Efterårsferie i Tyrkiet - transporten

Jeg har i denne efterårsferie været i Tyrkiet med to vennepar, Louise&Mads og Nikolaj&Michelle. Vi var afsted fra lørdag den 14/10 til lørdag den 21/10. Det var min første tur uden familie - og den er gået over alle forventninger. Det har ikke været en tur med kun opture, men trods nedture og sammenbrud, så kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har nydt en ferie så meget som jeg har gjort denne.

Jeg har egentlig altid været hammer nervøs og følt rejsen uoverskuelig hver gang vi har skullet på ferie - det var jeg ikke i år. Jeg var mere spændt og glad. Jeg havde i mit hoved aftalt med mig selv, at hvis vi ankom til Tyrkiet og jeg havde brugt alt min energi på rejsen således, at jeg måtte være sengeliggende, så var det helt ok...  Sådan gik det heldigvis ikke! 👍🏻

Jeg vil i dette indlæg fortælle hvad jeg - og mine venner - har gjort, så turen ikke skulle bliver uoverskuelig for mig.

Til at starte med, så fulgte jeg faktisk bare med. Jeg var en del af gruppechatten, men jeg var den person som læser beskederne, men ikke svarer. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle sætte mig ind i hvor vi skulle hen.. så jeg lod dem bestemme og sagde at jeg ville følge med, lige meget hvad de valgte - det var det at komme afsted sammen der talte for mig. Jeg havde fået med at vi skulle til Tyrkiet, men der gik længe efter rejsen var bestilt, og til at jeg vidste hvornår vi skulle afsted. Louise arbejde på at lave et word-dokument til mig, hvori der stod alt hvad vi skulle omkring transport, hvad der skulle ske i lufthavnen i DK og når vi landede i Tyrkiet. Jeg orkede derfor ikke sætte mig ind i det før jeg fik det word-dokumentet. Selvom jeg først fik informationer omkring turen to uger før vi skulle afsted, så har jeg på intet tidspunkt været stresset over det? Jeg vidste at de havde totalt styr på det, og at de ville sørge for mig. Jeg har følt mig så tryg under hele turen, at jeg vil vove at påstå, at de kunne have taget mig med UDEN at fortælle hvad og hvorhen vi skulle, og jeg ville stadig kunnet have nydt turen.

I ugen op til vi skulle rejse, tog Louise med mig på gågaden for at købe alt det som jeg overhovedet ikke tænker over man skal have med.. Vi fik købt solcreme, små flasker shampoo, poser til at putte væsker i, badetøj etc.. Alt det man skal have med på en ferie 😅 Fredag den 13/10 om aftenen skulle vi tage toget til København fordi vi skulle flyve nogenlunde tidligt lørdag morgen. Louise havde sat et par timer af til mig, så hun kunne hjælpe mig med at pakke min kuffert. Hun kom ud til mig omkring middag for at pakke med mig. Jeg pakkede den rent faktisk selv mens hun bare var på værelset. Det tog lang tid, fordi jeg bare sletter ikke kan overskue det - men jeg fik det gjort. Da vi havde pakket min kuffert, kørte Louise hjem igen for at pakke resten af hendes og Mads' ting. Jeg pakkede min kuffert i min bil og kørte også hjem til Louise. Her pakkede vi alle tingene i min bil, og så kørte Louise derfra. Vi skulle spise ved Mads' forældre, som så derefter skulle køre os til toget i Kolding. Vi tog toget fra Kolding omkring kl. 19.05 og var i København ca. 21.30, hvor min far hentede os på hovedbanegården. Louise og Mads blev sat af ved Nikolaj og Michelle mens jeg kørte med min far hjem og sov der. Lørdag morgen kørte min far mig i lufthavnen, hvor jeg mødtes med mine venner igen. Jeg sagde farvel til min far og så gik vi ind i lufthavnen. Jeg kom igennem security osv. uden at bippe eller noget, så det var rart 😄 Flyveturen gik også bedre end nogensinde. Jeg plejer at blive 'flyvesyg', men det gjorde jeg ikke, yay. Eftersom vi var fem personer, så var der en der skulle sidde ved siden af en fremmed - det var overhovedet ikke snak om at det skulle være mig, så det var bare rart. Jeg sad på turen derhen mellem Michelle og Louise. Det var hygge. Da vi landede i Tyrkiet var det meget varmt.. Vi skulle med en bus til vores hotel. Det var ca. en to timers tur i den mindste bus jeg nogensinde har set. Jeg var træt, jeg havde det varmt, vi sad rigtig tæt og så var der en pige som kiggede på mig hele tiden - eller det følte jeg ihvertfald. Jeg kunne fornemme hver gang hun kiggede på mig og det hylede mig virkelig ud af den. Jeg måtte sige til Louise at jeg simpelthen ikke kunne have det - så stirrede hun tilbage 😉 #truefriendship Vi ankom til hotellet 16.40 eller sådan noget. Jeg havde hele tiden troet vi skulle på et andet hotel, så jeg havde nær studeret det forkerte hotel, haha.. Men det var faktisk fint nok? For det hotel vi skulle på var bedre end det jeg havde tjekket ud 😉 Da vi skulle tjekke ind synes receptionisten at det var sjovt at spørge mig - og kun mig - om jeg var ok og hvordan jeg havde det - det gjorde han hele ugen hver gang vi gik forbi. Jeg havde mit eget værelse og parrene havde deres. Receptionisten ville give Louise, Mads og jeg et værelse hvor vi alle kunne være på, men det takkede vi nej til. (men det var da sødt af ham).

Resten af turen, gik vores gruppe under navnet; "Couple, Couple, Stein". Historien om hvorfor kommer i et andet indlæg, som handler om turen og dagene i Tyrkiet.

Hjemturen var derimod forfærdelig. Jeg kunne sletter, sletter ikke overskue det. Mads og Louise var så søde at pakke min kuffert for mig. Vi skulle hentes på hotellet omkring kl. 2.30 om natten, så det blev heller ikke til noget søvn. Da vi blev hentet var det heldigvis i en almindelig størrelse bus. Jeg sad ved siden af Louise, men da jeg ikke havde det godt og bare havde brug for at lukke min ind i mig selv, så tog jeg gardinet udover mit hoved og ville forsøge at sove. Louise spurgte derfor om lov til at sætte sig ved Mads for at spise noget mad. Det var jo egentlig helt fint. Men lige pludselig kunne jeg bare mærke at jeg blev utryg. Jeg begyndte at sidde og ryste som jeg gør når jeg får mine angst anfald. Jeg kunne mærke Louise satte sig hen til mig igen og forsøgte at berolige mig. Det lykkedes ikke rigtig, så hun måtte finde mit PN medicin frem (PN = Pro necessitate = når det er nødvendigt) og give mig det. Det fik mig til at falde ned mens hun holdt mig i hånden og jeg sad med min fidget spinner. Vi var i lufthavnen kort efter jeg var faldet til ro, så jeg kunne komme ud i frisk luft. Mine venner sørgede for at få min kuffert ud af bussen og tage det med ind i lufthavnen. Mads havde ingen håndbagage, så han hjalp mig med at tømme min håndbagage og sende det gennem security. Jeg gik igennem denne gang. Vi skulle derefter tjekke vores bagage ind. Jeg kunne sletter ikke finde ro i kroppen. Jeg gik rundt i cirkler, måtte ikke træde på stregerne, og gik rundt med min fidget spinner. Igen, mine venner sørgede for min bagage så jeg kunne tumle rundt. Da vi havde tjekket bagagen ind skulle vi igennem endnu en security.. Denne gang bippede jeg begge gange jeg gik igennem, og jeg skulle derfor hives til siden for at de kunne røre på mig og mærke om jeg gemte noget....... Det magtede jeg bare sletter ikke. Men heldigvis var jeg så træt og havde PN medicin i kroppen, så jeg kunne sletter ikke tænke eller havde kræfter til at tage mig af det. Da jeg endelig var kommet igennem fandt vi et sted hvor man kunne få noget at spise. Jeg satte mig hen og de andre købte til mig. Jeg nåede kun at sætte mig ned i flyveren, og så sov jeg. Jeg sov inden den overhovedet begyndte at køre for at kunne lette.. Jeg var smadret. Resten af turen gik fint. Vi blev hentet af Mads' bror i lufthavnen, og så var resten af turen i bil.

Jeg har ikke skulle tænke på noget med transport, de har ordnet det hele, har taget sig af mig, og hjulpet mig uden at stille spørgsmålstegn. Jeg er heldig at have venner som dem ❤️

Der kommer et andet indlæg også, som handler om selve turen uden transport 😊

Krammer og møsser