, og som dermed kan forklares hvis bare man føler efter 😊

Jeg håber I har haft en dejlig weekend, for det har jeg, uden tvivl én af de bedste i lang tid!

Krammer og møsser