Orkesterstævne 2017

Som tradition bliver der hvert år den sidste weekend i oktober afholdt orkesterstævne - og i år var selvfølgelig ikke en undtagelse. Vi er tre orkestre fra henholdsvis Randers, Skægkær og Aabenraa. I år blev stævnet afholdt i Skægkær hvor Skægkær blæserne var værter. Det er en weekend der giver ømme læber og trætte hoveder. Vi spiller rigtig meget. I denne weekend er det sammenlagt blevet til ca. 12 timers spillen på ca. to dage. Vi i Aabenraa Skoleorkester mødtes kl. 18 fredag aften, pakkede bussen og kørte så mod Skægkær. Da vi ankom et par timer senere havde vi allerede den første prøve på ca. 1.5-2 timer. Jeg havde allerede ømme læber fredag aften, så det så ud til at blive en hård weekend - det var heldigvis ikke så slemt. Det er vidst ikke en hemmelighed at man ikke får sovet særlig meget når man er på sådan nogle ture.. Det blev ihvertfald kun til ca. en halv times søvn til mig fra fredag til lørdag. Jeg synes det var lidt hårdt at blive vækket kl. 7 når jeg først var faldet i søvn 6.30. Men, da jeg var først var kommet op, var det faktisk ikke et problem. Lørdag bestod af morgenmad, prøve 2, marchtur og koncert i Silkeborg, spise frokost ved værtsfamilier, prøve 3, fællesspisning, underholdning og hygge. - Lørdag aften inden aftensmaden måtte jeg lige bukke under for presset og alle indtrykkene. Jeg kradsede et sår op, som vi ellers havde plejet og skyllet ret godt med henblik på selvskade, samt jeg græd og kunne bare ikke overskue at skulle spise. Heldigvis er jeg omringet af fantastiske mennesker i orkesteret. Det tog en halv time, og så var jeg på benene igen. Jeg var med henne og spise, var med til underholdning og hyggede med folk fra mit eget orkester til ca. kl 3 (inden du sætter uret tilbage - vi er jo så heldige, at vi altid får en ekstra times søvn til stævnet, fordi man sætter uret tilbage = det har de planlagt godt). Jeg fik rent faktisk sovet da jeg havde min luftmadras for mig selv. Fredag-lørdag havde vi sovet tre mand på min madras.. det var hyggeligt, ingen tvivl, men også trængt 😜 Søndag bestod af morgenmad, prøve 4, generalprøve, frokost ved værtsfamilier, oprydning og koncert og så hjem. Jeg tror faktisk det er første gang at jeg har klaret søndagen så godt. Jeg plejer ALTID at bliver skidt (fordi jeg ikke har sovet så meget), således at jeg må blive væk fra enten prøve 4 eller generalprøven. Men denne gang har jeg spillet hele tiden 👏🏻👏🏻 Louise (hende som er nævnt før) tog maden til mig når vi spiste morgenmad og aftensmad på skolen - det gjorde at jeg kunne overskue selv at tage min mad når vi spiste frokost ved værtsfamilierne. Det med at skulle spise frokost ved folk og med folk man ikke kender, det er ikke ligefrem en leg for mig. Heldigvis, så var jeg hjemme og spise ved og med nogen som jeg egentlig var meget trykke ved og altid har det sjovt med, så det var helt perfekt. Louise, min dirigent (som begge ved alt om mig) og jeg var fra Aabenraa med dirigenten fra Blæseorkesteret Søndermarken med hjemme ved dirigenten og hans familie fra Skægkær blæserne for at spise frokost.

Selvom det har været en god weekend, så har det ikke været nemt. Der har både været tanker inden jeg tog afsted, som bare tog energien fra mig, samt det enkelt lille sammenbrud lørdag aften. Jeg tænkte, at det måske kunne være lærerigt for jer - men også for mig selv - at læse hvilke tanker der går gennem hovedet på mig når jeg skal noget socialt som det her. Jeg satte mig derfor ned da jeg havde min krise fredag eftermiddag og skrev mine følelser. Det kommer her: "Jeg sidder lige nu og er totalt opgivende. Klokken er 15.27 fredag eftermiddag, og vi skal være ved bussen kl. 18..Heldigvis skal jeg spise med nogle andre orkester medlemmer, ellers havde jeg ikke fået aftensmad idag. Det gør dog også, at jeg skal være der kl. 16.30, så jeg begynder at have lidt travlt… Jeg føler ikke rigtig jeg har pakket - selvom jeg faktisk har pakket. Jeg kan ikke finde overskuddet til lige at gøre det sidste og lukke min taske. Sådan er det hver gang. Jeg bliver usikker på om jeg kan holde til det. Om folk vil lægge mærke til at jeg ‘fejler’ noget. Vil jeg kunne klare det? Kommer jeg til at sidde ved siden af Jonas som jeg plejer når vi skal spille? Hvor skal vi sove, og hvem kommer jeg til at sove med? Hvem skal vi spise ved når vi skal spise ved værtsfamilier? Hvad skal der ske til underholdning - og bliver jeg udtaget til at lave noget? Der er så mange usikkerheder ved sådan et stævne og jo tættere vi kommer på, jo mere begynder jeg at tænke over de ting og kører mig selv op. Jeg har det RIGTIG godt i forsamlinger, hvor folk ved at jeg har Asperger og ved hvor meget og hvad jeg har været igennem.. men forsamlinger hvor de ikke gør, bliver jeg super presset. Jeg kan tydeligt mærke forskel på følelserne i min krop når jeg skal noget med nogen der kender til mig og mine ‘problemer’ og så når jeg skal noget med nogen der ikke kender til dem. Det er faktisk ikke særlig sjovt. Alle disse ‘dårlige og utilpasse følelser’ kommer i bund og grund nok af, at jeg nu er blevet ‘voksen’. Jeg kan derfor ikke tillade mig at have svært ved ‘almindelige’ ting, eller ikke at forstå hvad de siger til mig medmindre det er helt konkret. Jeg har været til orkesterstævne de sidste 11 år, så det burde snart være en rutine. Men, jo ældre jeg er blevet, jo sværere synes jeg faktisk det er blevet at deltage til disse arrangementer. Jeg har ingen ide om hvordan jeg klarede det da jeg var yngre, for jeg kan simpelthen ikke huske det. Det er lidt som om at mit liv kun har ‘eksisteret’ siden jeg startede på gymnasiet, og jeg begyndte at få det skidt og bukkede under for presset. Jeg aner ikke hvad jeg gjorde anderledes før -  andet end at min mor var der. Har hun virkelig givet så meget støtte, at jeg har kunnet bevæge mig rundt i verden uden at være angst eller frygte ‘fremtiden’. Jeg ved bare, at jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg ‘frygtet’ at skulle afsted."

Det værste ved dette er, at det altid ender godt og bliver en god weekend, så hvorfor har jeg disse bekymringer?

Noget jeg også kan mærke der går mig på er, at jeg kan 'færre' ting end jeg kunne før. Jeg har jo altid bare taget min mad, taget med til værtsfamilier 'uden problemer', ikke haft behov for at sidde ved Jonas, det er bare sket - men nu, puha, jeg kan ikke tage min mad selv, jeg kan ikke tage ud til værtsfamilier uden at have problemer og jeg SKAL sidde ved Jonas, ellers går jeg i panik og bliver angst. Men ved I hvad? Det er simpelthen fordi jeg mærker mig selv på en anden måde end før, og jeg tillader mig at mærke mig selv. + så har jeg bare ikke længere kræfterne til hele tiden at gøre ting som jeg har svært ved. Hele min barndom har jeg fundet på måder jeg kunne gøre de ting på som jeg havde svært ved, istedet for bare at bede om hjælp. Jeg var på konstant overarbejde for at kunne fungere. Jeg hverken orker eller ønsker at komme tilbage til dengang hvor jeg kørte på højtryk og ikke ville have hjælp. Selvfølgelig, så er jeg endnu ikke helt der hvor jeg bare beder om hjælp og siger: "Hey, jeg har Asperger, så jeg har brug for det og det", men det arbejder min støttekontaktperson og jeg på. Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg kan sætte ord på hvad jeg ikke kan og hvad jeg har brug for, og det er også fint nok - det er ihvertfald en start 😊

Det har været en dejlig weekend med musik, grin, god mad, sang og dejlig selskab <33

Krammer og møsser